Min europæiske kulturtur – Uge 6!

Waterloo museum – Arnhem – den 13.05.2019

Jeg vågnede ved 2-tiden, fordi jeg igen havde en af mine tunneldrømme, der også indbefattede en hvis mængde lange slanger. Jeg var ikke alene, men jeg ved ikke, hvem jeg var sammen med. Så jeg valgte at rode lidt med nyheder på DR og Jyskevestkysten.

Sønderjyske spillede sig en mulighed for en plads i Europæisk fodbold af hænde ved at tabe 4-3 i Randers efter at have haft spillet og de fleste skud på mål. Desværre var Randers gode på dødbolde, og så behøver man ikke arbejde så meget for sagen. Der er kort og godt plads til forbedring til næste sæson.

Jeg faldt i søvn igen, og sov faktisk godt indtil kl 7, hvor jeg stod op og badede, samt pakkede medicin til de næste 7 dage. Kl 8 havde værtinden på “Le chambre de Lola” lavet fin morgenkaffe til mig, som jeg indtog sammen med hendes hun, der holdt sig tæt til mig.
Hendes mand og søn var taget hjemmefra. Jeg fortalte, at jeg havde spist pizza hos sønnen igår. Hun fortalte, at jan var ved at tage uddannelse i marketing, og at hun selv arbejdede indenfor tøjbranchen, og faktisk var hendes veninde og samarbejdspartner også dansker.
Hunden blev ved med at sidde hos mig. Jeg troede, det var værtinden, der hed Lola, men da hun kaldte på hunden, gik det op for mig, at det var den, der hed hunden. Det smilede jeg af, fordi den tanke havde jeg ikke lige tænkt!
Da jeg var færdig med kaffen, sagde jeg farvel, fordi jeg forinden havde pakket bilen. Hun ønskede mig god rejse videre frem, og gav mig en krammer.
Det var egentligt rart at bo privat, fordi de var søde og opmærksomme. De havde bla. lagt chokolade til mig, som jeg kunne sove på. En lille ting, men i den store sammenhæng, alligevel noget, der viser sammenhængen. Det gjorde også noget ved mig, fordi jeg ogsåpassede bedre på med alt, og kom sønnen imøde ved at spise, der hvor han arbejdede.
Værelset var også så fint, så fint. Det lover godt for deres forsøg på at være udlejere.

Derefter kørte jeg ud til monumentet med løven og museet for slaget ved Waterloo i 2015, hvor Wellington med den engelske hær, og Blücher med den preussiske slog Napoleon endeligt. En af årsagerne til nederlaget var bla. at en af hans generaler, Grouchy, med en styrke på 35.000 mand undlod at komme til undsætning. Men det ved jeg mere om, når jeg har set det hele.
På en stor høj, højere end Jellinge-højene stå ren statue af en løve. Går man derop, kan man se ud over slagmarken. Der. Er et kort, så man kan se de franske, preussiske og engelske stillinger

Jeg må sige, at det er et af de flotteste museer, jeg nogensinde har været i. Det lå under jorden og var helt moderne. Jeg blev fra starten udstyret med audioguide på engelsk, og den førte mig gennem hele udstillingen i løbet af de 2 1/2 time, jeg var der.

Både den forudgående historie, fra da Napolion steg i graderne, indtil han lod sig udråbe til kejser, til efterspillet efter Waterloo, blev gennemgået, hvor Napoleon drog i eksil på St. Helena. Denne gang ville man ikke risikere, at han vendte tilbage, som han gjorde fra Elba.

Meget detaljeret alt sammen, og med mandsstore voksfigurer af deltagerne med deres heste og udstyr.
Desuden var der en 3D film med skuespillere, der viste slagets gang.
Jeg afsluttede besøget med at gå op på højen, 200 trin, hvor jeg fik et overblik over slagmarken.
Kan man sammenligne Napoleons magtbegær med Hitlers? De minder om hinanden, men Napoleon var ikke racistisk, dvs som Hitler, der havde myrdet jøder, modstandere, psykisk syge og handicappede, og han gennemførte reformer i Frankrig, der var til gavn for folket, fx. at man blev bedømt på kvaliteter og ikke længere på herkomst.

Kopi af monsterkanon, som tyskerne lavede 2 af, Gustav og Dora.

Godt tilfreds startede jeg bilen for at køre mod Overloon Warmuseum i Overloon i det sydlige Holland. Jeg har set billeder derfra, og det virkede til at være meget stort.
Siden jeg kørte fra Sydfrankrig er jeg i stigende grad blevet irriteret over en generende lyd, ligesom jeg får ondt o speedfoden, når jeg træder på den. Det skyldes vibrationer, der slår op igennem, og det hele får mig til at tro, at der er et leje, der er gået itu.
Der var en smule i starten af ferien, som jeg tog som dækstøj, fordi jeg lige havde fået aluminiumsfælge med sommerdæk, og jeg tænkte, at dem skulle jeg lige vænne mig til. Men nu er lyden stigende, søde passer mig godt at være nået så langt hjemad, som jeg er, nu hvor jeg er i Osnanrück, mens jeg skriver dette.

Hvad jeg ikke vidste var, at der rundt om byen Overloon havde været nogle hårde kampe mellem tyskerne og de allierede, og det medførte, at der kort efter krigen blev oprettet et museum, som senere flyttede ind i nye bygninger.

En del af det materiel, der blev vist, var renoverede ting, der stammede fra slaget. Man kunne således se, at på en amerikansk kampvogn, der havde fået en træffer, sad tårnet løst. Også en tysk, der var blevet ramt af et raketstyr.

Der var også flere flyvemaskiner, en spitfire jager og en B25 bombemaskine. En enkelt ting var ikke fra 2. Verdenskrig. Det var et enormt amfibiekøretøj på100 t, som man havde anvendt i Vietnamkrigen der, hvor landgangsfartøjer ikke kunne nå helt ind. Der blev lavet 20 af dem, og den eneste tilbageværende var den i Overloon.

Efter Overloon satte jeg kursen mod Nijmegen og Arnhem. I slutningen af krigen udtænkte den engelske general Montgomery en plan, Operation Market Garden, at hvis de allierede ved hjælp faldskærmstropper kunne erobre 5 broer, så kunne man være i Berlin og få krigen afsluttet. Det var vigtigt at få broerne, for hvis tyskerne sprængte dem, så ville fremrykningen blive forsinket. Arnhembroen gik over den store flod Rhinen, og bag ved floden ville tyskerne kunne lave et stærkt forsvarsanlæg.

Alt så ud til at lykkedes på nær i Arnhem. Der havde man undervurderet tyskernes styrke i området, og at man samtidig havde svært ved at kæmpe sig frem til at undsætte styrken ved Arnhem. Denne modige kamp er udødeligt gjort i filmen: “A bridge too far” og broens navn er i dag “John Frost Bridge”, efter den general, der havde kommandoen der. Jeg skulle selvfølgelig have et billede af broen.

Ville gerne igen kunne forstå sproget. Så jeg valgte at køre over grænsen, der hvor der var nærmest. Da jeg kom over, bestemte jeg mig for Osnabrück, fordi byen lå, så der ikke ville være så langt at køre op til Wilhelmshaven, hvor den sidste ting, jeg ville se, lå. Det tyske marinemuseum.
Selv om jeg på turen har beskæftiget mig med krig, så glæder jeg mig over, at det ikke er gået videre til mine børn. Vi snakker aldrig om krig, kanoner, mm. Og det er heller ikke gået videre til børnebørn. Det er jeg lykkelig over.

Jeg valgte et hotel i Osnabrück, Hotel at Nicolaiort, fordi jeg læste, at man kunne gå direkte ned i gågaden, og at der var offentlig parkering i nærheden.
Jeg bookede for 2 nætter, dels for at slappe af fra bilens problemer, dels for at hygge mig.
Da jeg nærmede mig og kom ind i den, faldt min gps ud. Det sker, når det ene lands netværk ikke længere dækker ind i det andet land. Selv om telefonen står til automatisk, så skal jeg alligevel ind at vælge manuelt.
Jeg fik gps på igen, og da der var en parkeringskælder tæt på hotellet, tog jeg bare den. Det viste sig at være klogt, for hotellet lå lige ovenpå, og det var super hyggeligt.
I receptionen fortalte de mig, at de havde festuge, så indtil kl 22 skulle jeg belave mig på høj musik, og ganske rigtigt kunne jeg høre rockmusik.
Heldigvis fandt jeg ud af, at det lige netop var den type musik, jeg kunne lide, da jeg lidt senere gik i byen.

Orkestret var rigtigt godt og var et Queen cowerband, ligesom det, der turnerer hjemme i Danmark.
Fordi klokken var så fremskreden valgte jeg at spise en MacDonald burger, og det er den bedste burger, jeg nogensinde har fået fra det sted. Ikke noget med blødt brød, dårlig bøf og flad salat. Brødet var dejligt sprødt, bøffen velsmagende og salaten frisk. Uhm!
Efter det satte jeg mig på en bar, og fik 2 fadøl mens jeg nød musikken. Da den sluttede kl. 22 drak jeg ud og gik hjem på hotellet. Byen var et udmærket valg for mig.

Tyskerne har en behagelig måde at hygge sig på til festival. De sidder udenfor barer og restauranter og snakker på livet løs, og selv om der er boder alle vegne, der sælger drikkevarer og øl, ser jeg ingen berusede.

Mai-fest in Osnabrück – den 14.05.2019

Da jeg havde valgt at blive i Osnabrück i to nætter, tog jeg mig god tid til at skrive dagbog under morgenmaden. Hotellets buffet var rigtig lækker og appetitlig med stort udvalg. Morgenmaden var inkluderet i prisen for værelset, som ikke var særlig dyr i betragtning af, der var stor byfest.

Efter morgenmaden ville jeg ud at se byen og få ordnet nogle ting. Så jeg gik ved 11-tiden og beregnede, at jeg kunne nå hjem og få en eftermiddagslur.

Desværre viste det sig, at mine ben og hofter lige netop valgte at strejke, så det blev en trættende bytur, hvor jeg hele tiden måtte hen at sidde et sted og strække ryggen. Det plejer at hjælpe. Men slut med klynkeriet.

Osnabrück blev svært beskadiget under krigen, og mange af de historiske bindingsværkshuse gik tabt. Man har efterfølgende forsøgt at genopbygge husene, så lidt af den gamle stil blev bibeholdt. Jeg fandt dog et originalt, som var rigtigt flot med bindingsværk og udskæringer over døren. Det var hotel i dag.

Jeg fik set St. Marie kirken, gik langs floden, så et forsvarstårn, som der er bevaret flere af, men selve bymuren er væk.
På hjemvejen af så jeg en ung mand optræde som Michael Jackson, som ellers lader til at være no go efterhånden pga hans pædofilisag. Men han gjorde det nu godt. Jeg fik video optaget, men kan desværre ikke uploade dem.
Jeg fik også en tysk grillpølse, men selv om den ligner en stadionpølse, så er den ikke helt rigtigt.

Derefter gik jeg hjem og fik 2 timer på øjet. Jeg sover stadig dårligt om natten, så hvis jeg skulle holde til musikken senere, så var det nødvendigt, og jeg gik da også ud som et lys.

Ved 19-tiden var jeg dernede igen, fordi der skulle komme et tysk rock/pop orkester, der hed MHO.
De spillede fantastisk godt med en kvindelig og mandlig forsanger i det 8 mand store band. Det var dedikeret og intens musik af engelsk og tysk herkomst, og publikum sang med med stort engagement, når det var kendisser, lige som når vi hører Kim Larsen eller Shu-bi-du-a.
Mod slutningen fandt jeg ud af, at MHO stod for “Maries Heartbreak Orkester”. En overgang tænkte jeg på, hvorfor der aldrig er tyske bands på Kløften festival hjemme. Kan ikke mindes at de har været.

Klokken 22.30 lå jeg i min seng. Næste dag vil jeg se, museet for Varus slaget. Der hvor Romerriget mistede 3 legioner til germanerne, og dermed opgav at trænge over Rhinen.
Historien går på, at en germansk kriger, Arminius, havde tjent længe i den romerske hær, og han skulle så lede tropperne over Rhinen og ind i det germanske område omkring Teuteburgerskoven.
Men han ledte dem ad små veje ind i en fælde. Man må forestille sig, at de romerske krigere vandrede i rækker gennem skoven på små veje efterfulgt af trosset. De blev så angrebet undervejs.
De romerske soldater er formidable krigere i det åbne land, fordi de kan danne kampformationer, men på en smal skovvej er de forsvarsløse. Alle omkom.

Efter dette besøg kører jeg som tidligere skrevet til Wilhelmshaven, og bagefter tager jeg Færgen over Elben, og forventer at sove sidste nat i Friedrichstadt.

Varusslaget – Marinemuseet – Friedrichsstadt – den 15.05.2019

Jeg synes, at Nicolai-hotellet har været et af de bedste steder, jeg har boet under hele ferien. Beliggenheden var perfekt placeret i bymidten. Parkering i garage lige nedenunder. Morgenmaden noget af det fineste og pænt sat op. Sød og venlig betjening af personalet. Værelset var ikke prangende, men der var det, der skulle være, inklusiv en flaske vand.
Da jeg var færdig med at skrive dagbog, smuttede jeg afsted mod mit første mål: Varusslaget, ca. 20 km fra Osnabrück.

Varusslaget fandt sted omkring år 7 efter kr.f. Grunden til at man antager det, er fundet af en stor møntskat, hvor ingen mønterne var ældre, og man ved, der var nye mønter i romerriget fra år 10 efter kr.f.
En romersk legion bestod af 5.000 – 6.000 mand, og dem var der 3 af. Dertil kom hjælpetropper og tros med alle mulige håndværkere. Så en forsigtig vurdering kan vel være omkring 20.000, der gik til i slaget, som varede over flere dage.
Slaget gik i glemmebogen, men dukkede op i skriftlige kilder omkring 1500 tallet, og efter den tid begyndte man at overveje, hvor det kan have fundet sted, og forskellige placeringer blev der gættet på.
Myten om Arminius som germansk besejrer af romerne, skiftede de sidste århundrede til at han hed Hermann (som er den tyske oversættelse af det latinske Arminius), og det blev brugt i teater og litteratur, hvor Hermann blev en mytologisk figur. Derfor rejste man i 1875 en statue, das Hermann Denkmahl, på det sted i Teuteburgerskoven nord for Osnabrück, hvor man mente slaget havde fundet sted.
Også Hitler og nationalsocialisterne tog myten til sig, fordi den passede ind i deres ariske fortolkning af menneskeheden.
Men hvor fandt det virkeligt sted:
“Gennembruddet kom, da amatørarkæologenTony Clunn i 1987 fandt et større antal romerske mønter og projektiler til slynger. Fundene blev gjort med metaldetektor i et begrænset område ca. 10 km nordøst for Osnabrück, lige nord for et højdedrag kaldet Kalkriese. Clunns fund blev fulgt op med regulære arkæologiske undersøgelser over en årrække foreståede af Kulturhistorisk museum i Osnabrück. Resultaterne er efterhånden blevet meget overbevisende, og et flertal af forskere, som beskæftiger sig med denne periode, har konkluderet, at dette må være valpladsen. Stedet ligger 20 – 30 kilometer nord for Teutoburgerskoven. I 2001 blev det opført et museum på stedet, og rekonstruktioner af de germanske befæstningsmure.” Kilde Wikipedia 2019.
Det var dette jeg fik set, da jeg kom ud til museet. Men de dele, man finder er små, fordi det må formodes at germanerne havde god tid til at plyndre ligene for brynjer, sværd, udstyr, mm. En ansigtsmaske er det største objekt, så vidt jeg kan se, der er fundet. Det er ingen tvivl om, at med metaldetektorens fremkomst, findes mere og mere, der kan kan kaste lys over forgangne tiders begivenheder.
Noget af det man også fandt var gruber med knogler fra dyr om mennesker blandet sammen. Ikke så mange, og det mener man skyldes at en anden romers hær 6 år senere fandt stedet og så de ubegavede lig. Dette ifølge en romersk beretning.
Fra tårnet kunne jeg se ud over slagmarken, som var markeret i terrænet, eller rettere en del af slagmarken.

Derefter gik turen til marinemuseet i Wilhelmshaven.
På grund af Preussens størrelse og beliggenhed havde man ikke brug for en flåde, men senere i slutningen af det 18 årh. og efterhånden som de forskellige hertugdømmer og kongeriger samles i et Tyskland, og der dermed bliver adgang til havet mod vest, opstår ønsket om en flåde. De første år er den meget lille, og fx i krigen 1864 måtte den have hjælp af Østrig, men tabte alligevel slaget ved Helgoland til danskerne.
Man besluttede at oprette en hel ny flådehavn ved Jadebugten syd for Elbens udmunding, og op omkring denne havn voksede byen Wilhelmshaven op. Omkring år 1900 gav kejser Wilhelm ordre til, at Tyskland skulle have en flåde, der kunne bestride den engelske, og derfor byggede man det ene store skib efter det andet.
I første verdenskrig mødtes de to flåder så i Jyllandsslaget, og selv om tyskerne tilføjede englænderne store tab, så kom den tyske flåde aldrig mere ud for at møde den engelske. Det betød at den kom til at ligge uvirksom hen mod slutningen af krigen, og kort før krigen sluttede gav man ordre til at flåden skulle sejle ud og møde den engelske i et sidste slag. Det nægtede matroserne og gjorde mytteri, og dette førte til revolution og kejserriget ophør.
Som en konsekvens af krigens afslutning skulle den tyske flåde afleveres til England i Scapa Flow i Skotland. 70 skibe sejlede ind deroppe, og efter nogle dage sænkede de sig selv. Der findes en engelsk hjemmeside, hvor der er undervandsoptagelser af de sunkne skibe.

Det meste af historien vidste jeg i forvejen, så der var ikke rigtig noget nyt. Jeg havde håbet på at se en samling af skibsmodeller som i Kiel, men der var kun enkelte.

Udenfor lå nogle enkelte enheder, men ikke nær den størrelse, de havde under de to verdenskrige.

Klokken var nu blevet så mange, at jeg kørte afsted til Elbfærgen ved Glückstadt, og da jeg senere sad i kø her, kunne jeg godt se, at Friedrichstadt ikke længere gav mening, så det blev Rensborg i stedet. Her landede jeg på Owslag Seehotel, og nåede lige at komme om og spise på en græsk restaurant.

Hjem – den 16.05.2019

Jeg sov faktisk godt på Seehotel Owschlag lige uden for Rendsburg, så for en gangs skyld uden at vågne flere gange eller drømme om slanger eller tunneller.
Under morgenmaden fik jeg skrevet dagbog. Derefter pakkede jeg og kørte afsted over Schleswig og Flensborg ad den gamle vej, så jeg ikke behøvede at skulle op i fart, så bilen begyndte at larme.
Efter Flensborg tog jeg motorvejen hjem og landede lige over middag, og dermed var min ferie slut.
De næste dage skal gå med at få ryddet op, få repareret bilen og ellers komme af med det jetlag, jeg havde følt, jeg havde, de sidste dage. Der har været så mange indtryk.
Jeg har også nået at se bloggen på pc, og til min store overraskelse lå nogle af billederne ned og endda et enkelt stod på hovedet. Det var heller ikke muligt for mig at se uge 1, selv om den stadig eksisterer?
Men planen er, at jeg skal rense dagbogen for fejl og mangler, og så skal den flyttes over I min normale rejseblog, hvor jeg så kan lave opsætningen af billeder ordentlig. Men det bliver ikke lige nu.

Min europæiske kulturtur – Uge 5!

En tur ad Memory Lane – den 06.05.2019

Planen er at køre stille og roligt i den omvendte retning af pilgrimsvejen, jeg gik i 2010. Fra Santiago til Leon regnede jeg med, jeg kunne nå. Besøge gamle steder, fx Cruz Ferro og nye steder, jeg ikke fik set, fx borge, jeg så på afstand frem mod Leon. Derefter vil jeg dreje mod naturparkens Picos de Europa. Et sted, hvor der endnu findes bjørne, men de er sky, så det er sjældent de ses.

Inden jeg skulle afsted, skulle hotellet betales. Nu kostede det pludselig 75 euro mere, end Booking.com havde vist mig. Jeg brokkede mig, men receptionisten var ikke til at hugge og stikke i, fordi beløbet stod på dansk, så jeg endte med at betale.
Da jeg satte mig ud i bilen, tjekkede jeg min reservation endnu en gang, og fandt et sted, hvor beløbet stod i euro. Så hav hun op, og hendes chef overtog, og gik på nettet for at checke, og bagefter kom hun tilbage og undskyldte. Jeg fik pengene retur. Jeg har aldrig oplevet, at Booking.com har vist forkert pris.

Så kom jeg endelig af sted, og jeg vidste at pilgrimsvejen gik rundt om lufthavnen, så jeg kørte ud mod den, og i rundkørslen slog jeg ind på en vej, som jeg mente ville føre mig i den rigtige retning. Det så også rigtigt ud, fordi jeg kunne se mange pilgrimme vandre langs med den.
De kom sikkert fra det store vandrehjem, alberguet, som ligger oppe på bjerget Monte Gosso. Jeg prøvede også at finde derhen, fordi der er en stor skulptur der, men kørte forkert og opgav. Så vigtigt var det heller ikke.

Så slog jeg ind på en sidevej, som jeg mener var parallel med pilgrimsruten, og det var også rigtigt, lige bortset fra, at da jeg var ved at være forbi enden af lufthavnen, stoppede den, men min gps sagde, jeg havde den mulighed, at jeg kunne køre hen ad den vej, som pilgrimmene kom ud af. Altså gjorde jeg det.
Der kom mange pilgrimme, så jeg listede mig afsted, holdt ind i mellem stille, medens de passerede, så det gik. Så kom der et kryds, hvor der holdt en person og solgte vand og frugt. Der drejede jeg til venstre efter gps’en, og kom ind i en skov, men det var stadig en skovvej, som vi har dem i Danmark. Der blev ved med at komme mange pilgrimme, så da det gik ned ad bakke, så jeg en ældre kvinde, som var blevet en smule forskrækket. Jeg stoppede og vinkede hende frem. Hun lyste op, og jeg rullede vinduet ned, for at fortælle hende, at jeg syntes hun var sej. Hun fortalte mig så, at hun var over halvfjerds og at han hendes ben ikke kunne mere, så hun ville stoppe i en lille by, Lavacolle, der ligger meget tæt på lufthavnen. Jeg mente også at have set et albergue der. Jeg tilbød hende at køre hende derhen, men hun afslog, og jeg kan godt forstå det. Nu har hun gået så langt, så det føles ikke rigtigt at “snyde” på de sidste km. Så hun kæmpede sig videre.

Lige som jeg skulle til at liste videre, og stadig med vinduet oppe, hørte jeg på klingende dansk “Jamen det er jo en dansker”, og så kom to kvinder hen til mig, og spurgte, hvad jeg lavede her?
Jeg fortalte, at detvar min gps, der have rodet mig ind i skoven, og så fik vi en snak om, hvordan deres tur havde været, og hvorfor jeg var i bil.Det var rigtigt hyggeligt! Men de havde set, at lidt længere fremme, kunne jeg komme ud på den rigtige vej, hvad gps’en også viste. De fortalte, at de havde mændene med til at køre deres udstyr, at den ene fyldte 70 næste dag, og så ønskede vi hinanden god tur, Buen Camino, som man siger.

Jeg kunne godt huske navnene på de byer, jeg passerede, men mit mål var byen Portomarin, ca. 100 km fra Santiago. Men inden gjorde jeg et stop i Arzúa, for at få kaffe og poste mine kort. De andre gange, jeg gik hernede, kunne man købe frimærker, sellos, i alle tobaksbutikker, men nu skulle man på posthuset, correus, og i Arzúa var der endelig et, der var tilgængeligt!

Grunden til, jeg ville til Portomarin, er at byen har en speciel historie. Det er sådan, at man besluttede at bygge et vandkraftværk, og derfor opstemte man floden. Det betød, at Portomarin ville blive oversvømmet. Derfor flyttede man hele byen længere op. Når man står oppe midt i byen, kan man se ud over hele området, der er meget dejligt.

Jeg handlede vand og croissanter i et supermercado, og da jeg kom tilbage til bilen, havde en pilgrim gjort sig det behageligt, og lå og læste en bog med benene oppe. Et fint billede af, at man skal huske at nyde, og undgå at præstere!

Jeg kørte videre mod Samos, en by med et meget gammelt kloster. I 2010 sov jeg på klosterets albergue, og det var en speciel nat, med jeg vil lige fortælle, at jeg om aftenen efter aftensmad gik en tur, hvor jeg satte mig ved en bro, og kiggede ned i den flod, der løb forbi klosteret, og til min store overraskelse så jeg den største ørred, jeg nogensinde har set, cirkle rundt i hullet under broen. Jeg havde forinden snakket med en spansk lystfisker, der viste mig sin fangst. En stakkels lille bækørred på 15 cm havde måttet lade livet. Han burde i stedet være gået ned til broen.
Hvorom al ting er, Jeg ville i dag lige se, om den store ørred var der endnu her 9 år senere. Måske var den blevet endnu større.

Men tilbage til min oplevelse i 2010 på klosteret. Mange går pilgrimsturen for at opleve at blive fyldt med noget fx religiøst. Men på de tre tureoplevede jeg intet, lige bortset fra i sovesalen på Samos klosteret.
Som jeg husker den, så var der malet figurer på loftet og væggene, men ikke engle, nærmere djævle, hvilket jeg fandt besynderligt.
Jeg lagde mig til at sove, men på et tidspunkt vågner jeg, og oplever at alle de andre pilgrimme er ved at stå og pakke for at gå. Jeg lægger mig til at sove igen, og da jeg vågnet anden gang, sover alle stadig. Det er den eneste besynderlige oplevelse, jeg er kommet ud for. Jeg synes bare ikke, at det er noget jeg har drømt. Men måske er det bare det?

Mange steder, hvor jeg kørte, var husene bygget oppe af stenflader. Jeg ville have sagt skifer, men jeg ved ikke nok om, hvad det var for en bjergart, men byggestilen var særpræget for Galicien.

Jeg kom forbi en idyllisk plet ved landsbyen Tenguin få km før Samos. Her var en gammel bro over floden, samt et par vandfald. Her tog jeg et par billeder af naturen og et lille kapel, der var bygget på den omtalte måde.

Jeg tjekkede også floden for fisk. Den så meget ren ud, så det undrede mig, at jeg ikke så en eneste, og så faldt min tanke på, at den kunne have haft en forurening. Jeg kan huske, hvor fiskerige floderne var i Galicien, da jeg gik her,så jeg var meget forundret og havde bange anelser.

Derefter kørte jeg til Samos og gjorde holdt ved broen og gik ud og kiggede.Ingen fisk, og sletningen stor. Jeg kiggede på begge sider af broen, men intet at se. Men så fik jeg alligevel øje på to ørreder, der stod inde i skyggen af et hus. De var pænt store, men igen i nærheden af den, jeg havde set i 2010.
Der stod desværre også et skilt: Fiskeri forbudt. Så måtte jeg som gammel lystfisker, bare køre videre.

Jeg skal lige nævne, at indtil Portomarin havde jeg set rigtig mange pilgrimme, enten alene eller i familier, men derefter tyndede det ud, og jeg så kun få resten af dagen. Kl var 14 og det var også ca. det tidspunkt, hvor de fleste ville være nået frem til overnatningsstedet.

Jeg kørte videre igennem det smukkeste landskab, man kan tænke sig. Bjergsiderne var mange steder begroet med erika lyng i røde og hvide farver, og efterhånden som jeg bevægede mig op i højden kunne jeg skue ud over egnen til bjergene i baggrunden.

Jeg kunne genkende området, for allerede i 2010 fandt jeg det eventyrligt smukt.
Jeg kørte over et pas, Alto San Roche, i 1200 m højde, hvor jeg fik en ung pilgrim til at fotografere mig. Derefter gik det ned ad igen.

Jeg ville dog lige forbi byen Villafranca de Bierzo, hvor jeg vidste, der lå en gammel borg. Ville se, om den var tilgængelig, hvad den ikke var i 2010.
Jeg parkerede og tog et par billeder, men tilgængelig var den ikke, for det viste sig, at ved tidligere stridigheder var en del af borgen blevet ruin. Men den anden del var blevet istandsat og var Idag beboet, og de ville være i fred.
Det var en meget traditionel borg med et tårn i hvert hjørne.

Klokken var efter besøget ved borgen blevet sidst på eftermiddagen, så jeg sprang nogle steder over, bl.a. tempelridderborgen i Ponferrada, Gaudis bispepalads i i Astorga og Cruz ferro. Jeg havde jo set stederne tidligere, så det var ikke så stort et tab!

I Leon bøvlede jeg med at finde om til mit hotel, kom bl.a. ved en fejl ned igennem en parkeringskælder, inden jeg langt om længe kom det rigtige sted hen. Jeg skulle bo på Spa QH!, som jeg har brugt 2 gange før. Et rigtigt rart hotel, hvor jeg kunne hvile ud i spaen kælderen. Lækkert.

Da jeg havde forfrisket mig i spaen, gik jeg ned i Leon forbi katedralen for at få noget at spise. Et ægtepar spottede mig som pilgrim pga skoene og sagde Buen Camino. Jeg stoppede op, og vi snakkede kort sammen. De kørteCaminoen på cykel, jeg i bil. De boede på samme hotel, som mit, og derfor ville vi måske løbe ind i hinanden til morgenmaden.

Pico de Europa – Parador de Fuente Dé – den 07.05.2019

Jeg sidder her på mit gamle, slidte, men hyggelige parador. Et parador er ofte noget særligt. Det kan være gamle slotte, klostre og andet af ældre dato, og luksusgraden er meget varierende, og det er prisen også. Men mit var ikke så dyrt, og ud fra billederne virkede det nyere, end det i sidste ende er.

Der er store rum med højt til loftet, der er båret af tykke bjælker og søjler. Vinduerne er store de en flot udsigt til de nærlighende, forrevne bjerge, hvor der på nogle af dem stadig ligger sne.
Det er lige før, jeg vil kalde de tykke for gardiner for gobeliner i stedet, for de er lavet af robust materiale. Møblerne er for. Odense vedkommende meget gamle, og gulvlamperne virker fra et andet århundrede.
Men når alt det er sagt, så ændrer det ikke ved, at der er en fantastisk ro over stedet, og personalet er søde og venlige, og det var måske lige det, jeg trænger til. Men nu til en fortælling om igår.

Da jeg kom ned til Morgenmad på hotellets café, sad konen fra ægteparret i et hjørne, og hun inviterede mig til at sidde ved deres bord, hvilket jeg sagde ja tak til. Lidt efter kom manden til, og vi fik bestilt morgenmaden.
Så gik samtalen lystigt. De. Ar meget interesserede i, hvordan vi havde det i Danmark. De var noget forbavsetover, at det var gratis at få undervisning på de højere uddannelsessteder hos os, hvor det var meget dyrt at gå fx på universitet i USA, hvor de kom fra. De unge kunne godt sidde med en gæld på 1,5 mill. kroner efter studiet.
Vi snakkede også en del om velfærd og skattesystemer, og lidt politik, og jeg kunne ikke lade være med at spørge til deres syn på Trump, og den var meget klar. De syntes han var stærkt pinlig.
Det er en af de dejlige ting ved at være afsted, a t man møder fremmede fra andre dele af verden og får en god snak. Så har man det som et glad minde.
Vi sagde farvel, for vi skulle alle tre videre.

I min plan havde jeg beskrevet under min dato for Leon, at jeg ville besøge nationalparken og bjergområdet Pico de Europa. Et sted, hvor der stadig lever bjørne, men de er sky, og de ses derfor sjældent, og jeg må heldigvis sige, Gud ske lov, for jeg føler ingen trang til at møde en bamse.

Jeg bestilte, som skrevet, to overnatninger på mit parador, og fik et værelse med balkon, hvor jeg kunne se op til nogle bjergtoppe, hvor der sværmede en flok ørne. Men de var for langt væk til jeg kunne se, hvad det var for nogle. Men jeg tænkte, at når jeg havde slappet af resten af dagen, kunne jeg vandre en tur med mit kamera og telelinse. Så ville jeg måske være heldig.

Jeg kørte ud af Leon, og efter 1/2 times kørsel, begyndte bjergene at dukke op. Der var 180 km til paradoret, og jeg forstod ikke helt, hvorfor det skulle tage over tre timer, men gættede på, at jeg skulle køre serpentinerveje undervejs.

Undervejs kørte jeg også over en kraftværksdam. Det virkede voldsomt, så stort det var.

Nogle mener, at der er skønhed i forfald. Bedøm selv!

Jeg kom ind i et område, der åbenbart havde været et centrum for minedrift, og i en lille, meget velholdt by, tog jeg nogle billeder af gammelt mineudstyr, herunder et lokomotiv.

Og så de næste 100 km serpentinerveje, af og til så smalle, at hvis jeg mødte en bil, ville vi i svingene få svært ved at passere hinanden, og mod slutningen begyndte jeg også at få smerte i min dårlige højre skulder, som massøren på mit kursus, havde hjulpet mig med.

Jo højere, jeg kom op, desto flottere blev udsigten, og et par steder holdt jeg ind for at nyde den.

Langt om længe nåede jeg frem til mit bestemmelsessted, og meldte mig i receptionen. Den mandlige receptionist var en sjov størrelse, for han fulgte mig op og låste mig ind på værelset med en nøgle, og der forklarede han mig, hvor badeværelset lå og telefonen stod. I mit stille sind smilede jeg af ham, fordi jeg syntes han var lidt krukket og gammeldags.Det undrede mig, at de ikke brugte nøglekort, men jeg kan godt se, at det ville ødelægge den lidt gammeldags charme.
Det jeg vidste, jeg ville gøre, var at få en lur, så af med kludene og under dynen. Ah….., men kl 18 blev jeg vækket af en boremaskine lige under værelset. Det tog lidt tid, så skiftede det til en hammer, og så begyndte jeg at blive lidt knotten, for det var ikke det, jeg var kommet for. Jeg ville have ro og fred.

Jeg stod optog klædte mig pænt på, og tog min bog, “Tågens fyrste” af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafon, som jeg synes skriver fornemt og spændende. Dette var en af hans første bøger, og oprindeligt en ungdomsbog, og jeg kan godt mærke, at hans stil er lidt mere uøvet, end det han leverer i sine senere bøger.
Jeg satte mig til at læse nede i den store opholdsstue i en behagelig stol ved et stort vindue, og inden jeg så mig om, var jeg kommet godt i gang. Ved 20-tiden fik jeg en café con leche, hvorefter jeg gik op og gjorde mig klar til at gå ned at spise i restauranten. Der var mange andre gæster, og jeg Tor en stor gruppe var et hold bjergbestigere, for de ankom sammen med mig, og da stod de og rodede med udstyr, som kunne ligne noget, der skulle bruges til at komme i højden med.

Jeg fik en velstegt bøf og en halv flaske rødvin. Efter en krop kaffe gik jeg i seng .
Inden jeg gik i seng havde jeg spurgt receptionen om vandreruter i området, og hun fortalte, at der lå en lige bag paradoret, men også at det ville give regnvejr i morgen.
Jeg lå lidt og lyttede til, at blæsten var taget til, hvilket den så fik alt det gamle træværk til at knage, og det var med til at gøre det hele hyggeligt.

Parador de Fuente Dé – Potes – den 08.05.2019

Ganske rigtigt. Da jeg vågnede regnede og blæste det. Men her gjorde kurset i mindfullness gavn, for jeg accepterede det bare uden videre og besluttede mig til at tage dagen, som den kom.
Jeg startede med et karbad, noget jeg sjældent gør, og gik så ned for at få morgenmad.

Bagefter, forinden at have gjort det komfortabelt på min lukkede balkon med et tæppe, satte jeg mig til at læse i “Tågens fyrste” og gjorde den færdig. Dernæst begyndte jeg at læse op på Napolions gøren og laden i Spanien, og som bogen beskrev det, vedblev det at være et blødende sår for ham. Han fik aldrig kontrol over landet, og var altid i klemme mellem guerillaerne og Wellingstons engelske/portugisiske tropper, selv om han havde soldater nok. Havde han haft dem hver for sig, kunne han have klaret det, men det havde han aldrig.
En anden ting var, at da han begyndte at trække tropper sammen til sin “Grande Armé” til hans Ruslandsfeltog, hentede han også. Ole af de erfarne kræfter i Spanien væk.

Efter nogen tid blev jeg træt og fik mig en lur. Da jeg vågnede tænkte jeg det lige igennem. Det blæste stadig udenfor, men der var opklaring på vej, så jeg besluttede at bruge en halv time til at køre ind til Potes, turistmålet i Pico de Europa. Da jeg dagen før var kørt igennem, havde den været fuld at turister og store busser, men da jeg kom derind, var de væk, så det var fint at gå rundt derinde.
Jeg tjekkede butikkerne ud, og et sted købte jeg de sidste postkort og frimærker. Her kunne jeg åbenbart få begge dele i samme butik. Det var rart. Det virker som om, Spanien kun har to posttakster. En til Spanien og en til resten af Europa, og de er pakket 5 ad gangen og selvklæbende. Det er rart.

Potes er faktisk en rar by med en historie tilknyttet, på den måde, at i centrum ligger et stort tårn, og så er det som om byen er vokset op omkring tårnet. Samtidig gennemløbes den af en flod, hvor man har etableret en vandresti langs med. Det virker altså ret idyllisk. Der er også en kirke, og så er der for en gangs skyld en stor parkeringsplads, der ikke koster penge og hvor en stor del af den er overdækket, så man kan holde i skygge.

Der var solskin, så jeg nød at gå rundt derinde, og ved 16-tiden gik jeg op til tårnet, der havde en fin indgang, så jeg gik ind og spurgte, om det var et museum. Og det var det, så jeg betalte 3 euro og tog elevatoren op til øverste etage, hvorfra man havde en smukkeste udsigt ud over byen.

Derefter tog jeg etagerne ned en efter en. Der var en udstilling med gamle håndskrevne og håndmalede bøger.

Dette fragment skulle være fra år 995.

De var flotte og lavet på pergament.

Derudover var der på hver etage mannequiner udklædt i det 15. århundredes dragter. De forstod sig på tøj og smykker dengang, skulle jeg hilse at sige, og så var de fantastisk flotte, selv om det kun var kopier. Der har helt sikkert været fest i gaden dengang!

Nedenfor tårnet var der en restaurant med menu del dia til 14 euro, og da klokken var 17, og jeg ikke havde spist noget siden morgenmaden, blev jeg enig med mig selv om, at det kunne jeg lige så godt gøre, som at spise dyrt på paradoret. Så det gjorde jeg.
Der var meget at vælge imellem, men jeg tog pasta til forret, kødboller i tomat til hovedret og is til dessert, og dertil rødvin.
Tjeneren, en ældre herre på min alder klædt i hvidt, startede med at sætte en hel flaske rødvin foran mig og så kunne jeg selv tage det, jeg ville. Det var første gang, jeg på denne ferie oplevede det, men jeg det var meget normalt på de steder, jeg spiste på mine pilgrimsture. Men jeg skulle køre hjem til hotellet, så det gik ikke ikke bare at hælde løs.
Pastaen var penne med en svag kødsovs, og kødbollerne var med pommesfrites i en kraftig tomat sovs. Begge dele smagte ok, men jeg kunne godt have brugt lidt parmesan. Isen var en bæger is.
Jeg spurgte tjeneren inden jeg fik maden, hvilken del af af Spanien Pico de Europa hørte ind under. Han sagde Cantabrien og kom med nogle kort over området og over byen, som jeg kunne sidde med, mens jeg ventede på maden.
Da han kom med pastaen spurgte jeg ham om, hvor bjørnene befandt sig, og til min store overraskelse var det åbenbart ikke i de mest forrevne, dårligt tilgængelige områder, og der gik endda en mountainbike rute rundt i området. Men han sagde at bjørne var små og gemte sig godt. Så drøftede vi ulve, og dem kunne jeg forstå, der var et problem med, fordi de angreb gårdene dyr.
Jeg sad ved en halvmur på terrassen og kunne se ned på floden. De havde haft forel på spisekortet, så jeg spurgte ham, om der var nogen, der fiskede dernede, men jeg forstod det sådan, at det gjorde man åbenbart ikke. Faktisk har jeg kun i hele ferien set to med fiskestang i de perioder, hvor jeg fulgte en flod. Ved havnene var der flere. Ville gerne have spurgt dem om fiskerettigheder, men havde ikke muligheder for det.

En anden ting, jeg fandt ud af på det ene af kortene, var at der sletningen vandreruter var ved mit parador. Men det var der omkring og i nærheden af Potes. Havde jeg vidst det, så ville jeg ikke have valgt paradoret.

Så var det tid til at komme hjem på hotellet, hvor jeg læste kapitlet om Napolion i Spanien færdigt, og så var det passende at gå til køjs.

San Vincente – Pamploma – den 09.05.2019

Under morgenmaden skrev jeg de sidste kort, så jeg kunne poste dem i Potes. Derefter pakkede jeg og gik ud af mit værelse med tingene og smækkede døren.
Nede ved receptionen betalte jeg, hvorefter receptionisten bad om nøgle til værelset. Jeg klappede alle mine lommer, tjekkede bukserne i min kuffert, og derefter krybe til korset. Den sad på den indvendige side af døren, så jeg kunne heller ikke hente den! Ups! Men hun tog det pænt, og jeg undskyldte mange gange. Regner med, jeg ikke er den første, der har gjort det!

Jeg havde lagt planer efter at køre til Foz de Lumbier, en sprækkedal øste for Pamplona, som jeg i 2012 gik en omvej på 10 km for at få lov af se en koloni af gåsegribbe, der levede der. Vejen ind og ud går ad to tunneller, for oprindeligt var det en jernbane, men da den blev nedlagt for år til tilbage, lavede man så en sti.
I den sydlige ende havde der været en gammel romersk bro, men den var blevet sprængt i luften under en af krigene. Husker ikke hvilken, men den kunne have bragt lidt romantik ind til den utrolig smukke natur i dalen, der er forholdsvis kort, måske en 500 m at gå, og havde det ikke været for jernbanen, ville den have ligget i fred og ro. Men heldigvis kan vi have glæde af turen i dag, og gribbene er til at få øje på. Dengang fandte jeg den første, fordi dens vinger lavede en kæmpestor skygge på stien foran mig, og da jeg så op, var der mange, måske 15. Det kunne være sjovt at se dem igen, og på denne tur har jeg et spejlreflekskamera med telelinse og et stativ med. Det kunne give gode billeder.
Jeg har set flere store rovfugle på min tur, en de var svære at komme tæt på. Der var tre over mig på et tidspunkt, men motorstøjen skræmte de store fugle væk, desværre.

Jeg skulle igennem Rioja distriktet, et vinområde berømt for sine vine, og jeg havde fundet ud af, at vine fra den lille by, San Vicente skulle være gode. Den lå lige på den vej, jeg skulle, så det ville ikke være en omvej.

Jeg tro klokken var omkring de 3, da jeg ramte den efter at have kørt forbi utallige vinmarker. Nedturen fra Pico de Europa havde til dels lignet dansk bøgeskov, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg nu mødte et vinområde. San Vicente kunne jeg se på 5 km afstand, fordi den lå på en top med en borgruin og en kirke øverst. Ad snørklede veje fik jeg kæmpet mig op i centrum og fandt et fint sted at parkere. En af problemerne på mon ferie var faktisk, at jeg aldrig rigtig have en præcis dato for, hvornår jeg var her og der. Det kunne godt være en dag fra og til, så jeg havde ikke lavet aftaler om besøg på de vingårde, der lå i byen, og jeg kunne se, at alt var lukket.


Måske ikke lige så smart i tøjet!

I første omgang troede jeg det skyldtes siesta, så jeg kikkede borgruin og kirke ud, og fik en canadier til at fotografere mig i borgtårnet, og jeg gjordet det selvfølgelig også for ham. Da jeg kom tilbage til centrum var alt stadig lukket, selv om klokken var over 16. Det undrede mig meget, men det var ikke andet at gøre end at køre videre.

Det var blevet sent, og jeg besluttede mig for at booke hotel i nærheden af Pamplona, så jeg ikke skulle ind i den. Efter sigende skulle det tidligere have været en herregård, og så kan spørge dumt, om det er naturligt med parkeringskældre i gamle herregårde???? Det tod en time at køre derhen, og det var let at finde, og det virker ok!
Alt afhængigt af vejret vil jeg overveje, hvordan jeg kører videre. Mit mål var at være hjemme den 15., men jeg tror mere på dagen efter. Jeg har en fornemmelse af, at Frankrig bliver sej at komme igennem.

Nu vil jeg ned at spise, og bagefter vil jeg se, om jeg har overskud til at sætte teksten op i bloggen og sætte billeder på. Jeg skriver i noter på min iPad, fordi bloggens skrivning i kodemode hakker og er langsom. Så jeg skriver med koder, og så kan jeg flytte det hele over bagefter. Det virker fint!

Vil lige nævne at hotellet hedder Azcona, er 3 stjernet og jeg fik faktisk en god menu del dia: forret paella med rejer og muslinger, hovedret andeconfit i orangesauce og til dessert sorbets med cava. Dertil fri rødvin og café con leche. Nogle gange lader man sig overraske.

Og endnu bedre, lynhurtig internetforbindelse. På parador tog hvert billede 5 min., men her 30 sek. Hurra!

Foz de Lumbier – Chauteau de Bousquet – Poiters – den 10.05.2019

Jeg stod tidligt op og sprang morgenmaden over. Jeg havde besluttet at tanke, inden jeg forlod Pamplona, så da jeg kørte ind på den første og bedste station, købte jeg også en krop kaffe, og spiste en af de croissanter, jeg stadig havde fra Portomarin.
Derefter kørte jeg mod Foz de Lumbier, der lå ca. 40 km øst for Pamplona.

Da jeg skulle dreje i Leida, så jeg et skilt til “Villa Romana”, og pludselig kunne jeg godt huske, at da jeg i sin tid gik ruten på vej ind i Foz de Lumbier, havde læst at ruiner af en romersk villa lå i nærheden.

Resterne af den gamle bro lige over trætoppene nederst.

Derfor valgte jeg at tage derhen først, og det var godt, jeg gjorde det, for fra villaen, hvoraf kun fundamentet var tilbage, kunne jeg rigtigt betragte den sydlige indgang til Foz de Lumbier rigtigt, og man kunne tydeligt se resterne af den gamle bro, jeg omtalte. Synd den blev ødelagt.

Villaen havde også hørt til en af de store, dog ikke i nærheden af den, jeg så, ved Gardasøen, men alligevel pæn. Der var plancher om, hvordan man forestillede sig, den havde set ud.
Men jeg skulle om til nordsiden af Foz de Lumbier, for der vidste jeg, der var en parkeringsplads tæt på. I den sydlige ende ville der være for langt at gå.
Da jeg ankom måtte jeg parkere på en p-plads, der blev passet af en lille smilende ældre mand, der gav mig et kort. Da jeg fortalte ham, at jeg have gået igennem i 2012 og godt kendte stedet, lyste han op i et stort smil, hvorefter jeg begav mig afsted.

Jeg gik ind i den nordlige tunnel, var det som at komme ind i en eventyrverden. Det havde været diset og tåget, og det dampede fra bjergene efter morgenens regn, da jeg kørte derom, så jeg var spændt på, hvordan der ville være der.

Det første, der slog mig i møde, var selvfølgelig vandets brusen i fossen, men også at der var fuglesang alle vegne, samt duften af træer og blomster, der endnu var regnvåde. Det var så livgivende. Desværre kunne jeg ikke se så meget af fossen, fordi jeg syntes beplantningen var blevet større på de 7 år, der var gået.
Jeg havde mit spejlrefleks med 300 mm telelinse med derind, fordi jeg håbede jeg kunne tage billeder af gåsegribbene. Men jeg fortrød, at jeg ikke havde taget mit lille kompakte systemkameraer med, for det viste sig senere, at jeg havde vanskeligheder med at håndtere kameraet, fordi det var så tungt, og jeg lige netop den morgen gik dårligt, og havde svært ved at holde balancen, når jeg skulle fotografere opad. Det havde været bedre, om jeg havde taget stativet med.

En grib sidder og tørrer vinger øverst på toppen af klippe.

Til at starte med så jeg ikke gribbene, men da jeg var kommet halvvejs ind, fandt jeg et par stykker, som jeg viste til et par spaniere, hvoraf jeg snakkede med den ene. De gik videre, men pludselig kaldte den ene på vej, og viste mig, at hvis jeg kiggede bagud, så kunne jeg se en hel række af gribbe siddende på den østlige klippekam. Måske har der været 25 – 30 stykker. Et imponerende syn, der havde været skjult for mig i retning, jeg gik.
På den modsatte side, var der kun få, men en af dem sad med udspredte vinger for at tørre dem. Den fik jeg et godt skud af. Desværre kan jeg ikke flytte billeder fra mit kamera til bloggen, før jeg kommer hjem, og zoome. På min mobil er ikke stærk nok til nærbilleder på den afstand. Så det må vente.

Svært at se, men th for masten sidder 3. Men de sidder hele vejen hen.

Jeg gik tilbage mod bilen, medens jeg kiggede op. Der var kun et par stykker, der fløj, og det lykkedes mig ikke at få billeder af det, fordi kameraet var så besværligt. Resten sad sultne deroppe og ventede på, at jeg gamle mand ville falde om og blive til morgenmad for dem!
Det gik nu ikke så galt, og jeg satte mig ind i bilen og begyndte at køre mod Coté de Bourg i Frankrig, en del af Bordeaux’s vinområde ved Dordognefloden i Frankrig. Lige overfor Coté de Bourg på den anden side af floden ligger det ypperste vinområde i Frankrig: Margaux.jeg skal lige have med, at kort før, jeg kørte ind i Frankrig blev jeg vinket ind af det spanske politi. Det var kontrol af, om jeg havde drukket eller taget stoffer, en
jeg fortalte dem, at jeg var fra Danmark, og at der drikker vi ikke. Den hvide løgn blev bestemt tagetgode varer, for jeg fik lov at køre videre.

Hvordor Coté de Bourg? Jo i min ungdom, da der var noget, der hed Munkestuen i Haderslev, havde jeg smagt en udmærket vin fra området, der hed Chauteau de Bousquet, og som i et par år kunne købes, inden den forsvandt fra markedet.
Jeg havde glemt den, men så kom jeg i tanker om den, og da vinslotte lå nord for Bordeaux i den retning, jeg skulle, valgte jeg alligevel at køre til slottet.
Da, jeg drejede af efter Bordeaux var jeg ikke i tvivl om, at jeg var kommet ind i et vinområdet, bla. Blaye, for det adskilte sig ved, at der. Ar vinmarker alle steder, og så, modsat San Vicente, så kunne vinen købes alle steder.

På vej til Chauteau de Bousquet kørte jeg forbi et andet slot, jeg kendte Lamothe. Nu er slot måske en meget stor betegnelse, vingård er mere passende. Dog var der lidt stil over Chauteau de Bousquet, da jeg kørte ind ad alléen, og modsat alle andre steder, stod der ikke noget skilt med “vin sælges”. Hovedbygningen var fin med gitterlåge, men ellers lignede de andre bygninger en større dansk avlsgård.

Der var ingen steder med en butik, så jeg parkerede og gik ud for at finde nogle folk, idet jeg havde set skyggen af en forsvinde bag en mur. Jeg gik derom og fandt en, der rodede med noget slange og to, der. Ar ved at gøre en stor traktor klar.
Jeg henvendte mig til ham med slangen, men han kunne slået ikke, forstå, hvad jeg ville, selv om jeg med alle mulige tegn og gebærder prøvede at gøre det forståeligt! Så slog det mig pludseligt: “Google oversæt!” Jeg skrev sætningen: kan jeg købe vin ved dig? Det virkede, og jeg angav 6 flasker. Det var ok!

Nu gik det stærkt. Han fandt nøgler og vi gik ind i en lagerbygninger, hvor der stod masser af kasser med vin pakket på paller. Vigig hen til en åbnet Palle, hvor han tog en plaske og skrev 7,5 euro på et stykke pap. Jeg besluttede mig hurtigt for 12 flasker. Det var under halv pris af, hvad den koster i Danmark. Men jeg skulle betale cash og ikke med kort, så jeg endte med 14 flasker, for at få det til at gå op.

Jeg gav ham hånden og påskønnende, at det havde været muligt at købe vinen. Glad kørte jeg op til Poiters og fandt mit hotel. Jeg spiste en spicey pizza på en nærliggende italiensk restaurant. Den var tyndere i bunden end hjemme, og smagte rigtigt godt. Derefter hjem i seng, og for en gangs skyld sov jeg igennem, næsten.

I dag går det mod Falaise, Caen og Bayoux, men derom senere.

Bayoux-tapetet – Langues sur Mer – Invasionskysten – den 11.05.2019

Efterhånden som jeg kom frem, forsvandt vinmarkerne, og jeg følte mere og mere, jeg kørte på en dansk landevej. Landskabet lignede fuldstændigt som derhjemme. Lysegrønne blade på træerne, udsprungne trolderoser og valmuer, men også blomster i andre gule, lyserøde og blå farver. Altså det man ville kalde en markbuket. Valmuer er skønne. Hjemme i haven har jeg også gule valmuer. Det nytter ikke at plukke dem, for bladene falder af med det samme.

Først passerede jeg Tours, dernæst Le Mans, hvor et stort brunt skilt, som vi kender det hjemmefra, reklamerede for motorløb. Det har aldrig interesseret mig, men min læste søn går vældigt op i det, og er hvert år af sted på kundetur til forskellige løb med sit firma.
Jeg kørte forbi Caen, hvor et af de store slag under 2 verdenskrig fandt sted, og kom endelig til Bayoux, hvor jeg til min store overraskelse fandt en parkeringsplads ved siden af museet.

Som jeg skrev tidligere, så handler Bayoux-tapetet om slaget ved Hastings 1066 i England, men det handler også om, hvad der gik forud.
Da jeg kom ind blev jeg udstyret med en audioguide på dansk! Respekt! Den var indtalt af en dansk kvinde, som virkelig var til at holde ud at høre på, også fordi hun især udpegede deltaljer i tapetet. Tapetet var nummereret,og til hvert nummer beskrev hun, hvad der skete, men huskede som skrevet ind i mellem at påpege detaljer, der understregede begivenhedernes gang.

Bayoux ligger nær kysten, og min plan var egentligt bare at køre opad på de små kystnære veje og nyde udsigten over havet. Jeg satte derfor kursen mod Arromanches, en lille badeby ude ved kysten. Men undervejs derud, blev jeg mødt af to skilte, et, der reklamerede med en tysk kanonstilling, en med den amerikanske kirkegård.
Jeg var kommet til de allieredes invasionskyst, og på det stræk, der hed Gold Beach, hvor britiske styrker gik i land d. 4. Juli 1944. Ved landsbyen Langues sur Mer havde tyskerne bygget en stor kanonstilling med 4 store kanoner, som lavede ravage både på Gold og den amerikanske Omaha Beach. Først dagen efter fik nogle store krigsskibe, sat kanonstillingen ud af spillet.

Jeg gik en tur i området, og det ligner Vestkystens bunkersbatterier til forveksling, men de 4 kanoner stod der endnu.
Den første var smadret fuldstændig, ide kanonen var splittet ad, og bunkeren styrtet sammen. De tre andre tilstrækkeligt beskadigede til at de ikke længere kunne bruges.
Det var dejligt at gå derude, så gik ud for at gå langs med klinten, og der opdagede jeg, man kunne se resterne af den ene af de kunstige havne, som blev fragtet over.

Det kan være svært at se Mulberry B, for den ligger splittet ad.

For at få forsyninger bragt i land byggede man to kunstige havne, Mulberry A ved Omaha og Mulberry B ved Gold, altså Arromanches. Mulberry A blev revet fra hinanden i en storm, så kun Mulberry B kunne bruges, og en vurdering ligger på mellem 6.-7.000 ton pr dag blev landsat den vej.
Der er meget, man kan se i det område, som invasionskysten fylder, men så skulle jeg have haft flere dage til rådighed, og det havde jeg ikke. Klokken var blevet hen mod aften, og jeg skulle køre 100 km endnu op til mit hotel La Romantica i Saint-Anne-Colon, lidt syd for Le Havre.

Der var lidt af samme stil overhotellet, som jeg havde mødt på det spanske parador. Gammeldags og fra en tid, hvor det sikkert havde været et flot luksushotel.
Jeg hæftede mig ved det flotte skilt ved indkørslen og tænkte, at så måtte det være, det værd. I modsætning til de andre hoteller i området, var prisen det halve. Så er jeg altid mistænksom. Man kan heller ikke altid stole på stjernerne. De dækker over en stor variation. Jeg kørte op og parkerede.
Da jeg gik op ad trappen til hotellet, bemærkede jeg, at der ikke var fejet, at nogle af kaklerne på trappen var faldet af, og at gelænderet var rådnet. Stor var min overraskelse over et skilt med Michelin 2017. Det lovede godt, og jeg gik ind.

I receptionen blev jeg mødt, af en ung mand og en ældre kvinde. Den unge mand havde styr på min reservation, så indkvarteringen var klaret på kort tid. Han fulgte mig op på værelset, hvorefter han gik.
Da døren var lukket, kunne jeg ikke lade være med at klukle, fordi han talte engelsk på en sådan måde, at det mindede om serien Fawlty Towers, på dansk Halløj på badehotellet, med John Cleese. Denne kostelige serie var bare så morsom, bl.a. For den måde en lille fransk fyr talte engelsk på. Derfor lo jeg.
Jeg tog badetøj på, og gik ned og hoppede i den indendørs swimmingpool, og igen LO jeg. På endevæggen var der et stort maleri af en nøgen kvinde uden hoved i solnedgang. Spørgsmålet var, om det skulle ligne et romers bad derned, men jeg følte at det var kikset. Men sikkert med til at understrege det romantiske i hotellets navn.

Herunder ses billeder fra min aftensmad i restauranten, men efter min mening kan det da ikke være derfor, de har fået en plads ved Michelin?
Forretten bød på noget nærmest pullet duck i butterdej.

Hovedretten var andeconfit, og den var bedre på hotel Arzona forleden.

Desserten parfeitis i calvados var ok.

Generelt var ingen af delene værd at råbe højt om. Til maden fik jeg Chablis.

Når jeg alligevel skal rose hotellet lidt, er det dels på grund af atmosfæren i indretningen, og så det utroligt venlige og sympatiske personale, og jeg sov faktisk godt på det lille værelse med balkon, jeg havde fået. Jeg tænker også, at når vi når længere hen på sommeren, får det nok et brush up på de ting, der er i stykker.

I morgen går turen mod Cambrai, hvor nogle af de store menneskeofringer fandt sted under 1. Verdenskrig, og mod Waterloo, Napoleons endelige nederlag.

Cambrai – Waterloo – den 12.05.2019

De sidste dage er bilen begyndt at støje mere, og jeg begynder at få mistanke om, at det er et leje, der er gået. Derfor sprang jeg Cambrai over og kørte direkte til Waterloo i Belgien, hvor jeg indlogerede mig privat hos nogle utroligt søde mennesker, der i øvrigt fejrede mors dag.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg undervejs trak kortet igennem, når der skulle betales vejafgift, men det er efterhånden blevet en anseelig udgift, set ud fra hele turen.
Der har været vejafgifter i Italien, Spanien og Frankrig. Det vidste jeg godt, men så meget havde jeg ikke forventet. Nu må jeg se, om det også gælder Belgien og Holland.

Værelsets udlejere kunne mest fransk, så det var husets unge mand på ca. 20, der konfererede med mig på engelsk. Han fortalte, at det var første gang, de prøvede at leje ud, og jeg kunne mærke, at de gjorde meget ud af det. Bl.a. fik jeg serveret Cava og nødder to gange. De var meget betænksomme.
Jeg spurgte også den unge mand, hvor det var godt at spise, og han arbejdede tilfældigvis på et pizzaria. Så jeg kørte derhen og fik en dejlig pizza og et godt glas rødvin, og han kom selvfølgelig hen og spurgte, om jeg var tilfreds, og det var jeg helt bestemt.

Restauranten så ikke ud af noget udefra, men når man kom ind, var det lækkert indrettet, og jeg forelskede mig i en flot lampe!

I morgen er det planen at se Waterloo museet, og bagefter køre til Arnhem og Overloon i Holland.

Min europæiske kulturtur – Uge 4!

Kursusdag 6 – Hygge og pakning af bil – den 29.04.2019

Havde jeg sat næsen opefter en god nats søvn, så måtte jeg tro om igen! Kl. 2.30 vågnede jeg, og kunne tydeligt høre stemmer inden fra værelset til højre for mit. Først troede jeg bare, at det var højlydt tale, indtil jeg kom til den konklusion, at det var fjernsynet, der gik, og pludselig kunne jeg høre, der blev banket for væggen fra det efterfølgende værelse, uden at der blev skruet ned eller slukket. Sådan stod det på til kl. 4 med regelmæssig bankeri, og på et tidspunkt hørte jeg en kvinde stønne…..Det kan der jo så tænkes over, men der kom derefter nogle kraftigere bank! Jeg undlod selv at banke, når der nu allerede var en, der var i gang!

Mellem 8 og 9 stod jeg op og fik morgenmad. Jeg satte mig ved to kvinder, som jeg ikke rigtig havde talt med i løbet af ugen. De troede jeg var virksomhedsejer, fordi jeg kunne tillade mig at tage 5 uger på ferie, men det måtte jeg så afkræfte med, at jeg kun var en lærer, der var gået på pension.
Derefter gik jeg op, fik skrevet lidt i dagbogen, og jeg skal nu i gang med at pakke sammen og bringe ned i bilen, så jeg kun har det nødvendigste tilbage til i morgen. Så tænker jeg, at jeg tilbringe resten af dagen nede i haven og nyde udsigten eller læse.

Jeg gik i gang med at pakke, og fik det organiseret lidt bedre nede i bilen, så jeg har kufferterne med tøj bagerst i bilen. Jeg tror, det bliver bedre, for nu er det lettere at komme til.

Bagefter satte jeg mig ned og nød solen for at få en lille smule farve på kroppen, for derefter omkring kl. 14 at gå ind og bestille frokost, som jeg efterfølgende nød i haven sammen med Svend, hvor vi også fik udvekslet Facebook, så vi kan kommunikere sammen.

Vi brugte lang tid på at snakke og pludselig var det tid til den sidste mindfullness session. Det blev en fin gennemgang af nogle papirer med tips, vi kan bruge, når vi kommer hjem.
Derefter arbejdede vi med hjertemeditation, hvorefter vi gik til aftensmad.
Efter maden var der en lille session i Yogalokalet, hvor der blev vist de billeder, som rejselederen havde taget undervejs. Det var meget morsomt og hyggeligt, lige bortset fra, at jeg måtte konstatere, at jeg stadig har en stor mave!
Derefter var det sengetid, da nogle skulle afsted allerede kl 3 i nat, bl.a. Svend, så vi sagde farvel til hinanden. Det var godt vi havde hinanden på dette kursus.

Oppe på værelset streamede jeg et afsnit i den serie, jeg følger med i. I nat bliver det heller ikke til meget søvn. Hunden gør konstant, ligesom fjernsynet går på værelset ved siden af, godt akkompagneret af en snorken. Det skal nok blive morsomt. I nat kørte det til kl. 4. Jeg er lidt glad for at skulle afsted i morgen. Regner med at køre ved 9-tiden.

Afsked med Tid til Ro og Cerro de Hijar – Setenil de Las, Bodegas, Ronda og Puerto Baños (Marbella) – den 30.04.2019

Havde kun det allermest nødvendige tilbage på værelset, og gik derfor ned at spise morgenmad og få sagt farvel til de andre. Jeg var ikke vågnet, da halvdelen af holdet tog afsted kl. 3 om natten.
Solen skinnende, så jeg satte mig i skyggen med min sædvanlige morgenmad, jeg havde fået hele ugen: kaffe, juice, melon, ananas, jordbær, æg, lille croissant, lille bolle, gedeost og skinke. Når jeg havde fået det, kunne jeg fungere resten af dagen.
Louise, en medrejsende, satte sig hen til mig. Hun var den første, jeg mødte på kurset, for hun var også kommet før mig med taxa fra Malaga. Dengang var hun lige startet med en bog af Håkon Nesser, og hun fortalte, at først på de sidste 3 sider, var plottet blev afsløret. Det syntes hun var spændende.
Efter jeg havde spist morgenmad og de sidste, inklusiv rejseleder og instruktør, var kommet ned, gik jeg rundt og sagde farvel, og selvfølgelig med kram, for selv om det kun er for en uge, så er man alligevel kommet ind på hinanden.
Charlott, rejselederen og Eva, instruktøren, skal begge have stor ros for deres måde at afvikle kurset på, altid i godt humør, smil på læben og med ro på. Det kunne jeg rigtigt godt lide. Det er ikke umuligt, at jegtager afsted igen med Tid til Ro. Sydafrika og Kreta er nogle af de andre muligheder.
Jeg har ikke noget at udsætte på forløbet eller hotellet, for mine irritationsmomenter lå uden for deres regi, fx. hunden, der holdt vagt ved et dyrehold og gøede 24/7, og medførte, at jeg faktisk kun sov rigtigt godt en enkelt nat. Er man først blevet irriteret, så hænger det ved.

Mit første mål var Setenil de Las Bodegas, som Louise havde fortalt mig om. En lille by, der var bygget ind i klipperne. Oprindeligt have maurerne bygget en borg på stedet, og derfra havde byen udviklet sig. Jeg var oppe at besøge tårnet, der sammen med lidt mur, var det eneste, der var tilbage af den. Samtidig besøgte jeg kirken ved siden af.

Det var en sprækkedannelse, hvor der var huler ind i klipperne, som altid havde været brugt til beboelse, viste arkæologiske udgravninger, men jeg læste, at det var først, da maurerne blev fortrængt af de kristne i 14 hunderede tallet, at de begyndte at bygge huse, der inddrog hulerne.

Der var meget spændende der, og jeg gik en del rundt og kiggede. Det var en meget smuk by, og jeg endte med at købe nogle postkort der.
Jeg fandt tilbage til bilen for at køre til
Ronda, der lå små 20 km derfra.

Jeg ville ind at se Puente Nuevo, en gammel bro fra 1793. Den som man altid ser afbilledet alle steder, og som binder bydelene sammen over en kløft på 120 m.
Jeg fik parkeret bilen og vandrede ned mod broen. Det er første gang jeg på hele min tur oplever så stort et mylder med turister. Ingen steder har det været så tæt pakket, ikke en gang på Alhambra.
Jeg fik taget nogle billeder fra en cafés terrasse, hvor der sad en musiker og spillede The Beatles smukke sang “Michelle” på saxofon. Tog en lille video af det. Nogle af disse gademusikanter er utroligt dygtige, men jeg undertrykte fristelsen til at blive hængende, og gik tilbage mod bilen, hvor jeg fandt en restaurant under vejs for at få lidt at spise og hvile mig, inden jeg kørte mod Puerto Baños.

Det var egentligt meningen, at jeg skulle være kørt videre mod Gibraltar og Tarifa, hvor jeg havde booket overnatning, men min ældste søn blev af flere omgange ved med at sælge Marbella og Puerto Baños til mig, så jeg gav efter og kørte mod Puerto Baños, ca. 50 km fra Ronda eller en stor times kørsel.
Undervejs kørte jeg af en slynget vej mellem bjergene igennem et betagende fordrevet landskab, som jeg kunne se ud over, når jeg lige et øjeblik kunne slippe fokus fra vejen og de andre trafikanter. Jeg mener det højeste sted var 1000 m over havoverfladen.
Da jeg nærmede mig Puerto Baños, begyndte dér at dukke imponerende bygninger og huse op, et sikkert tegn på penge, og da havet og byen blev synligt holdt jeg ind på en lille plads og fik taget et billede ud over området.

Grunden til han mente jeg skulle besøge havnen, var at han syntes jeg skulle se de store lystsejlere og de ekslusive biler, der var dernede. Så jeg fandt en parkeringskælder få meter fra havnen, hvor jeg kunne sætte bilen og gik afsted.

Der lå mange flotte både i bassinet, men kun et enkelt rigtigt stort. Jeg have regnet med, at det ville se ud som Pisas havn Via Reggio, hvor jeg en gang var på ferie og så den største samling luksusyachter, jeg nogensinde har set! Hvis man i Google Maps finder Via Reggio, vælger sattelit og sommer ind, så kan man faktisk se, de ligger der.
Måske ligger det også i, at havnen i Puerto Baños ikke er stor nok til disse megastore yachter.

Bilerne imponerede mig heller ikke, der var mange ret almindelige biler, der holdt derned, men da jeg kom et stykke hen, passeredes jeg af en skrigende rød Lamborghini med kraftig brummende lyd fra den store motor. Den parkerede længere henne på havnen, hvor der ogsåholdt en Bentley. sådan.
Jeg satte mig på en bar i en behagelig sofa, hvor jeg kunne betragte skibene og turisterne, der passerede i adstadigt tempo, og fik mig en gin og tonic, mindre kunne ikke gøre det. Men ved en fejl komme til at betale for meget til den søde servering, og vi løste det med en ny gin og tonic, hvorefter jeg faldt tilbage i sofaen og nød det.
Medens jeg sad der, begyndte jeg at sende de billeder, jeg havde taget, hjem til sønnike, og jeg kan godt se, at det lige ville være ham, der sad her og ikke mig. Han går vældig meget op i biler og kører selv BMW, fordi en undersøgelse har vist, at det mest lykkelige bilejere er dem, der kører BMW.
Efterhånden som jeg slappede af på baren i lyset af stemningen og rytmerne fra 80’er musik, blev jeg klar over, at jeg både var for træt til at køre videre (og heller ikke burde gøre det efter ginnen) og motiveret af alt, hvad der skete, så jeg valgte at afbestille mit værelse i Tarifa, og bestille et nyt på et nærliggende hotel, i hvis morgenmadsrestaurant af den fineste slags, jeg nu sidder og skriver om gårsdagens oplevelser.

Jeg tog mit nye værelse i øjensyn. Det var rigtigt fint, og udsigten til havet henrivende. Jeg var nød til at gå ned at bade. Vandet var lækkert, og jeg tror jeg var i en halv time.

Derefter slappede jeg af til medbragt musik i et par timer, sådan at jeg ved 20.30-tiden var klar til at gå ned at spise.

Da jeg gik hen på hotellet, havde jeg set, der lå en græsk restaurant, og den ville jeg bruge, men jeg havde også set, at nabohotellet havde en skylounge, hvorfra der var udsigt ud over havnen. Så der ville jeg starte med en apiritif, Aperol Spritz!

Det var den flotteste udsigt over havn og bydel. Marbella kunne ses, selv om det ligger en kilometer eller to længere oppe, men havnen og det belyste barstrøg var der flot udsigt til.

Jeg fik min Aperol, og hjalp med at fotografere en kvinde med sin datter og dennes kæreste, eller måske var de begge hendes børn, ligesom jeg fik den unge mand til at tage et billede af mig. Derfra gik jeg ned på den græske restaurant, selv om det måske havde været kønt at se de kulørte lys fra havnen, når det var blevet lidt mørkere.

På den græske restaurant bestilte jeg avokado og rejer til forret, og grillet blæksprutte, samt et glas rødvin. Dethar altid undret mig, at rejer var så dyre i Spanien, men det er de. Retten med de 10 rejer koster ca. 100 kr, og den pris har det også kostet på Caminoen. Det undrer mig, men måske er det en importvare??

Jeg havde forventet at få en blækspruttearm grillet, som jeg havde fået det i Bergthesgaden et par år før, men til min store overraskelse var det en hel blæksprutte, dog uden blæk, og med noget pesto med citronsmag, og noget andet tilbehør, som jeg troede var tzaziki, men måske mere. Ar at ligne med aoli. Uanset smagte maden mig, men jeg kunne umuligt spise op, og det skal man heller ikke. Kun spise til mæthedsfornemmelse melder sig.

Medens jeg sad der, begyndte dyrene at komme ud af garagen: Mercedes, Lamborghini, Bentley, og sikkert flere. Alt sammen dyre sager, der skulle vises frem. De så ud som mange, men måske var det bare lige som Tordenskjolds soldater, der gik i ring, og fik en svensk kommandant til at overgive sig, fordi han troede overmagten var for stor.
Derefter gik det lige hjem og på hovedet i seng, mæt af dagens oplevelser. Det havde alligevel vist sig godt, at tage til Puerto Baños, selv om jeg nok mere er til natur og stilhed.
Nu er det tid at komme op og rydde værelset og komme afsted til Gibraltar!

Gibraltar, Tarifa og Badajoz – den 01.05.2019

Gibraltarstrædet er det stræde, der forbinder Atlanterhavet med Middelhavet, og under krigen var det vigtigt for de allierede at lukke for indsejlingen til Middelhavet for fx tyske ubåde.

Klippen set fra Gibraltars sydligste punkt.

Gibraltar har været i englændernes besiddelse i flere hundrede år. Der er bygget store forsvarsanlæg oppe på klippen, som har kunne bruges til at beskytte strædet, men ud fra Google Maps ser det ud til, at kanonerne mere eller mindre er fjernet.
Spanien har ad flere omgange forsøgt at komme i besiddelse af klippen, og det er lidt oppe at vende igen under Brexitdebatten.
Turen ned til Gibraltar gik smertefrit, på nær der var lidt kø ved grænseovergangen. Jeg var lidt i tvivl om, hvor vidt jeg nu skulle lave venstrekørsel, hvad der er reglen i England, men heldigvis slap jeg for det. Da jeg var kommet igennem grænseovergangen, skulle flyvepladsen passeres, dvs man kører hen over landingsbanen og kommer så ind i byen, som ligger i den nordlige del af klippen.
Klippe er den rigtige betegnelse, for den rager højt op landskabet og ud i havet, som en halvø.

Jeg ville gerne have brugt noget tid på øen, men parkeringsmulighederne var håbløse på nær et uinteressant sted, så det blev til en rundtur med nogle hurtige stop 2 steder. Det første ved en gammel kanon, 100 ton kanonen, og efter en del tunneller, en lille parkeringsplads på østsiden, hvor fra man kunne se ud over Middelhavet, men også se på nogle store skibe, der faktisk lå for anker over alt rundt om Gibraltar.

Der var diset, så tanken om at se Afrika var ret håbløs, men det ville måske være lettere i Tarifa, der lå sydligere og faktisk er Spaniens sydligste punkt.

I det fjerne burde man have kunnet se Afrika.

Tanken om at finde en parkeringsplads ved igen at køre rundt om klippen fortonede sig hurtigt, så jeg kørte i stedet mod Tarifa, efter at jeg lige havde tanket og fået en croissant og en krop kaffe. I Spanien bliver man mange steder personligt betjent, og det skal man lige vænne sig til, når man er vant til, at hjemme bruger vi bare kort! I øvrigt var det sjovt, at alt var udsolgt af det spiselige på nær croissant.
Da jeg kom til Tarifa måtte jeg 2 gange rundt om byen og kunne stadig ikke finde et sted at parkere, og nede ved vandet havde jeg slået ikke lyst, for der blæste en god vind, der indeholdt små gule sandpartikler, som ville give bilen lakskader, hvis jeg holdt i længere tid. Faktisk kørte jeg fast i en af sanddriverne, lige som en snedrive, men ved at køre frem og tilbage lykkedes det mig at komme igennem. Så jeg fik desværre ikke set borgen og fæstningsøen, som man kunne gå ud til via en smal tange. Turen gik derefter videre mod Sevilla, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville køre forbi og helt til Badajoz ved den portugisiske grænse. Jeg ville tage stilling til det, når jeg nærmede mig Sevilla.

Da jeg havde kørt et stykke tid i blæsevejr, hvor det rykkede en del i bilen, slap jeg kysten og bevægede mig ind i landet igen. Efter et stykke tid kom jeg ind på Ruten “Autovidea ruta via de la Plata”, hvilket fik mig til at tænke på, at det var i samme område, der findes en Camino op til Santiago de Compostella med samme navn. Jeg har gået Camino 3 gange, og jeg elsker det, men bedst som jeg gik på pension og troede, at nu skulle jeg gå hele ruten, og ikke kun de delstrækninger, jeg hidtil har gået, fik jeg slidgigt i hofterne og gjorde det umuligt for mig at gå mere end 3 – 4 km. Ikke nok til at gennemføre en hel Camino.

Lidt som det her billede.

Det blev en meget smuk tur, for i mellemrummet mellem banerne var der plantet lyserøde og hvide nerier, samt gule gyvel, og det så altsådejligt ud, at køre gennem denne farvepragt, som jeg af gode årsager, naturligvis ikke kunne tage billeder af med 120 km i timen.

Landskabet forandrede sig også. Spanien er opdelt i regioner, der nogenlunde svarer til den gang, da landet var opdelt i små kongedømmer, indtil de alle var erobret og samlet i et Spanien. Da jeg kørte ind i landet, var det i Catalonien, som har et stærkt ønske om at løsrive sig. Fortsatte derfra ind i det mere bakkede og bjergrige Andalusien, men her væk fra kysten ramte jeg det flade land igen, og jeg kunne se milevidt, ligesom vejene ikke bugtede sig så voldsomt mere, men havde lange lige strækninger.
Jeg besluttede at køre helt til Badajoz og tage to overnatninger, i stedet for én nat i Sevilla. Jeg forlod Via de la Plata ved byen Zafra.

På vej ud af Zafra så jeg tilfældigt i en rundkørsel et skilt, der viste, at pilgrimsvejen gik hen ad en smal vej. Straks kørte jeg hele vejen rundt i rundkørslen, fordi jeg havde besluttet mig for lige at se, hvordan den så ud. Der var også en markering af et tårn, som jeg så lige kunne tage i øjensyn.
Undervejs op til tårnet så jeg de gule pile, der sammen med muslingeskaller, markerer pilgrimsvejen. I venstre side af tårnes sås en slidt gul pil, så den var god nok. Jeg tog et p r billeder, samtidig med jeg tænkte på, hvor forfærdeligt gerne, jeg ville kunne gå turene igen. Der er Caminoer overalt i Europa, men mest kendt er dem i Spanien, der alle fører mod Santiago de Compostella. Men derom senere.
Inden jeg kørte videre bookede jeg lige 2 nætter på et firestjernet hotel til billige penge, og jeg blev ikke skuffet. Hotellet var meget fint, da jeg ankom, efter at have kørt forbi blomstrende valmuer, og vinmarker, så lang øjet rakte, samt at jeg var kommet ind i den region, der hedder Extremadura.

En hel dags kørsel blev afsluttet med en gin og tonic i en god stol. I Spanien bliver alkohol skænket med rund hånd, skulle jeg hilse at sige.
Jeg var træt, så da jeg havde spist en udmærket aftensmad, som jeg havde tilkøbt, gik jeg på hovedet i seng.

Badajoz – Belejring og erobring – den 02.05.2019

Jeg skrev dagbogen for igår til morgenkaffen. Det er hyggeligt, at gøre det der til en krop kaffe.

Grunden til, at jeg ville til Badajoz er, at byen og dens fæstningsværker spillede en stor rolle i Napoleonskrigene i Spanien, for den lå ved en af hovedadgangsvejene til Portugal. Den blev i denne periode belejret 3 gange, men kun indtaget 2 af gangene. Jeg ville forsøge at finde ud af lidt om det i dag, med jeg var også stadig træt efter dagen igår, så det skulle også være afslapning……troede jeg!

Jeg slappede af indtil over middag, hvorefter jeg henvendte mig i receptionen. Jeg havde set, at de havde bykort, og de plejer at vide, hvor tingene ligger i byen. Som sagt så gjort. Det var som jeg forventede.
En halv time senere vidste jeg, hvor bymuseet, det arkæologiske museum og kunstmuseet lå, og at det ville tage 25 min at gå ned til den gamle bydel, hvor stederne fandtes.

Badajoz havde været en stærkt befæstet by med mure og bastioner, men jeg kunne se, at en del af murene var forsvundet, sikkert for at give plads til nye bydele.
Jeg havde en fornemmelse af, efter at have læst om belejringerne af byen, hvilken erobring der havde været størst og krævende, samt hvor de forskellige angreb var blevet sat ind, og jeg ville derfor starte med at se en del af muren og bastioner, der lå i umiddelbar nærhed af min rute.

Byen blev grundlagt af maurerne, der byggede en borg på stedet, men efterhånden som byens betydning voksede, blev der bygget nye forsvarsværker, lige som en bro over floden, der løb lige uden for byen.

Det første jeg stødte ind i var en byport, hvor muren til venstre for den var væk, medens den højre fortsatte til en bastion, og jeg valgte at tage det i øjensyn ved at gå igennem, dreje til højre og derefter følge muren til den første bastion.

Jeg havde håbet, jeg kunne gå op på bastionen, men den var afspærret, og jeg nøjedes derfor med at tage billeder.
Den første belejring fandt sted fra Januar til marts 1811, hvor det var franskmændene, der belejrede og erobrede fæstningen, der var besat af spanierne, forholdsvis let.
Den anden belejring var fra maj til juni 1811, hvor franskmændene forsvarede fæstningen mod en kombineret styrke af portugisere og englændere, der dog blev nød til at opgive og trække sig tilbage.
Den tredje belejring og erobring fandt sted fra marts til april 2012. De portugisiske og engelske styrker var 5 gange så mange som franskmændene inde i fæstningen, 25.000 i forhold til 5.000, og de var ledet af Hertugen af Wellington, der senere var med til at besejre Napoleon endeligt ved Waterloo.

Jeg havde forstået, at det var her under den sidste belejring, at englænderne og portugiserne med svære kanoner havde skudt huller i muren, for derefter at angribe den 21. april 1812 igennem dem, men det udviklede sig til et blodbad, da fæstningen blev forsvaret hårdnakket.
Men Wellington havde også sat en angreb ind på begge sider. Det ene oppe mod borgen, det andet nede ved floden. Hvis det ikke var lykkedes for de allierede at trænge ind disse steder, så var operationen blevet afblæst, fordi Wellington havde erfaret, at en undsætningsstyrke skulle være på vej.

Nede ved floden lykkedes det den engelske styrke at komme op på bastionen, og inden franskmændene kunne etablere et bedre forsvar, havde englænderne åbnet en port, hvor igennem forstærkningerne kunne føres frem.
Franskmændene erkendte nu, at byen var tabt, og de trak sig tilbage til et forsvarsværk på den anden side af floden. Her overgav de sig dagen efter.
Desværre tabte de indtrængende styrker deres disciplin, og gik amok ved at bryde ind alle steder og stjæle, hvad de fandt, deriblandt også alkohol, som de indtog i stor mængde.
Det stod på i et par dage, hvor de voldtog og myrdede, og man skønner at omkring 4000 civile mistede livet, endog nogle af deres egne officerer, der forsøgte at kalde til orden, blev myrdet. Derefter fik Wellington kontrol over situationen, men beklagede det dybt senere. Alt dette regnede jeg med kunne finde information om på bymuseet.

Jeg bevægede mig derfor op forbi katedralen og hen til bymuseet, men Badajoz adskilte sig fra andre spanske byer ved at holde siesta. Jeg stod der kl. 15, men der var desværre lukket mellem 14 og 17. Temperaturen var lige så høj som dagen før, så jeg havde sat næsen op efter skygge og kølighed på museet.

I stedet gik jeg videre op på den nærliggende borg, hvor jeg regnede med det arkæologiske museum lå. Det kunne jo være, de havde åbent!
Men desværre nej, og de åbnede tilmed først næste dag kl. 10, fortalte en vagt mig, så jeg nøjedes med at gå lidt frem og tilbage på borgmurene, og det lignede virkelig en ridderborg.

Midt i billedet den gamle bro, som franskmændene til sidst trak sig tilbage over.
Forsvarsanlægget, hvorfra franskmændene overgav sig.

Jeg havde en flot udsigt deroppefra, og kunne bl.a. se en smuk plads, hvor der lå nogle caféer, så jeg kunne slå mig ned og få lidt at spise, og derved slå tiden ihjel frem til bymusets åbning.

Der lå 2 caféer på pladsen, den ene meget fyldt, den anden meget tom. Jeg tænkte derfor, at når den anden var fyldt, så var det nok, fordi maden var bedst, og jeg gik derfor derhen.
På spisekortet stor der tapas og pinchos, så jeg valgte 3 ud, en med laks, en med rejer og en med ost. Dertil en øl.
Nu gik det op for mig, at der kun var én tjener, og han var stresset, så da maden kom, var den med osten erstattet af en sandwich.

Pinchos fra Camino del Norte.

Jeg havde forvente at få lækre små flütes eller tapas, som jeg kendte det fra Gerona eller nordkysten, men i stedet kom 2 halve ristede baguetter. På den ene var laksen bare klasket på. På den anden var der en pind med 4 rejer og 4 ananas, begge brændt på, dertil lidt gammelt salat.
Jeg fortrød virkelig, jeg havde sat mig der. Men måske havde det været lige så slemt det andet sted. En anden gang vil jeg bestille en øl, og så se, hvad andre får, inden jeg bestiller.
Jeg orkede ikke, at diskutere med den stressede tjener, spiste lidt af det, og nød synet af en skoleklasse med større børn, der pjankede henne ved den anden restaurant. Nogle smed med vand fra en udendørs vandpost, nogle spillede bold, og enkelte piger lod sig fotografere, medens de poserede flot.
Jeg betalte og gik ned til museet.

De var flinke på museet, og heller ikke her skulle jeg betale entré. Jeg spurgte til belejringen, og de forklarede mig, at det var ovenpå.
Det var et fint museum, men desværre stod alle forklaringer på spansk. Selv om jeg kunne noget spansk, så ville det tage mig lang tid at komme igennem udstillingen, så jeg nøjedes med at koncentrere mig om udstillingen om den sidste belejring. Det var fint nok for mig, og den bekræftede mig dels i, hvad jeg vidste i forvejen, men også i ny viden om belejringen og erobringen.

Maurernes tilstedeværelses ses mange steder!

Derefter gik jeg ned til floden for at begynde at gå tilbage til hotellet. Jeg ville følge bymuren og dens bastioner. Der var smukt nede ved floden, og jeg kunne have fået mere ud af at gå på den modsatte side, men jeg foretrak at blive i skyggen.
Heller ikke på denne rute var bastionerne tilgængelige. Der var placeret offentlige bygninger på 2 af dem, og den tredje var lavet om til parkeringsplads.
Jeg ledte i stedet efter en tobaksforretning, hvor jeg normalt har kunnet købe frimærker til de postkort, jeg havde skrevet om formiddagen. Men jeg blev henvist til posthuset.
Jeg var ved at være slidt og svedt, og med 5 minutter tilbage inden hotellet gik jeg ind på en bar og fik en kold øl. Det er det særlige ved Spanien, at når man køber en øl, får man lidt ekstra med, fx chips, oliven, peanuts eller tapas. Hvis man bestiller flere øl, får man mere tilbehør, og det kan således ende med at være et måltid, og man er allerede mæt, inden man måske skal spise den mad, man har bestilt.
Den bedste tapas, jeg har fået, var i Gerona, men i Leon er man også god til det. Langs nordkysten får man pinchos, små stykker flutes med tilbehør. De kan være meget lækre.

Jeg gik nu hjem på hotellet, fandt en stol på terrassen og nød endnu en øl i skyggen. Mens jeg sad her, skrev jeg et opslag i Facebook gruppen Camino for begyndere om, at jeg kom til Santiago den 4. maj, og jeg ville tilbyde at køre en person til Muxia/Finisterre, og derefter sætte vedkommmende af på flyvepladsen.

Så gik jeg ind og spiste aftensmad. Fik ravioli med pesto til forret og samme laks som igår.
Derefter gik jeg op i seng.

Vil lige nævne, at jeg bor billigt på det 4 stjernede hotel: HC Hoteles Center i Badajoz, og det er virkelig valuta for pengene.

Porto – den 03.05.2019

Jeg kørte afsted fra Badajoz ved 10 tiden, dvs jeg startede med at finde posthuset, men da jeg skulle ind på parkering, ville automaten ikke spytte billet ud til den foranholdende bil, så jeg bakkede ud og kørte over floden til fæstningsværket, hvor franskmændene havde overgivet sig, kun for at oplevet, at det var lukket pga dyrehold. Bum bum..afsted mod Porto.


Landskabet ændrede sig hele tiden. Nu kom der bakker med klippeskråninger og pludselig et skilt, der viste at jeg kørte ind i Portugal, et land jeg aldrighar været i før. Jeg undrede mig, for der var over 300 km til Porto, med det ville kun tage to timer at nå derop. Det forstod jeg ikke noget af, ikke mindst fordi jeg kom tættere og tættere på Lissabon, og jeg holdt derfor ind og slukkede GPS’en. Tænkte jeg ville resette den, og så skulle det nok blive rigtigt, men i stedet fik jeg manglende internetforbindelse, så den kunne ikke komme i gang igen. Men jeg kunne godt se, hvor jeg var, og hvad vej jeg skulle køre, så jeg kørte videre. Det skulle nok gå. Kørte kun forkert én gang, det kostede 20 km……!
Problemet med GPS’en har jeg oplevet før, og søgte den gang løsninger på nettet. Det opstår, når man kører ind i et andet teleselskabs område, og fordi mobilen er stillet til at vælge netværk automatisk, kan den ikke altid finde ud af det. Derfor prøver man i stedet at vælge netværk manuelt, indtil man finder et, der virker. Det prøvede jeg, men ingen af de viste syntes at virke. Så da jeg holdt på den nedenfor beskrevne rasteplads skiftede jeg tilbage til automatisk, og vupti så virkede det igen. Altså modsat sidst.


Men tilbage til landskabet. Efter stenørknerne kom det flade land med olivenplantager over det hele, enkelte vinmarker, eller store områder med spredte træer. Det er ikke sådan som i Danmark, at man har levende hegn, nej det er blot endeløse blomstrende flader derud af med disse træer. Det så meget smukt ud. Hvor der var dyrehold, var der selvfølgelig indhegnet.
Det, der gjorde mig trist til mode, var da jeg kørte ind i et område syd for Combrei , hvor kilometervis af skov, var blevet hærget af skovbrand. Det var ikke et kønt syn med disse sorte træstammer pegende op i luften. På forunderlig vis synes det ikke at være gået ud over underskoven, for den bredte sig med sine grønne farver. Nærliggende huse syntes heller ikke at være beskadiget. Nogle enkelte steder var man begyndt at fælde og rydde op, men størstedelen fik lov at stå, som det var.

Da jeg nærmede mig Porto holdt jeg ind på en rasteplads og fik en sandwich og bestilte hotel. Ikke i Porto, men et stykke nord for. Det var fint nyrestaurerede hotel med den fineste havudsigt og morgenmad inkluderet til billige penge.
Men da jeg kørte ud fra rastepladsen mødte jeg en gammel ven: “Motor mal function”, og jeg kunne kun køre mellem 90 og 100 km i timen og havde ingen accellerationsmulighed. Dette selvfølgelig for at beskytte motoren.
Jeg havde haft det samme problem over en periode for 2 år siden, og dengang havde værkstedet svært ved at finde fejlen, men ved Ford i Sønderborg fandt de ud af, at det var dieselfilteret, altså brændstoffilteret, der var sat til med snavs. Det blev skiftet, og lige indtil nu kørte bilen problemløst.
Når jeg slukker bilen, så er fejlen væk, og der kan godt gå lang tid før den optræder igen, men til sidst bliver det hyppigere og hyppigere, efterhånden som mere snavs sætter sig. Så foreløbig kører jeg bare videre, og bliver det nødvendig opsøger jeg et værksted.

Jeg fandt hotellet, indlogerede mig på værelset med havudsigt, fik bilen i parkeringskælder og trængte til at gå en smule. Da jeg gik ad promenaden for at finde et sted at spise, faldt jeg igen over pilgrimsruten. Her hedder den Camino Potuguese. Igen mærkede jeg den stærke trang til at vandre igen. Næste morgen, da jeg spiste morgenmad, spottede jeg straks pilgrimmen: caphat, tørklæde, t-shirt……og hun tog kort efter vandrestave frem og rygsæk på. Den var god nok.

I øvrigt skal man passe på, hvad man vælger at indtager våde varer i Portugal. Konsekvensen er uoverskuelig.

Derefter hjem på værelset for at se film og sove. I morgen går turen til Santiago de Compostella, Muxia og Fisterre, verdens ende, pilgrimsstederne.

Fisterre, Muxia og Santiago de Compostella- den 04.05.2019

Det blev en tur ind i peregrinoland, pilgrimsland, for ligesom jeg aftenen før og om morgenen var kommet i berøring med pilgrimstraditionen, så blev det endnu tydeligere efterhånden, som jeg kom frem.
Jeg havde ikke helt gjort op med, hvad jeg ville i dag, og jeg måtte også lige tage stilling til det tilbud, jeg havde givet caminogruppen. Jeg besluttede, da jeg var i nærheden af Santiago, at jeg ville tage rundturen til Fisterre, Muxia og så slutte med 2 nætter i Santiago. Det som modvægt til al den kørsel jeg laver.
Jeg holdt derfor ind til siden og rettede mit tilbud ved at sige tak for de positive kommentarer, men da der ingen var, der ønskede at gøre brug af det ved middagstid, fortsatte jeg derfor til Fisterre. På den ene side, ville jeg gerne give én en hjælpende hånd, men jeg skal også komme videre med mine egne planer.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg er bare så glad for at være i Fisterre.

I 2010, hvor jeg gik 550 km på støvede stier og veje, var det en lise, at komme derud, ikke mindst fordi, der var en million mennesker i Santiago i anledning af fejringen af apostlen Jacobs fødselsdag. Det bliver helligholder hver 10. år. Jeg havde taget en bus derud, sov og tog den hjem igen næste dag.
Det dejlige vejr, den friske havluft, livet inde i havnen, pilgrimmmene, caféerne og restauranterne og så et dejligt værelse på en hostel. Det var bare så stemningsfyldt!
Senere først på aftenen var jeg vandret ud til fyrtårnet. Havde ost, chokolade og øl med, som jeg fortærede, og bagefter havde jeg klappet solen ned sammen med mange andre.
Da jeg senere på aften kom tilbage til byen, fandt jeg en restaurant, hvor jeg fik den lækreste Paella Marisco, dvs ris med muslinger, skaldyr, rejer, kammuslinger og kæmperejer.

I 2012 gik jeg derud på 3 dage, ca 90 km, og tog bussen hjem. Jeg mødte en ung kvinde på vejen derud på 3. dagen, som jeg forsøgte at hjælpe, fordi jeg kunne se, hun bar sin rygsæk med skuldrene, hvor i virkeligheden skal bære den på hoften. Men jeg tror ikke det lykkedes, fordi rygsækken var for stor og hun for lille.
Jeg ville bo samme sted som sidst, hun på vandrehjem. Senere mødtes vi tilfældigt på havnen. Hun ville ud at sejle, og jeg kunne også godt tænke mig det, så jeg hoppede ned i båden til hende. Kort efter kom en mand og sagde, at båden ikke sejlede. Oppe på kajen fortalte jeg hende om, hvordan vi sidst havde klappet solen ned, og at jeg havde tænkt mig at gå derud og brænde noget af mit tøj, en gammel pilgrimstradition. Hun ville gerne med der ud, så vi aftalte at mødes på kajen senere.

Vi mødtes, og medens vi gik, snakkede vi lidt sammen. Hun var fra Brasilien, mener jeg, og var kvindelig politibetjent.

Vi kom derud og klatrede ned til et sted, hvor der tidligere havde været et bål. Der ville vi brænde vores ting. men det viste sig at være svært, fordi de, var lavet af kunststof. Men til sidst lykkedes det, og bagefter klappede vi solen ned lige som sidst.
Vi skiltes, da vi kom ind til byen, og jeg gik ned til samme sted som sidst og fik igen en lækker Paella Marisco.
Næste morgen, da jeg skulle med bussen, dukkede hun op for at sige farvel til mig. Hun ville blive en dag mere. Vi gav hinanden et kram, og så kørte bussen. På Caminoen hjælper man hinanden, og det er måske det, der gør, at selv om samvær kan være ganske kort, så giver det samhørighed.

Derfor skulle jeg så i dag ned igen og have Paella Marisco samme sted igen. Og igen var den lækker. jeg fortalte servitricer, at det var 3. gang, jeg var der, og jeg gjorde det på spansk. Det må have gjort indtryk, for da hun kom med regningen havde hun 2 flasker og et lille glas med. Jeg valgte den klare. En slags dessertvin som sherry eller portvin. Desværre fik jeg ikke spurgt hende. Den anden mulighed var Bailey.

Man kan lige skimte et par efterladte støvler på stenen til venstre.

Jeg sluttede af med at besøge fyrtårnet, gik lidt rundt derude, nød vejret og stedet, og frem for alt mindedes,,,,

Man må ikke tænde bål mere derude pga brandfaren.

Derefter kørte jeg til Muxia, der ligger på en spids, lige som Fisterre, og her skal man også ud til fyrtårnet. Ude ved fyrtårnet er der bygget en lille kirke, lige som der også er rejst mindesmærker.

,

Det blæste voldsomt, og kysten bestod at kæmpe sten, som bølgerne slog i mod med sådan en kraft, at man kunne mærke dråber i ansigtet. Jeg blev der ikke så længe, men jeg kan godt forstå, der er mange pilgrimme, der synes, det er bedre end Finisterre. Der er virkeligt smukt derude.

Jeg bookede 2 nætter på hotel i Santiago, hvorefter jeg kørte ind, og tog værelset i brug. I morgen vil jeg se byen og nogle af de steder, jeg kender.

Santiago – Arkitektur og pilgrimme – den 05.05.2019

Igår fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min mobiltelefonlader på mit sidste hotel, men heldigvis kan jeg lade fra bilen, så det har jeg gjort, ikke mindst fordi jeg gerne skulle se Sønderjydske spille mod Randers om mulighed for at spille europæisk fodbold.
Jeg har ikke bestilt morgenmad på hotellet, fordi jeg syntes at det egentligt er for dyrt, så jeg ville hellere gå på café og få en caffé con leche og en croissant op ad formiddagen, når jeg gik op efter min bil.

Jeg gik ved 10-tiden, fik min kaffe, og hentede bilen i parkeringskælderen. Jeg havde læst, inden jeg tog afsted, at Santiago de Compostella havde 1999 havde igangsat et kæmpestort kulturprojekt “City of Culture of Calicia” eller på spansk “Cidade da Cultura de Galicia”.
Udenfor byen lå et bakkedrag, der hed “Monte Gaiás”, og man ønskede at byggeriet skulle ligge der. Det næste var at udskrive en arkitektkonkurrence om projectet, og vinderen blev en meget internationalt kendt arkitekt Peter Eisenman og hans gruppe af arkitekter.


Deres forslag blev udvalgt på grund af både konceptuel unikhed og usædvanlig harmoni med stedet.


Projektets koncept er at det skal være et nyt buet højdepunkt på Monte Gaiás som erstatning for den, der blev gravet væk. Dels er der tænkt pilgrimssymbolet, en muslingeskal, hen over det, dels er der ført nogle passager ned mellem bygningsdelene, der skal illustrere de 5 store pilgrimsveje ind til Santiago.

Beklædningen set oppefra er diverse stenarter, der giver fornemmelsen for naturens udseende på en klippevæg. Jeg ville have troet at græs ville have virket mere, som det så ud før, lige som Moesgaard museet ved Aarhus. Siderne er beklædt med glas og metalplader, og set indefra bæres det af en kraftig stålkonstruktion.

Jeg talte med en sød, ung receptionist, der fortalte mig, at det var gratis at komme ind, også i biblioteket i en anden bygning, og at byggeriet havde været stoppe i 5 år pga finanskrisen, men at noget var kommet til, og at andet ikke ville blive bygget på grund af manglende resourcer.
Der var 2 udstillinger der i øjeblikket, et om galisisk fodbold, et af galisisk håndværk og endelig en del om byggeriet. Jeg gik ind og tog fat på rundturen.

Det første jeg interesserede mig for, var byggeriet. Alle modellerne fra arkitektkonkurrencerne var udstillet, og jeg må sige, at den rigtige model vandt, idet de andre lignede noget meget traditionelt, der var set før.
Det valgte projekt var beskrevet ved modeller og plancher, ligesom Eisenmans bibliografi også var der.
Men jeg vil lade billederne tale for sig selv, men jeg synes det er intet mindre end fantastisk arkitektur og byggeri.

I håndværksudstillingen sad arbejdende kunsthåndværkere og så var der udstilling af deres kunst. Det var meget fint. Derudover var der også en gennemgang af de historiske perioders keramik op gennem tiden. Nu er det ikke der min største interesse ligger, så jeg gik op til fodboldudstillingen.
Den omhandlede galicisk fodbolds historie. Jeg snakkede med en vagt, jeg mødte, og han fortalte at fodbold i Spanien er starte i Den galiciske by, Vigo, fordi det var søfolk på engelske skibe, der bragte det dertil. Først spillede sømændene, og så kom de lokale og overtog. Der kan man bare se.
Det er den største udstilling om fodbold jeg nogensinde har set. Den var bygget op om kronologiske plancher, pokaler, klubtrøjer og meget mere.


I disse år vinder kvindefodbold meget frem, men faktisk var der også kvindefodbold dengang. I England var det i starten fabrikshaller, og som jeg husker det, kunne de samle op til 50.000 tilskuere. Så blev det forbudt at kvinder spillede fodbold. Det samme skete i Spanien, men det var Franco, der forbød det. Nu må de selvfølgelig igen.
Alt i alt en dejlig oplevelse, noget af det bedste på min tur.

Jeg kørte nu tilbage til hotellet, hvor jeg regnede med, at der nu var plads til min bil. Jeg ville op i byen, men inden hentede jeg min iPad og satte den til at lade op, så jeg kunne se fodbold, når jeg kom tilbage igen ved 16-tiden.

Jeg var så heldig, at jeg bare kunne gå fra hotellet den lige vej ind i la peregino ciudad, pilgrimsbyen, for jeg så pilgrimme allevegne. I 2010 og 2012 kom jeg selv til Santiago, ikke i 2015, og jeg syntes ikke det var så crowded dengang, men jeg var måske bare heldig.


Især inde på pladsen foran katedralen greb pilgrimsstemningen mig, da jeg så hvor slidte mange så ud, men også hvor berusende glade de var over at have klaret den lange udfordring, for manges vedkommende 800 – 850 km. Det er stort!
En pilgrim kendetegnes på en stor rygsæk, vandrestave, slidt tøj og en klud eller hat på hovedet og med farve i ansigtet, og det kan selvfølgelig variere.
Når man går pilgrimsvandring, får man ryddet op i tankerne, ryddet hjernen så at sige, men også fundet ud af, hvor lidt man kan klare sig med, og at man er lykkelig med det, man har. Ofte danner man efterhånden sin pilgrimsfamilie bestående af personer fra hele verden. Sådan oplevede jeg det.

Jeg har min favoritcafé inde ved katedralen, som det ikke var muligt at komme ind i, men jeg havde også set den tidligere. Caféen ligger på et hjørne med en trappe ned til en stor plads. I 2012 kom jeg derned ved 23-tiden en varm juli-aften. Der lød den smukkeste blues ud over pladsen fra en enlig guitarist. Bedre øl har jeg aldrig nydt mere end jeg gjorde der. Sikke en stemning. Mens jeg sad der kom 2 ældre snakkende ægtepar forbi, og da jeg henvendte mig til dem, satte de sig ved mit bord. De var pilgrimme, der var gået op nede fra Portugal. Vi fik en god snak en times tid, inden vi skiltes.


I dag sad der igen en og spillede blues,, men det var den café i den bagerste ende af pladsen. Havde jeg ikke skullet hjem og se fodbold, var jeg nok blevet hængende.

Jeg gik gennem en stor og smuk park og mødte disse to gamle damer, som der er en fin historie om. Den må jeg se om jeg kan finde frem på et tidspunkt, men det havde ikke noget imod at blive fotograferet sammen med mig! Her er den!

Da jeg kom hjem og op på værelset gik det op for mig, at kampen allerede var startet kl 14 og at der var 10 min tilbage. Jeg valgte derfor at streame den forskudt. Den endte 1 – 1. Sønderjyske havde 63 % af spillet, 13 skud på mål, bl. overlæggeren. Randers havde 3. Bund uretfærdig de fik point med hjem, men også en illustration af, hvordan det har været hele sæsonen, manglende mål trods fint spil.
Næste år kan de igen spille Superliga, og da tror jeg, de når mere.

Efter kampen gik jeg ned og fik en dukkert i swimmingpoolen. Knap så varmt som Middelhavet, men ikke så koldt som vinterbadning hjemme.
I morgen går det østpå langs pilgrimsruterne, jeg gik på og ind i uge 5.

Min europæiske kulturtur – Uge 3!

Alhambra og Tolox – den 22.04.2019

I dag vil jeg her til morgen gøre indenunder et forsøg på at komme ind på Alhambra, ellers må det blive en anden gang. Bagefter skal jeg ind i et shoppingcenter, jeg så fra metroen for at se, om jeg kan finde et par træningsbukser, jeg ikke fik købt derhjemme. Jeg troede ikke, det ville være så koldt hernede, og at de derfor ikke var så nødvendige. Bagefter tager jeg til Tolox og indlogerer mig på hotel Cerro de Hijar, hvor jeg skal tilbringe en uges helseferie. Det bliver dejligt, men mere om det senere.

Desværre blev det ikke til billet igen i dag til Alhambra, men der var et område, der var frit tilgængeligt (det lilla), så det var også ok! Jeg drog derind, men det viste sig, at de bygninger, bl.a. museet ikke lige havde åbent om mandagen. Jeg gik som noget af det første ind i souvenirbutikker, hvor jeg købte en café con leche og satte mig ind i et rum med store sofaer, der havde stof af orientalsk oprindelse, så det gav lidt fornemmelse for 1001 nats eventyr.

Derefter gik jeg mig en tur i området, var inde i Charles den V’s palads, hvor det arkæologiske museum, samt kunstmuseet også skulle ligge. Derinde var der en boghandel, hvor jeg købte en bog om Muslimerrigets skabelse og forfald i Spanien. Den glæder jeg mig til at læse.

Der kom så tog store pladser, hvor jeg tog lidt billeder fra, udsigten og blomsterne, og jeg kunne godt forestille mig, at de haver jeg ikke havde adgang til var en tak mere spændende.

Så var det jeg begyndte at få øje på kattene. Ikke i starten, men så var der en, så var der to, og så flere, da jeg kom ind på den største af pladserne. Samtidig fik jeg øje på et skilt, som jeg læste, og især det med småt, var interessant. Især ordet punisheble (strafbart), hvis man gjorde noget forkert ved kattene. Nu havde jeg fået et fint indtryk af paladset, og kørte derefter ud til et stort indkøbscenter, fordi jeg ville finde et par træningsbukser. Jeg havde kun shorts med.

Jeg fandt et par udmærkede bukser efter at have gået rundt en tid, og også fået lidt at spise. Så var tiden kommet til at køre ud til kursusstedet, hvor jeg havde booket et værelse til dagen før kursusstart. Havde bedt om, at hvis det kunne lade sig gøre, måtte det så ikke godt blive det værelse, som jeg skulle være i under kurset. Det blev jeg lovet, så det var fint, for så kunne jeg få ryddet op i bilen, samt overblik over tøjforsyningen. Jeg vidste, at jeg også gerne skulle have noget vasket, hvis det kunne lade sig gøre, og ellers ville jeg gøre det på værelset.

Undervejs til Cerro de Hijar ved byen Tolox, 175 km syd for Granada, kom der mere sol, og langsomt steg temperaturen fra 11 ˚ i Granada til 24˚. Det var ikke så dårligt, og mit humør steg væsentligt, også fordi bjergene og i hele taget landskabet blev smukkere.
Jeg blev også ringet op fra rejseselskabet “Tid til ro”, der ville ønske mig en god tur derned, samt fortælle mig, hvad rejselederen og instruktøren hed, henholdsvis Eva og Charlott. Jeg fortalte, at jeg næsten var derude, og at jeg glædede mig til en uge med vandring, meditation, yoga, god mad og fællesskab, hvorefter hun smuttede. Selv om jeg havde skrevet og fortalt dem, at jeg ville tage afsted 14 dage før, var det vist ikke rigtigt gået op for dem.

De sidste kilometer op til hotellet blev på smalle snørklede veje af ringe beskaffenhed og uden autoværn. Kørte du udover, så faldt du……langt ned. Heldigvis kom der ingen modkørende.
Da jeg kom frem, viste det sig, at jeg alligevel ikke kunne få det samme værelse, så de havde givet mig juniorsuiten for i nat, og så skulle jeg flytte nedenunder i morgen. Dermed røg mine planer over bord, og jeg tænker om, jeg alligevel ikke skulle køre til Ronda i morgen? Nu må jeg se!

Udsigten fra suitens balkon var intet mindre end fremragende, Til den modsatte side, var der vinduer, hvorfra man kunne se ned i en lille gård, der så dejlig ud med sine røde blomster på buskene.

Jeg satte mig og nød udsigten en tid fra balkonen, og tog derefter en lur, inden jeg gik ned for at se på omgivelserne, hvor der var en have med tilhørende fin swimmingpool.
Medens jeg gik der, kom 4 kvinder ud og satte sig ved et bord med deres drikkevarer. De talte dansk, lød glade og feststemte, så jeg regnede derfor med, at det var sidste aften for dette hold, inden de skulle hjem. Jeg kunne derfor ikke dy mig for at gå derhen, præsentere mig og give udtryk for, at de lød som om, de havde haft et godt forløb, hvilket de bekræftede og sagde til mig, at det ville jeg ikke fortryde.

Meningen var så, at jeg ville have spist lidt i restauranten, men bestemte mig for at lade være, så holdet kunne få lov at feste i fred. Jeg var egentligt heller ikke sulten, og jeg havde et par boller i tasken, og jeg kunne lave kaffe eller te på værelse, hvor jeg så ville hygge mig resten af aftenen med lidt film og musik!

Cerro de Hijar – Kursusperioden – den 23.04.2019

Resten af mine kursusdeltagere skulle først komme ved 17-tiden, så jeg fordrev tiden indtil da med læsning, både på mit værelse, men også i de perioder, hvor vejret tillod mig at sidde ude ved poolen og nyde udsigten. Jeg spiste boller og fra kaffe på mit værelse, så jeg led ingen nød. Da jeg sad nede i dagligstuen, blev jeg bedt om at tage billeder igen af samme gruppe som igår , og det gjorde jeg ude i den lille gård de røde buske, som omtalte igår. De var stadigvæk glade, og da de gik ud til deres bus, ønskede de mig et godt ophold og en god ferie. Jeg skulle sende billederne med sms til den ene, som så ville fordele videre.
Min kursusleder, der skulle med dem ind til lufthavnen, hvor hun også skulle hente mit hold, kom også hen og præsenterede mig, og vi aftalte, at når jeg hørte hun kom tilbage og holdet blev bar deres ting ind, så skulle jeg dukke op og få lidt orientering sammen med dem.

Desværre kunne jeg ikke blive i det samme værelse, men måtte skifte. Jeg var ude af værelset kl. 11, tilbragte tiden i dagligstuen og ejeren Guillermo kom med en kom kaffe til mig og fortalte mig, at når mit nye værelse var klar, ville jeg få besked. Omkring kl. 14 fik jeg nøglen, og jeg blev glædeligt overrasket over det nye værelse. Det var meget mere lyst, og udsigten var smukkere. Rundt om døren hang vinranker, hvorpå de første drueklaser var afsat. Jeg fik tømt bilen og alle ting på nær campingudstyret bragt op på værelset.
Jeg lagde mig derfor op om eftermiddagen op på værelset og tog en lur, indtil jeg hørte deres ankomst, og 5 minutter senere gik jeg ned til dem. Vi samledes inde LO dagligstuen, eller loungen, som den også blev kaldt til et glas juice og lidt chips. Der blev ikke sagt så meget, andet end at vi spiste kl 19.30, så jeg smuttede op på værelset igen, glad over at jeg trods alt ikke var alene på holdet. Der var også en nordmand med.

Kl 19.30 samledes vi i restauranten, hvor vi præsenterede os for hinanden, men navnene blev alt ikke lige siddende med det samme. Vi var 16 på holdet, dertil rejseleder og instruktør.
Vi fik forklaret, hvordan drikkevarer skulle organiseres, hvorefter vi fordelte os ved 2 borde, og fik præsenteret maden af en af ejerne.
Til forret en salat med gedeost, til hovedret andelår med tilbehør og desserten kan jeg ikke lige komme i tanker om, for der der er gået 2 dage, siden oplevelsen. Men der er en god grund til at hotellet er med i Michelin-guiden, selv om det ingen stjerner har, for maden var intet mindre end fremragende, især andelåret, der blev serveret med en appelsinsauce og grønsagstilbehør. Det er noget af det mest lækre and, jeg nogensinde har smagt. På fuld højde med det, jeg fik i Beijing, da jeg var derovre i 2008.
Bagefter var vi 3, der spillede billard, nordmanden Svend og en af kvinderne, der hed Birthe. Kl 22 forsvandt vi i seng.

Kursusdag 1 – den 24.04.2019

Vi mødtes kl 8 i Yogasalen, hvor instruktøren Eva, fortalte kort om, at vi skulle lave mindfull yoga, en blid form for yoga efterfulgt af lidt mindfulness.
Øvelserne var ikke svære, så det gik godt, og hun havde en meget behagelig stemme. Da vi lå og slappede af til en kort kropsscanning til sidst, var jeg tæt på at falde i søvn (vågnede ved jeg brummede), i hvert fald havde jeg en kort drøm, dog uden jeg kunne relatere den til noget.

Derefter var der morgenmad, typisk spansk, som jeg kender det fra andre hoteller hernede: frugt, brød, yoghurt, skinke, ost, juice, kaffe….. meget traditionelt, men rigtigt fint. Det kan variere fra noget helt skrabet morgenmad til en meget stor buffet. Noget af det bedste ved stedet, er at det er friskbagt brød, nogle gange lunt endnu, og derfor meget sprødt og lækkert.

Efter morgenmaden kom den rigtige orienteringsrunde, hvor en af receptionisterne fortalte os om hotellets historie. Faktisk var det bygget i 1992 med det formål, at det skulle være et ungdomsherberg, men det blev det aldrig, og efter få år begyndte det at forfalde og lignede efterhånden en ruin. I 2003 købte 3 venner det med det formål at lave et gourmethotel, og noget af det første var at få installeret vand og el, og det var meget dyrt. Måske var det det, den tidligere ejer ikke fik gjort, fordi vedkommende løb tør for penge. Efter 2 dage vil jeg mene, det er lykkedes ret godt. Ud over gourmetmaden har de også fået lavet en udendørs spa-sektion og en swimmingpool. Så Cerro de Hijar ligner mere og mere en perle, også pga den flotte udsigt.
Derefter blev ugens reviderede program udleveret, ligesom rejselederen Charlott og Instruktøren Eva fortalte om dem selv. Begge havde meget forskellig baggrund, den ene stewardesse og den anden landskabsarkitekt, men begge brænder for Tid til Ros koncept med det de kalder KRON: kravfrihed, ro, omsorg, natur. Efter det fik vi en rundvisning på området. Resten af dagen var til fri disposition.
Ca. halvdelen af os mødtes til frokost, hvor jeg fik ravioli med indhold af oksehale. Det smagte fint.
Jeg skal lige fortælle, at årsagen til, der mangler billeder, skyldes de har et princip om, at vi helst skal lade mobilerne ligge på værelset, og så tager rejselederen billeder, som vi så efterfølgende kan downloade. Det synes jeg er meget godt!
Jeg brugte meget af tiden til at læse i Eckhardt Tolles bog: Lev efter Nuets kraft, som jeg selv havde megen glæde af for en del år siden i forbindelse med stress og udbrændthed.

Sent på eftermiddagen mødtes vi til 1 1/2 times introduktion til mindfulness og øvelse heri. Jeg har før gået på kursus i mindfulness, så der var ikke så meget nyt for mig, på nær at Eva gav en forklaring på, hvordan hjernens områder udviklede sig som følge af længere varende mindfulness. Det var meget spændende.
Derefter lavede Eva en kortere øvelse i mindfullness, hvorefter vi blev sendt til vinsmagning, der foregik i loungen, og som receptionisten Stephanie førte os igennem. Vi smagte en hvidvin og to rødvine fra området. De var af typen Crianza.
Til aftensmad fik vi kyllingespyd med grønsager og vanilleis med æblekage.

Svend og jeg ville igen have spillet billard, men et belgisk ægtepar have okkuperet det, så vi snakkede bare om løst og fast, men især om hjernens udvikling som følge af mindfulness.
Ved 22 tiden gik vi i seng.

Kursusdag 2 – Tolox – den 25.04.2019

Ligesom den foregående dag startede morgenen med mindfull yoga og den mindfullness øvelse, der hedder kropsscanning. Det var dejligt, og under den sidste øvelse faldt jeg ligesom dagen før i søvn og vågnede ved min snorken. Det er altså fantastisk svært at holde sig vågen, især når nattesøvnen ikke er optimal endnu, da jeg vågnede 3 gange, kl. 2, 4 og 6! Kl. 4 til lyden af kraftigt regnvejr, kl. 6 stod jeg op, badede og gjorde mig klar til yoga. Resten af tiden indtil kl. 8 skrev jeg dagbog.

Hotellet set fra vejen ned til Tolox.

Kl. 10.30 stod den på afgang til den nærliggende “hvide by” Tolox. Hvid, fordi alle huse blev kalket hvide. Et særligt andalusisk kendetegn. Byen har 2 tusind indbyggere.
Vi mødtes foran hotellet og delte os i 2 grupper. En, den første der afgik, og hvor vi var 3, kunne snakke og den anden nød stilheden ved at vandre. Vi mødte på vejen ned en observerende rørhøne.


Der var ca. 3 km ned til byen og efter 2/3 af vejen mødtes vi med Stephanie, dagens guide, og da var os 3 i første gruppe blevet indhentet. Sammen gik vi ned i Tolox.

Det første, der mødte os var det ovenviste maleri. Guiden fortalte, at hvert år har de en festival for kunstnere, der mødes og maler på byens hvide vægge, og de bedste får lov at blive stående.

En anden ting, der slog mig, og hvor byen adskilte sig fra alle andre byer, jeg har set hidtil i Spanien, var hvor velholdt alt var. Gader og stræder var fejede, der lå ingen plastik og andet affald og flød, og der stod masser af fine blomsterkrukker over alt. Skønt at se, hvor fint, der blev passet på byen.

Det er også, måske den flotteste, landsbykirke jeg nogensinde har været inde i dernede. Alt var utroligt velholdt og restaureret, og ingen lugt af indelukkethed. Så flot! På billedet er det deres skytshelgen, patron, San Roche, den gyldne figur, og man kan se på staven og de to muslingeskaller, at han har været på pilgrimstur. Muslingeskallerne var synlige flere steder, men jeg er ikke klar over her og nu, om en af de sydlige pilgrimsruter går forbi Tolox.


Efter rundturen i den gamle bydel fik vi lidt tid til at gå rundt på egen hånd, og det benyttede Svend og jeg mig af til at hæve penge ved en kontantautomat, hvorefter vi satte os op på det spisested, hvor vi skulle have frokost, der i øvrigt betyder morgenmad på norsk. Vores frokost er på norsk lunch! Medens vi ventede fik vi et glas øl.

Da vi alle var samlet, blev der sat to kander med øl frem og 2 kander med Sangria, og så blev vi fodret med en masse små tapaslignende eller pinchos lignende retter:
Ost og røget skinke
Flutes med marinerede sardiner
Mixed salat
Ristede blæksprutter
Ristet torsk
Ristet sardin
Svinekæber i karrysauce
Kaffe
Alt sammen meget lækkert!
Bagefter tog jeg sammen med Svend og Eva tilbage til hotellet i taxa, hvor vi også havde lidt indkøb med for vores kammerater, og så var det tid for en lur, men inden nåede jeg lige at bestille massage og en tur i spaen sen lørdag aften, så der forhåbentligt kunne kigges stjerner!

Jeg blev så glad, da jeg kom hjem og så at min gode ven Jørgen havde uploadet et billede af min have med alle kirsebærtræerne i blomst. Der er 11, og de vil være afblomstret, når jeg kommer hjem!

Til aftensmaden valgte jeg alligevel at tage billeder denne gang. Vi fik følgende:

Rejer i butterdej

Kogt torsk med kartoffelmos og grønt

Cheesecake
Alt smagte dejligt, dog syntes jeg cheesecaken var for tynd.

Efter middagen tog Svend og jeg en runde billiard, inden vi gik op i seng. Vi skulle tidligt op næste morgen og gå op til en top, hvor vi skulle lave mindfull yoga til solopgangen.

Kursusdag 3 – Mindfull akvalrelmaling – den 26.04.2019

Jeg sov gennemført dårligt i nat, fordi jeg var så øm i bagdelen efter nogle yoga øvelser vi havde lavet og turen ned til Tolox. Samtidig var der en hund, der blev ved med at gø, hvad den også fortsatte med gennem hele dagen, så jeg heller ikke om eftermiddagen kunne indhente, hvad jeg manglede.
Derfor kom jeg heller ikke med til en morgenmeditation, som skulle foregå oppe på en bjergtop i solopgangen. Jeg magtede ikke at stå op til det, så jeg valgte at gå til morgenmad kl. 9, hvorefter jeg opholdt mig i haven, fordi vejret er begyndt at arte sig bedre, med at læse i Eckhardt Tolles bog: Lev i nuet, som jeg læste færdig i løbet af dagen.

Ved 15 tiden samledes vi til et foredrag om mindfullness i hverdagen og arbejdslivet. Her tog Eva udgangspunkt i, hvilken gavn man havde, hvis man sørgede for at opholde sig i naturen i en kortere og længere periode hver dag. I det perspektiv gav vinterbadningen god mening, som jeg havde gjort sammen med Jørgen, Ole Peder og nok mest Uffe, fordi badningen havde så god en indvirkning på helbredet. I morgen vil jeg prøve swimmingpoolen, har jeg bestemt! En anden af pointerne var, at man skulle gå fra “ at hvad skal man nå at gøre” til “Hvordan vil jeg ha’ det”, og hun gav nogle eksempler på, hvad man kunne gøre.

Så blev der en pause, hvor jeg læste min bog færdig til en Aporol Spritz! hvorefter vi fik en times tid med mindfull akvarelmaling. Der er nok ikke gået en stor kunstner tabt i mig. Bedøm det selv, men afstressende var det! Efter dethavde vi 1 times pause, hvorefter vi skal hen at have en 5 retters menu, og vinmenu. Det bliver spændende!

Det blev megetspændende.

Vi startede med an appetitvækker, ost med kvæde gele, dertil en hvidvin.

Vinen til appetitvækkeren smage lidt i retning af Calvados. Den blev serveret koldt, og de fleste i selskabet gav udtryk for, at den passede fint til osten. Jeg var ikke så vild med den.

Derefter fik vi forretten.

Forretten var en canneloni lavet af aubergine og med indhold at spinat. Hvidvinen dertil var behagelig og mild.

Der kom to hovedretter. Den første var fisk og med samme hvidvin.

Fisken lå på en kompot at rød peber, til dels moset, men smagte meget delikat. Retterne er meget små, men lækre.

Den anden hovedret var stegt and med dertilhørende rødvin.

Til dessert fik vi det, hvad jeg vil kalde en Pinacolada med sorbets i bunden med dertilhørende hedvin.

Set over hele aftenen, så var mad og vin meget vellykket. Vinenes karakter findes også i Danmark, og det var ikke sådan, på nær appetizeren, at jeg følte trang til, at netop dem måtte jeg have med hjem. Men derudover vil jeg sige at vi havde en morsom og stemningsfyldt aften.

Kursusdag 4 – Tolox, massage og mindfullness – den 27.04.2019

I dag kunne vi sove længe, da morgenyoghurt var aflyst. De andre skulle ud at vandre, men Svend og jeg meldte fra, jeg fordi jeg ikke kunne gå 10 km, og Svend, fordi han savnede solcreme. så kl. 10 satte jeg GPS’en til og vi kørte derind.

Hertil skal jeg så tilføje, at Tolox ikke er en hvilken som helst by. Det er en by med ultrasmalle gader, der samtidig også er meget stejle, og nogle gange skal der lavet et hurtigt venstredrej opad, ligesom man er kommet rundt om et hjørne. Vi ville have været ind på et torv, men det lykkedes os ikke, så vi endte med at parkere på en større vej og gik derfra op i byen, hvor vi undervejs så flere flotte vægmalerier.

Man siger tit, at dansk, svensk og norsk ligner hinanden, men jeg kan mærke, at jeg ofte ikke får kommunikeret rigtigt ud, hvad mine mål er. Fx sagde jeg, at jeg bare ville ind at gå på de små gader, altså trisse rundt, og så regnede jeg med, at vi undervejs fandt et supermarked, hvor Svend kunne købe solcreme og jeg vand, ligesom jeg havde foreslået vi spiste frokost derinde. Og vi fik købt vand og solcreme, men det gik op for mig, at Svend ikke havde forstået, at vi skulle spise derinde, fordi på norsk hedder frokost lunch, og frokost på norsk er morgenmad. Jeg havde sat næsen op efter nogle dejlige blæksprutter, men det blev altså til 2 cola i stedet, hvorefter vi igen begyndte at køre hjem.
Men GPS’en havde valgt en vej, hvor jeg hele tiden måtte kringle mig rundt, indtil jeg kom til en vej, der knækkede, hvor jeg simpelt hen ikke kunne få bilen til at være, hvorefter jeg måtte bakke et langt stykke. Derefter fandt vi en anden vej…og kom hjem uden skrammer.

Svend og jeg havde bestilt massage midt på eftermiddagen, og medens jeg ventede, prøvede jeg, om jeg kunne fotografere sommerfugle, men nøjedes med at tage billeder af et udendørs yogahold bestående af mine medrejsende.

Da det blev min tur, spurgte den trivelige søde andalusiske massør om mine skavanker, og så gik hun ellers i gang, og så skulle jeg hilse og sige, at hun var grundig. Hun behandlede mine skuldre, mine hofter og mine lægge, og jeg følte virkeligt, det hjalp bare så meget, og hvis det gør, vil jeg være hende evigt taknemmelig.

Sidst på eftermiddagen fik vi gennemgået forskellige meditationsstillinger, og en meditation med fokus på pauserne mellem indånding og udånding, fordi Eva mente, at det tit var der tankerne indfandt sig. Eva er rigtig god til sine meditationer, for det gik pludselig op for mig, der havde taget mobil med derned, at der ville komme en notifikation om, at jeg skulle huske at få taget min hjertemedicin. Jeg havde godt nok slået mobilen fra, men jeg vidste ikke, om notifikationer fra kalenderen ville overrule funktionen, så de tanker, jeg havde omkring, hvordan jeg skulle sige undskyld give kvajebajer eller det der er værre, formåede hun at få til at gå væk, så jeg bare ville acceptere det, hvis mobilen gav lyd fra sig. Hun er meget dygtig.
At jeg så samtid ignorerede lyden, da køkkenet åbenbart tabte en masse service på gulvet med efterfølgende skrig og skrå, tjener også Eva til ære.

Senere på aftenen, kl. 21.30 skulle Svend og jeg i sauna og i udendørs spabad! Det var dejligt at ligge der og kigge stjerner, selv om vi nu mest kunne se Karsvognen. Det var meget afslappende, og måske var det derfor, jeg endelig fik en god nattesøvn.

Kursusdag 5 – Vandring og fodbold – den 28.04.2019

Jeg vågnede op til sen smukkeste morgenstund, og når vejret er, som det er nu, har jeg mindre og mindre lyst til at forlade stedet!
Vi startede med yoga og mindfullness, og vanen tro må jeg kæmpe for at holde mig vågen ved sidstnævnte aktivitet. Jeg har i flere dage brokket mig over manglende søvn, fordi der var en hund i nærheden, der gøede 24/7. Men de andre kan høre, når jeg er faldet i søvn, fordi jeg snorker, og i dag affødte det kommentaren, at jeg da vist kunne sove alle steder. Mine medrejsende er meget humoristiske, bestemt, og i dag har de annonceret gin og tonic kl 18.30 inden maden.

Efter morgenmaden skulle der vandres op i bjergene, og jeg havde besluttet, at jeg godt ville gå lidt med, måske motiveret af, at en af kvinderne var blevet skidt tilpas aftenen før, og hun ville også kun gå lidt af vejen, og så kunne vi passende følges. Jeg stoppede dog før hende, men vi aftalte, at vi ville spise vores madpakker kl. 13, hvorefter jeg påbegyndte nedturen.

Da jeg kom op på værelset ringede jeg lige lidt rundt for at høre, hvordan det stod til hjemme i Haderslev. De havde det alle godt, og jeg snakkede også med Jørgen, som fortalte, at han skulle til fodbold med Uffe og Helge på stadion. Jeg regner med, jeg kan streame kampen, ligesom jeg gjorde sidst.

Kampen mellem Sønderjyske og Vejle skulle helst vindes, men Vejle startede ud med velspillende angreb, som Sønderjyske havde svært ved at dæmme op for, hvilket også resulterede i et føringsmål efter et kvarter til Vejle.
Men hen mod halvlegens slutning sker det, der har ramt Vejle før, nemlig straffe og udvisning, fordi bolden blev forhindret i at gå i mål med spillerens hånd, selv om han nok forsøgte at komme ned og bruge hovedet. Straffesparket blev sikkert sat ind, og fra da af skiftede kampen karakter, og endte med en komfortabel 4 – 1 sejr til Sønderjyske, hvilket betød, at holdet var fri af nedrykningsfare og nu kunne spille med om en billet til europæiske fodbold! Det er fint, at jeg kan streame kampene via mit Yousee abonnement.

Kl 18.30 mødtes vi ude på plænen til en gin og tonic sammenkomst inden aftensmaden. Efter aftensmaden mødtes vi i loungen til optræden i andalusisk stil med en guitar spiller og hans sangerinde. Det er ikke nødvendigvis alt musik man kan lide, og dette her havde jeg det lidt svært med i starten, men så fangede jeg nerven i den, og så blev jeg grebet af det. De var unge, og han var særdeles dygtig på sin guitar, og hun, slank og mørkhårede, iklædt en flot prikket kjole, trådte mere og mere i forgrunden efterhånden som programmet skred frem. Hun startede med at akkompagnere hans guitar med tydelige og faste klap i takt med musikken og små tilråb, hvorefter hun overgik til sang sluttende i, at hun gik frem på gulvet og udførte nogle appelagtige dansetrin, og hun gjorde det på en meget passioneret måde, og jeg forstod og tolkede, at det drejede sig om en stolt kvindes forhold til kærlighed, afvist eller opnået, i sangene. Meget fin optræden. Jeg håber, at når Tid til Ros billeder bliver tilgængelige, at jeg kan indsætte et billede af det.

Jeg sov godt den foregående nat, fri for hundens gøen, så jeg tænkte, at det ville jeg nok gøre igen, og faldt hurtigt i søvn.

Min europæiske kulturtur – Uge 2!

I dag kørte jeg til Gardasøen, og først til en lille halvø, der stikker ud i søen, og hedder San Viglio. Jeg vandrede derned fra parkeringspladsen, og ved restauranten, del lå helt nede ved egen lille havn, fik jeg en Aparol Spritz igen under det ikke udvoksede druepergola. Et dejligt og idyllisk sted, hvor en fotograf stod med dit udstyr ude på molen og tog billeder af mig og min drink til en turistreklame, mens jeg slappede med udsigten til den skønne sø!

Det, der meget præger området er olivenlunde og ikke så meget vinmarker. Det skyldes, har jeg læst, at der er mere udkomme af andre afgrøder. Dog kom jeg forbi enkelte vingårde! Trafikken er enorm, og det er med at have en øje på hver finger og helst to i nakken for ikke at komme galt af sted, så der er sikkert flere end jeg opfangede! Vindistriktet, som jeg kører igennem, hedder Lombardiet, og jeg mindes ikke at have smagt vin derfra, men den skulle efter sigende være god nok!

Derefter kørte jeg ned til sydenden af Gardasøen til Sirmione, en anden lille halvø, der stikker ud i søen. På det tyndeste stykke er der placeret en borg, og jeg var derfor nød til at sætte bilen og gå resten af vejen ud til den romerske villa, jeg gerne ville se. Jeg forstår ikke italiensk, men jeg kom til st købe en parkeringsbilletten for et helt døgn! Så længe havde jeg dog ikke tænkt mig at blive! Det er faktisk et problem mange steder, at turisterne bliver ladt i stikken, når alting kun står på italiensk! Det må de kunne gøre bedre.

Ved en lille bar gik jeg noget koldt at drikke, og da jeg fik en lille skål bisquit lykkedes det meget at fodre gråspurve, der fløj op og tog det ud af hånden på mig! Mens jeg sad der i skjorteærmer erkendte jeg, at jeg endelig var kommet ned til solen, varmen og foråret! Dejligt!

Derefter betalte jeg entré og vandrede gennem en par ud til den romerske villa. Sidste år var jeg i Pompeji og så ruinbyen der. Men ingen af villaerne her, kunne måle sig i størrelse med den her. Den var kæmpestor. Villaen blev kaldt Grotte de Catullo, men der var ingen grotte. Navnet stammede fra dengang, hvor villaen var blevet genopdaget, var der en, der havde syntes, at når han gik rundt dernede, så var det som at gå i en grotte. Af en eller anden grund var villaen k.un i brug i 300 år, så blev den forladt. Det betød, at man begyndte at nedbryde den, så materialerne kunne bruges til bl.a. Borg og bymur. Men den må virkelig have været flot, som den lå der på spidsen af halvøen.

Der var nogle forslag til, hvem der kunne have bygget den, men i realiteten kan det ikke bestemmes. Der findes kun gisninger om det.

Inden jeg tog væk og hjem til mit værelse, spiste jeg en dejlig pizza og fik et lille glas Valpolicella Ripasso. Derefter kørte jeg hjem, hvor det lykkedes mig at streame fodboldkampen mellem Sønderjyske og AGF, men det var ikke sjovt, for Sønderjyske tabte igen igen…… Medens jeg så kampen, ringede først min ene søn, og derefter min søster. Helt hyggeligt at høre lidt hjemmefra.

Barolo – den 16.04.2019

Jeg stod tidligt op, fik lidt af Alexandros’ toastbrød, marmelade og kaffe. Hvor har det bare været fint. Jeg har ikke behov for de store morgenbuffeter. Bare lidt småt til at starte dagen på er fint for mig. Bagefter pakkede jeg sammen., og sagde farvel til Alexandros stedfortræder. Jeg ville ikke vente på at Alexandro kom tilbage. Jeg ville afsted.

Jeg hentede bilen på parkeringspladsen og fandt hurtigt motorvejen. Jeg har tidligere skrevet, at man skal have et øje på hver finger og helst to i nakken, og i dag gjorde jeg en ny erfaring. Motorvejen er tresporet, trafikken er stor, og jeg vil helst ligge i midtersporet, så jeg blinkede til venstre, da der kom en åbning, og jeg giver lige lidt tid, så de bagvedkommende kan se, hvad jeg agter at gøre. Der vargod plads, og jeg trak ud, men samtidig var der er stor lastbil med trailer, der havde ligget i 3. spor, der uden forudgående varsel trak ind i mit påtænkte spor. Heldigvis havde jeg kun påbegyndt, og derfor nåede han at smutte ind foran mig. På det næste lange stræk kunne jeg se, at det var mere undtagelsen end reglen, at italienerne skiftede spor uden at blinke. Så jeg begyndte at lægge mærke til mønsteret. Lå der 3 lastbiler tæt på hinanden, kunne jeg være sikker på, at en, måske 2, ville begynde at overhale, og så var det en god idé lige at afventeeller også trække i 3. spor, hvis muligheden var til stede. Da jeg forlod Verona og vel også Milano området og kom ind i Torino strækningen faldt trafikken mærkbart.

Jeg havde valgt en vingård i Piemontedistriktet efter anbefaling fra hjemmesiden in-Italia.dk, fordi vurderingerne var meget positive, samt at der var mulighed for restaurant og vinsmagning. Jeg havde derfor sat gps’en efter den. Den hed “Agriturismo Bevione Davide”. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg ville komme igennem byen Barolo. Et kendt rødvinsmærke i Danmark, men ofte tror jeg den står i skyggen af en Amarone. Jeg kunne selvfølgelig ikke bare køre forbi, men fandt en parkeringsplads og gik op i centrum ved borgen, der var central i forhold til Baroloen, og som også indeholdt et vinmuseum. Jeg gik derind, løste billet og vandrede rundt fra øverste etage, hvor der var en fin terrasse med udsigt over dalen, og ned gennem etagerne. Når jeg tænker på, hvor fine museer jeg har set tidligere, må jeg sagde det var en skuffelse. Der var selvfølgelig en gennemgang af vinens historie, som var ok, men derudover var der en masse filmforevisninger, som alle var på italiensk. Men det bedste var, da jeg kom til et rum,hvor de hyldede vin og film, at se en italiensk plakat for den danske film Babettes gæstebud, på Italiens selvfølgelig. Da var jeg lidt stolt!

Derefter spiste jeg frokost, hvor jeg fik lidt ravioli, som smagte himmelsk. Ikke nogen stor portion, men passende for mig, og jeg drak selvfølgelig et glas Barolo dertil. Bagefter gik jeg ind i en vinbutik, hvor jeg endte med at købe et par flasker, som jeg bar forsigtig under armen ned mod bilen.

Undervejs stod et ældre ægtepar og spærrede vejen, medens konen fotograferede. Jeg stoppede, for at give hende lov til at tage fotografiet. Hendes mand henvendte sig til mig på italiensk, men det kunne jeg ikke, så prøvede han med fransk og vi blev enige om engelsk. Så fortalte han, at de var et russisk ægtepar, der havde boet mange år i Italien. Jeg ville have spurgt ham om, hvorledes det var gået til, men han gik straks videre. Det hans kone ville fotografere, var en slidt fresco på hushjørnet, hvor Madonnaen bar Jesus som barn, og så han havde set mig komme bærende på de to flasker, forsigtigt som om det var to spædbørn. Det havde han godt kunnet lide. Så fortalte han, at hans kone var maler, og hun kopierede det hun så, og derfor overvejede hun at male en kopi, af det billede på væggen. Manden fik hende til at vise mig hendes tidligere arbejder, og hun var faktisk dygtig. Billedet var flotte, men hun malede dem ikke for at sælge. Hun var blot dedikeret til det! Derefter tog vi afsked, og jeg gik ned til bilen, og kørte videre.

Efter Barolo var der kun 20 minutters kørsel til min vingård, og da jeg kom ud til de små veje, kom det jeg allerbedst kan lide ved Italien. Husene, de småbyer på bakkerne, den forårsdrømme bevoksning. Vinstokkene var kun lige begyndt at sætte blade, men det kunne hurtigt ændre sig med den kommende varme, som i dag nåede op på 18 grader. Jeg nåede min vingård, og værten tog imod mig ude på vejen. Han viste mig værelset, gav mig nøgler, og forklarddemig, hvor morgenmaden skulle indtages. Jeg spurgte efter restauranten, men den holdt han lukket, fordi konen arbejdede langt væk. Han beklagede det, og jeg måtte så senere tage ned i byen, hvilket jeg ikke kom til at fortryde.

Jeg tog de ting, jeg skulle bruge med ind, og forsøgte at sove, men kunne ikke falde i søvn. Så satte jeg mig ud i en liggestole d et tæppe omkring mig for at nyde den sidste sol, men den forsvandtdesværre hurtigt. Så lagde jeg mig ind igen, men satte min lille rejsehøjtaler til at spille musik fra mobilen, og så lagde jeg mig igen med mobilen til at vække kl. 19, for da åbnede den restaurant, jeg havde udtænkt mig. Til den gode musik faldt jeg hurtigt i søvn.

Ved 19 tiden var jeg på vej ned efter restauranten, som jeg fandt på 5 minutter. Den hed Osteria Il Torchio, og så snart jeg kom indenfor blev jeg velmodtagne og fik hurtig et bord, samt menukort. Medens jeg studerede det, dukkede der en kurv med brød og en tallerken med lidt pizzalignende småguf, samt en flaske vand.

Det er selvfølgeligt svært at forestille sig, hvad man får, men jeg udgangspunkt i valg af forret efter frokosten. Jeg valgte risotto med rødvin til forret, grillet oksebøf iskiver, chautobriand style, og en lille flaske vin. Man kunne åbenbart ikke købe glas. Den hed Langhe Nebbiolo og viste sig at være udmærket. Jeg var trods alt nød til at tænke på, at jeg skulle køre bil, hvad tjeneren beklagede, da jeg gestikulerede det. Han syntes, at jeg fik for lidt vin ud af det, og jeg ville da gerne have smagt andet, men så havde det været i hele flasker.

Medens jeg sad og ventede, men også da jeg spiste, kom der hele tiden nye mennesker til, og hver gang blev de modtaget med smil og velvillighed, som om de alle var gamle venner. Tjeneren tog også straks imod deres jakker, som blev hængt på bøjle, hvorefter gæsterne blev anvist et bord. Jeg fornemmede helt klart, at det var en populær restaurant, men så tænker jeg, hvordan kan det være, at sådan en lille by, kan have en så god restaurant, for det var mit indtryk fra nettet, at de lå som perler på en snor, og det var helt klart ikke turister, der fyldte den, og så på en tirsdag aften. De tre tjenere skal også have ros, for al gang overfor gæsterne foregik næste i løb, som om de kun havde én gangart. Ikke noget med nedladenhed eller laden stå til, som jeg har oplevet andre steder. En skøn kvindelig kok med hvid dragt, der syntes al for stor, hat på og kæmpestore hvide briller med tykke glas, kom af og til ind til baren for at snakke. Hun havde plastikhandsker på, som man bør ha’, når man arbejder med mad. Det var også et plus. En dag så jeg i Menu i Haderslev en ekspedient lave sandwich, hvor hun stak de bare hænder ned i en pose med skåret salat, som hun fyldte i sandwichen. Det syntes jeg ikke er i orden, især ikke, når der var mulighed for at bruge handsker, for de var der jo.

Så kom maden, først forret og så hovedret. Havde jeg vidst, hvor stor en portion jeg fik, ville jeg nok have valgt noget andet, men smagen var der ikke noget i vejen med. Risottoen smagte virkelig lækkert. Hovedretten var velstegt og kødet smagte fortræffeligt, og så var pænt serveret, synes jeg.

Når så vinen også smagte godt, og stemningen var i tops restauranten, så kunne det ikke blive bedre. Mæt kørte jeg hjem, og parkerede ved siden af den anden danske bil, som jeg ikke har fortalt om endnu, men da jeg ankom, fortalte værten, at den kommende uge, var danskernes ferieuge, så da ville han få besøg af flere danskere bl.a. i dag, så vi er altså flere, der læser den danske hjemmeside….

Avignon – den 17.04.2019

Efter morgenmaden pakkede jeg sammen, ryddede lidt op i bilen, og havde besluttet mig for at køre til Avignon i stedet for Arles. Det store amfiteater her, var jo ikke nyt for mig. Jeg havde set et i Verona, så jeg ville hellere se Pont du Gard ved Avignon, som er en gammel romersk ækvadukt, der samtidig var en bro. Ækvadukter byggede man for at føre vand fra kilder ind til byen. Dette bygningsværk er enestående.

Det ligner skyer, men det er altså bjerge.

Den første del af turen karakteriseredes ved flotte udsigter til sneklædte bjerge i baggrunden og et forårsgrønt landskab foran. Foråret er langt fremme hernede, og jeg har kirsebærtræer, der allerede er afblomstret, modsat dem der står hjemme på Kongevej og sikkert først er i gang nu. Jeg kom ned fra bjergene, og det azurblå middelhav bredte sig ud for mig for derefter at ledsage mig, mens jeg erobrede den ene tunnel og bro efter hinanden og hen over grænsen til Frankrig, indtil vejen før Marseilles drejede ind i landet mod Lyon. Motorvejene var betalingsveje, så de har efterhånden tjent godt på mig. Jeg drejede af mod Avignon og kørte gennem byen mod Pont du Gard, for mit hotel lå næsten ved siden af. Det hed “Le Castellas Hostelleries” og lå i den lille by Colliias, og da jeg kom til den gik min gps i udu, for den førte mig rundt i de mest smalle gyder, jeg nogensinde har kørt, selv når der var indkørsel forbudt skilt. Nu så jeg så franskmændene køre ned af dem, og min frisør gav mig et godt råd, når man kører i udlandet: gør som de lokale. Jeg spurgte flere, for jeg vidste, at det skulle ligge et sted, og til sidst hjal en ung mand mig derhen. Hurra, hvor blev jeg glad! Fik parkeret bilen og gik ind.

El lille sød kvinde kom ud til mig, og jeg fortalte, hvem jeg var, og at jeg havde reserveret et værelse. Det kunne hun ikke forstå, for det mente hun ikke. Jeg viste hende reserveringer, men det er lidt svært, når man kun kan fransk. En anden sød ung kvinde kom til, og hun kunne lidt engelsk, også lykkedes det at få mit værelse. Jeg fik 2 kort udleveret, der virkede til parkering, hoveddør og lys. Den unge gelejdede mig op til parkeringen og viste mig, hvordan jeg brugte kortet, og så fik vi bilen parkeret. Derefter fik jeg værelset, et flot dobbeltværelse med to badeværelser og lille altan. Derefter ville jeg gerne benytte deres swimmingpool, som de viste mig ude i haven, og satte spa-delen i gang. Jeg klædte om, fik en øl serveret og så var det ellers bare at hoppe i det opvarmede vand. Jeg svømmede lidt rundt, nød spaen, gik op og nød de sidste stråler i en liggestol med den kolde øl. Livet er bare skønt!

Desværre kunne jeg ikke spise aftensmad i deres restaurant. Jeg blev nød til at gå lidt ned ad gaden, men morgenmad kunne jeg få, og det var da ok! Så nu vil jeg gå ned at spise, og bagefter vil jeg se det nye afsnit af Game of Thrones, hvis jeg kan få streamingen til at virke!

Da jeg gik ned til den restaurant, jeg ville spise på, gik jeg forbi en bar, som jeg troede var en bule. Der skulle jeg ikke ind.
Men jeg kunne ikke finde min restaurant og GPS’en var til ingen hjælp. Intet passede, så jeg endte med alligevel at gå tilbage til baren, der hed “
Le Bajana” Nøjagtigt som jeg tidligere har beskrevet, kan husene se slidte ud ude fra, men når man kommer inden for, så bliver det noget helt andet. Grunden til, jeg troede det var en bule, var fordi der sad 3 personer rundt om en tønde og indtog et eller andet. Men ca. To meter inde var en glasdør, og jeg kunne se ind i det mest hyggelige og stemningsfyldte lokale, som jeg sjældent har set, hvilket bl.a skyldtes de lyse hvælvinger. Lokalet var ikke stort, måske plads til 24 personer. Jeg fik anvist et bord, fik menukort og vinkort, som jeg lige kunne orientere mig i. Værtinden kunne lidt engelsk, så da jeg fik nogle sorte oliven i en lille skål, kunne hun forklare mig, at de var marineret i fennikel og olie. Jeg var helt vild med dem. De havde en fantastisk smag. Det vil jeg prøve at lave, når jeg kommer hjem.

Til forret fik jeg “Terrine de salmon”. Det var en lakseterrine, der blev serveret med en dressing, hvis ene bestanddel var sød fransk sennep, måske blandet op med olie og mayonnaise. Så fint!

Til hovedret fik jeg “Fricassé de volaille en croutoner de créme de pélardon. Légumes de saison & ris” Det var kyllingefricasse i sauce af cremet gedeost, dertil grøntsager efter sæson og ris. Kyllingefricasseen under låg af butterdej. Det var også en dejlig ret, og især saucen smagte himmelsk!

Til dessert fik jeg “Café gourmand og assiette de fromages”. Det var en lille skål med chokolademousse, og det var lidt bastant. Jeg troede, det var lidt ligesom en citronfromage, fordi jeg havde set, hvad en anden fik. kaffen var nok den mindste krop, jeg nogensinde har fået! Men alt i alt en dejlig og overraskende aften.

Pont du Gard og Bassagoda Camping, Spanien – den 18.04.2019

I dag til den romerske akvædukt Pont du Gard, som jeg tit har set billeder af, og romerriget har altid fascineret mig. Derefter kører jeg over grænsen til Spanien, og altså ikke ind i Avignon, for at bo på campingpladsen Bassagoda Park i håb om, at jeg kan få lov at se Mælkevejen i stjernekikkerten i deres observatorium. Grunden til de har et observatorium er, fordi området ikke er lysforurenet. Derudover skal jeg for første gang bo i telt. Det er længe siden, jeg gjorde det sidst, og det var på Tønder Festival.

Pont du Gard og Camping, der ikke blev til noget – den 18.04.2019

Dagen startede med fuld sol, så jeg havde er dejligt besøg ved den imponerende akvædukt Pont du Gard, der ud over at skulle lede vand også var en bro. Efter at have nydt byggeriet gik jeg tilbage til et museum, der var virkelig interessant, fordi det beskrev alle sider af byggeriet, både med tekst og med fysiske udstillinger. Hvad jeg fandt meget interessant, var en gennemgang af de forskellige akvæduktyper, der førte vandet 50 km fra Uzés til Nimes. Dagligt flød der ca 22.000 l vand i den. Sikke et byggeri. Ud over at vise de forskellige typer, var der til hver enkelt et billede af, hvordan det ser ud i dag og en forklarende tekst. Tænk sig, en meget lang og stor akvædukt var 99,9 % forsvundet i tidens løb.

Derefter begyndte jeg at køre mod Spanien, men jo mere sydpå jeg kom, desmere overskyet blev det, så da jeg kom over grænsen, og nærmede mig det punkt, hvor jeg skulle dreje ind i landet, revurderede jeg min beslutning om at køre op til campingpladsen med observatoriet. Det gav ingen mening at forlade ruten, når jeg alligevel ikke kunne se nattehimlen. Jeg besluttede i stedet at køre til Girona.

I Girona fandt jeg et hotel med tilknyttet parkeringskælder. Satte bilen og indlogerede mig og gik ud i byen for at få noget at spise. Først gik jeg gennem de smalle brostensbelagte gader op til den lille tapasbar, jeg har brugt de andre gange, jeg har været i Girona.Men desværre var den lukket. Så gik jeg ned mod mit hotel, hvor jeg vidste, der lå en god restaurant. Men fordi jeg kom fra en anden side, kunne jeg ikke lige finde den, og tilfældigvis kom jeg forbi en lille restaurant, hvorfra der lød jazzmusik. Det følte jeg mig tiltrukket af og besluttede at spise der i stedet. Restauranten hed “Le Penyora“.

Som appetizers fik jeg en lille ristet kammusling med et miniglas suppe. Til forret blæksprutte, og til hovedret boeuf bourguignon. Alt meget velsmagende og skyllet ned med min yndlingsdrik Cava. Så var dagen forbi, og det var tid til at komme hen at sove, så det gjorde jeg.

Valencia – den 19.04.2019

Jeg sov dårligt i nat, og klokken 5 vågnede jeg og kom pludselig i tanker om, at jeg måske havde glemt at slukke køleboksen, og jeg så mig selv stå der uden strøm om morgenen. I tøjet, ned at snakke med receptionen. Jamen du kan godt komme derned, du skal bare bruge det magnetkort du har fået! Men det har jeg lagt i bilen, men kan jeg godt komme derned? Ja, gå du bare derhen. Mig afsted, der var ikke så langtheldigvis, men selvfølgelig kunne jeg ikke komme derned. Jeg traskede slukøret tilbage og kunne gå i seng igen. Måtte vente til de åbnede kl 7. Men jeg kom ikke derhen før 8.30. Jeg havde indset, at det ikke var sikkert, den var tændt, og var det gået galt, så var der jo vejhjælpen, jeg måtte ty til.

Men den var ikke tændt, og jo, men stikket har let ved at falde ud, og det var det, der var heldigt for mig. Jeg pakkede mine ting i bilen, kørte om og tankede. Fik caffe latte og en croissant normal, og så var humøret på plads, lige ind til jeg var 100 km fra Valencia og konstaterede, at vejrudsigten havde ret: regn og blæsevejr. Ca. 40 km før bestemte jeg for at køre ind på den næste rasteplads og atter revurdere en situation. Jeg var træt fra natten, det regnede, og jeg orkede ikke byvandring i Valencia, så jeg valgte et strandhotel syd for Valencia, der så fint ud, og hvor aftensmad og morgenmad var inkluderet i værelset. Så ville jeg bare slappe af, få en lur, og så være frisk i morgen. Knust service og råbende unger fik mig skyndsomt til at fortrække.

Jeg talte også mine dage, og tog en vurdering på Maps, og det viste sig, jeg kunne køre ned på mit kursussted på ca 6 timer, så jeg havde altså 4 dage til resten. Jeg tænkte derfor på Cartagena og Granada/Cordoba som mellemstationer. Nu vil jeg ha’ en lur inden aftensmaden.

Thermal bad og Granada den 20.04.2019

Jeg begynder at længes efter Verona og de to nætter, jeg sov hos Alexandro, for i nat vågnede jeg kl. 2 til, råben, skrigen og høj musik fra det underliggende diskotek, så hele hotellet rystede, selv om jeg havde værelse på 6. etage. Men det lykkedes mig at falde i søvn igen.

Inden jeg gik ned at spise revurderede jeg min situation igen. Cartagena havde også dårligt vejr, så det gad jeg ikke rende rundt i, og så kom idéen med thermal bad. Jeg fandt et sted vest for Murcia i Archena. Det så lækkert ud. Desværre kunne jeg ikke booke værelse på det tilstødende hotel, men jeg kunne godt komme ind alligevel, så det vil jeg prøve, og bagefter vil jeg køre til Granada, hvor jeg har booket to nætter, så jeg kan se Alhambra i morgen. Bagefter 1 nat i Malaga og så dag efter til Tolox, hvor mit kursus begynder. Sådan! Min plan holdt hele vejen derned.

Der er ikke så meget at fortælleform i dag. Kørte det meste af tiden i regnvejr. Slap for vejafgifter. Spiste billigt på hotellet. Var selvfølgelig inde i badelandet, men DTU var mest for familier, men fik da nydt boblebadet og river stream. Det viste sig, jeg skulle op med pungen, hvis jeg ville have adgang til citron- og saltbade, mm., men så skulle jeg have boet på et af de 3 hoteller, der var tilknyttet. Tiden løb, og jeg ville gerne nå Granada.

Jeg fik vældig hjælp at receptionisten om, hvordan jeg bedst kunne komme ind at se seværdigheder i morgen, men han mente Alhambra ville blive svært, men jeg kunne ikke bestille billet forud, for jeg vidsteikke, hvornår jeg ville være der, så det må komme an på en prøve i morgen. Det er trods alt april, og turismen drikke helt vågnet.

Det sidste, jeg har gjort er at bestille overnatning på hotel “Cerro de Hijar“, som er det sted, hvor jeg skal på kursus. Tænkte det var godt at komme dagen før og få alting på plads. Derfra kan jeg godt nået køre til Ronda. Det gode er nu, at jeg har været nød til at køre efter en plan, for at være sikker på at nå derned. Efter kurset kan jeg være mege frigjort og bare tage hver dag, som det kommer.

Granada – den 21.04.2019

På billedet her fra mit værelse om morgenen, kan man se de stadig sneklædte bjerge i baggrunden omkranset af et skydække, der dog ikke er så tungt, som igår. Ifølge min vejrudsigten vil der også komme perioder med sol og en smule regn, men når det sidste falder, så er jeg formentlig hjemme på værelset og se fodboldkamp mellem Sønderjyske og Horsens, som vi helst skulle vinde. Men først skal jeg prøve, om jeg kan komme ind på Alhambre!

Efter råd fra receptionisten tog jeg metroen ind til byen. Egentligt er det en blanding mellem sporvogn og metro, for kun en lille del af ruten, foregår under jorden. I hvert fald fungerede det fint med billetkøb og tur frem og tilbage. Det er ikke første gang, jeg bruger offentlige transportmidler i Spanien, og jeg synes faktisk, at det er noget det har fået til at fungere godt. Ligesom de fleste af deres veje også er i god stand uden for byerne. Billetpriserne er også billigere end i Danmark, synes jeg.
Jeg synes faktisk også, når man er turist, at der ligger en opgave i at lære, hvordan transportsystemet fungerer. Jeg ved, at det bliver bøvlet at finde parkering i den indre by som regel. Derfor er det godt at have kendskab til busser og metroer, og så slipper man også for at stresse, når vi er mange biler, der skal samme vej, og man så skal kæmpe sig frem til den rigtige afkørsel eller man kører forkert, fordi man ikke får kigget ordentligt efter sin gps.

Jeg gik op fra metroen, kiggede på mit bykort og ville vandre op til Alhambra. Undervejs gik jeg ind på en lille café. For at få morgenmad. Jeg har ikke morgenmad med i min værelsespris denne gang, og jeg synes faktisk også tilkøb af morgenmad er for dyrt i forhold til, hvor meget jeg egentligt spiser. I da fik jeg to halve flutes med skinke, en café con latte og et glas friskpresset juice. Derefter gik turen gennem byens centrum og op til Alhambra. Der var en tæt strøm af mennesker op og ned fra paladset.

Da jeg endelig kom op, satte jeg mig på en bænk, og her blev jeg opmærksom på, at der sad et lille egern i træet lige over mig og guffede løs frugterne, bærrene eller hvad det nu var, den åd. Den var overhovedet ikke sky, selv om der var masser af mennesker, der gik forbi under det.
Desværre var der lukket for køb af individuelle billetter. Jeg ville så prøve over Internet, men der lå en besked om, at der ikke var adgang for individuelle personer i dag på grund af påsken, da det åbenbart udgjorde en sikkerhedsrisiko. Så der var ikke andet for end at gå ned igen, men jeg blev enig med mig selv om at prøve igen i morgen tidlig, men så kører jeg op til stedet denne gang. Bagefter vil jeg nemlig køre til Tolox, som er det sted, hvor jeg skal en uge på kursus.

Jeg vandrede ned gennem byen, der var fuld af mennesker. Jeg kom til en plads, hvor 2 piger og en dreng spillede fodbold. Jeg satte mig på en bænk, og betragtede deres leg, hvor efter jeg konkluderede, at den måde de gjorde det på, havde jeg selv gjort som barn. Jeg tror vi kaldte: Hvem skal stå i midten, og så gjalt det om, for de to på fløjene at få bolden forbi. Gjorde man. Ikke det, så røg man i midten.
På pladsen så jeg også akrobater, en karrusel og en Mickey Mouse, der solgte balloner pustet op som figurer. Det var vist en god forretning!

Jeg kom tilbage til metroen, og snart var jeg tilbage på hotellet, og så ville jeg streame fodboldkampen mellem Horsens og Sønderjyske. Heldigvis vandt Sønderjyske og fik vigtige point i kampen om at undgå nedrykning.

På vejen hjem kom jeg forbi noget vand- og elinstallation, og jeg tror vi skære glade for, at vi bor i Danmark, for som man ser på billedet, kan hvem som helst slukke for vandet. Man skulle synes, at der må være alle tiders muligheder for en iværksætter på området hernede, hvis man har uddannelsen.

Min europæiske kulturtur – Uge 1!

Desværre havde jeg ikke taget højde for, at min blog ikke kan redigeres fra min iPhone eller iPad, men kun fra PC. Derfor flytter jeg indholdet herover. Når jeg kommer hjem, så lægger jeg det over til det andet! Så følg med på Kongevej.net i stedet.

2019 – Min europæiske kulturtur

Oprindeligt var tanken, at jeg skulle gå Camino fra St Jean Pied de Port i Sydfrankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, men desværre blev det ikke i denne omgang,  da jeg ikke går så godt lige i øjeblikket. Men tiden var afsat, og i starten vaklede jeg mellem en tur til Grækenland og en tur til Spanien.

Jeg ville til Grækenland, fordi jeg ønskede bl.a. at se nogle kongegrave fra Alexander den store tid, Athen og Sparta, men så faldt jeg over et lille selskab: “Tid til ro“, der afviklede retrætekurser rundt i verden, og jo mere jeg læste, des mere blev jeg tiltrukket af det, og så kom idéen med at tage afsted i 5 uger, og så bruge den 3. uge på et kursus i Andalusien, nær Granada i Sydspanien, og herefter faldt turen nærmest på plads af sig selv.


Der var mange ting i Europa, jeg gennem årene havde været fascineret af, og som jeg gerne ville se, så de blev ligesom fixpunkter,.

En af mine punkter er også et ønske om at bruge det tysk og spansk, jeg har lært. Tysk er ikke noget problem, det har jeg inde på rygraden, men de sidste par år har jeg også gået til spansk, og jeg håber derfor lejligheden vil byde sig til, at jeg kan få det udviklet gennem små samtaler med de mennesker, jeg møder undervejs. Men læs selv, hvordan det gik!

Som jeg skriver ovenfor, så er et af mine mål at deltage i ovennævnte retræte, og derfor var jeg nød til at fastlægge ruten ned gennem Europa trirn for trin, så jeg var sikker på, at når derned til tiden,men også at jeg stadig have plads til at blive på et sted i flere dage. Jeg ville heller ikke have det sådan, at jeg skulle køre vildt langt på nogle dage. Det skulle fordeles rimeligt.
Jeg har også brugt tiden på at se rejsefilm på Youtube, så jeg kunne danne mig et billede af, hvad jeg skulle lede efter, når jeg kom frem. Jeg tager ikke computer med, men kun min mobil og min iPad, så jeg kan opdatere bloggen, men også have en større skærm at søge på end mobilens. Noget jeg har gjort ved tidligere lejlighed.Haderslev – Lørdag den 06.04.2019Der er nu gået en uge, som jeg synes har været lidt stressende, hvad der også kan anskues ud fra billedet af mit udstyr, der startede med at stå nogenlunde velordnet. En af årsagerne var, at jeg skulle nå så meget med hus og have, inden jeg tog afsted. Det handlede altså om prioritering.Men i den forløbne uge har jeg nået meget:
Jeg har booket hotel i Hamborg og Berlin. Sidstnævnte sted fandt jeg ud af, at hvis jeg bookede over Riiskov rejser, så ville jeg få meget mere med til næsten det halve af prisen på Booking.com. Derom senere.
Jeg fik lavet en aftale med en gammel klassekammerat fra min studietid på Haderslev Seminarium, Martina, som vil hente mig på hotellet og tage mig med ned at spise på en portugisisk restaurant, for som hun skrev: “Kan du lide fisk, fisk, fisk!” – Og det kan jeg heldigvis. Det glæder jeg mig vældig meget til.
Jo mere, jeg arbejder med turen, des mere finder jeg ud af, jeg vil opleve. Det skal nok blive godt!Hamborg – den 08.04.2019Det tog lidt tid at få pakket bilen, men ved 13.30 tiden drog jeg af mod Hamborg, og jeg ville ramme hotellet kl. 16, hvilket jeg også gjorde. Alt klappede, trafikken var til at holde ud, og det viste sig, at parkeringen foregik i kælderen under hotellet. Det var jeg meget tilfreds med, for med alt det, jeg har med i bilen, så følte jeg den bedre beskyttet.

Hotellet hed Michaelis Hof, og så ud til at være ejet af et katolsk academi, og det viste sig at være velholdt og pænt indrettet. Det ligger i bydelen Neustadt, ca. et kvarters gang fra centrum og “Miniatüre Wunderland”, som jeg vil ned at se i morgen formiddag, inden jeg kører videre til Berlin.
Alt klappede, trafikken var til at holde ud, og det viste sig, at parkeringen foregik i kælderen under hotellet. Det var jeg meget tilfreds med, for med alt det, jeg har med i bilen, så følte jeg den bedre beskyttet.
Hotellet hed Michaelis Hof, og så ud til at være ejet af et katolsk academi, og det viste sig at være velholdt og pænt indrettet. Det ligger i bydelen Neustadt, ca. et kvarters gang fra centrum og “Miniatüre Wunderland”, som jeg vil ned at se i morgen formiddag, inden jeg kører videre til Berlin.
Uden for min dør var der en lille tagterrasse, hvorfra jeg havde håbet på at kunne taget et fint billede, men det var ikke muligt. Derfor bad jeg et ægtepar, der sad på terrassen om ikke en af dem ville gå ud på taget, og tage et billede. Til min store rædsel og konens forskrækkelse, kravlede hendes man over gelænderet. “Det holder nok”, sagde han, og bad om min iPhone. Konen begyndte at hidse sig op, og jeg besluttede uden betænkning at holde med hende. To mod en var for meget for ham, så han kravlede tilbage. Som straf lukkede og låste jeg døren for dem, mens de klarede den ægteskabelige del af det. De fik først lov at komme ind, da de havde banket 5 min på døren!!!
Nu vil jeg have et forfriskende bad, for kl 18 kommer Martina, og så skal vi ned at spise portugisisk! Det har jeg aldrig prøvet før! Jeg glæder mig, og vi har sikkert meget, vi skal snakke om!…..
Kl. 18 dukkede Martina op, og til hendes store glæde, var ubahn-stationen lige ved siden af hotellet. Vi havde ikke set hinanden i 10 år, men jeg er sikker på, vi straks kunne genkende hinanden, og efter et kram tog Martinna mig med på en lille byvandring, der indebar, at vi skulle op i St. Michaelis kirkens tårn, hvorfra vi ville få et fremragende kig ud over Hamborg. Heldigvis elevator, så man kunne slippe for at vandre hele vejen op.
Martina og udsigten fra St. Michaeliskirken
Udsigten var flot, men for pokker, hvor var det koldt, så vi blev ikke unødvendig længe deroppe, men i sommerens varme må det absolut være et must!
Selvfølgelig brugte vi en del af tiden på at vi fortalte hinanden, hvad der var sket i vores liv gennem årene.
Vi gik derefter ned mod havnen. Kom forbi de skandinaviske sømandskirker, og så var vi det portugiske miljø. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik fisk, som smagte dejligt, og så snakkede vi ellers løs, og tiden gik! Hvor var det dejligt , at vi bare kunne fortsætte, som om vi aldrig havde være skilt ad om alle årene. Vi fulgtes ad om til hotellet, og jeg tilbød at køre Martina hjem, men hun syntes jeg skulle gå op at sove. En fin aften var forbi Hamborg den 09.04.2019Jeg frøs en lille smule i nattens løb, så det blev ikke til den store søvn, og jeg stod langsomt op i den forventning, at “Miniatüre Wunderland” først åbnede klokken 10.
Der var ikke almindelig morgenmad på hotellet, men man kunne få en kop kaffe og en croissant, så jeg var lidt småsulten da jeg ved 10-tiden stod foran Wunderlandet. Jeg havde fået lov til at lade bilen stå i garagen, ja faktisk anbefalet, fordi receptionisten mente, det ville være svært at parkere og dyrt, så jeg vandrede derned, og det tog ikke lang tid.
Under og efter kaffen prøvede jeg efter alle kunstens regler, at få adgang til at redigere i min blog, men intet hjalp. Jeg håbede derfor på, at der ville være en pc på hotellet, når jeg kom til Berlin.
Jeg gik derefter gennem byen ned til Speicherstadt ved havnen. Det tog et kvarter at gå derned, og da viste det sig, at det allerede havde åbent fra klokken 8 og ikke 10, som jeg troede.
Det viste sig, at der var en times ventetid, som jeg fordrev med endnu en croissant og kaffe indtil mit nummer blev kaldt op.
Der er ingen tvivl om, at det er det flotteste modelbanetog, jeg nogensinde har oplevet. Der var kræset ned i den mindste detalje. Et kæmpe arbejde havde udviklerne ydet.
Der kørte selvfølgelig tog alle vegne, og mange europæisk og amerikanske landskaber var repræsenteret. Egeskov slot var sammen med en bornholmsk rundkirke bl.a. det, der repræsenterede Danmark. Hamborg var afbilledet, kulminer, Tivoli, skibakker, slotte, men mest af alt tiltrak lufthavnen med fly, der starter og lander al opmærksomheden, ikke mindst fordi “Millennium Falcon” fra filmen “Starwars” pludselig også landede. Det var imponerende.
Hvad der også imponerede var, at belysningen fulgte døgnet, og man fik et tydeligt indtryk af en storby ved nattetide med lysreklamer, mm. , men også de mange biler, der kørte, skibe, der sejlede eller som der var et sted, figurer, der bevægede sig på et amfiteater, der opførte “Romeo og Julie”.
Eneste ulempe var, at selv om, de kun lukkede folkk ind lidt ad gangen, så var der alligevel mange til stede, så jeg følte det var trykkende, og da jeg igen stod på gaden, var jeg ikke utilfreds.
Jeg hentede bilen og kørte mod Berlin, og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne nå, at se flymuseet i Gatow. Jeg var fremme og indkvarteret på Centro park hotel Neuköln ved 18-tiden. Jeg havde halvpension, og bestilte min mad ved 20-tiden.
Medens jeg slappede af på værelset, kom jeg i tanker om, at jeg havde et ubrugt domæne: Kongevej.net
, som jeg havde brugt til at eksperimentere med en ny hjemmeside i den meget brugte platform WordPress. Jeg fik den idé, at hvis jeg slettede alt og geninstallerede, så kunne jeg bruge en app på min iPad til at administrere den.
Det tog mindre end en halv time, at det hele op at køre, ikke helt så flot, som i Blogger, men brugbart, og derved kunne jeg komme videre med dagbogen. Berlin den 10.04.2019
I dag står den på 3 ting:
Flughistorishes Museum in Gatow
Selower Höhen
Aftensmad i Berlin Fernsehturm eller på Das Klo
Flymuseet ønsker jeg at se, fordi det indeholde fly fra den 2. Verdenskrig, Selower højene var den sidste tyske forsvarslinje ved floden Oder, hvorefter russerne kunne rykke ind i selve Berlin, og tv-tårnet, fordi der må være smukt deroppe fra om aftenen. Kan det ikke lade sig gøre, er Das Klo måske en anden mulighed. Das Klo er kendt for, at man sidder på toiletter.
Men allerførst skal jeg ned og have morgenmad.GatowDa jeg gik fra morgenmaden snuppede jeg et æble med til undervejs, og det var en god idé, for jeg fik ikke noget mad, før jeg sad i fjernsynstårnet kl. 21.30Allerførst kørte jeg mod Gatow for at se flyvepladsen med de gamle fly. Det var en flot oplevelse, og det blev en lang gåtur, da flyene var bredt ud på hele pladsen og i en hangar.En af udstillingerne var om luftbroen til Berlin, som blev etableret i 1947, fordi russerne lukkede adgangsvejene til Berlin for vestmagterne. Der blev fløjet både til Gatow og Tempelhof, og der landede et fly hvert 5. minut, og det blev tømt på et kvarter. Efter et år gav russerne op. I en hangar blev de ældste fly udstillet. Fra de ældste dobbeltdækkere til det nyeste engels/tysk udviklede eurofighter. Fra 2. verdenskrig en Heinkel bombemaskine og en Folke Wulf jager. Desværre ingen Spitfire eller Messerschmidt, hvad jeg havde håbet på.

Selow højene

Jeg var fremme ved Selow ved 16 tiden. Desværre lukkede museet ligesom jeg kom. Jeg havde ment, at det først lukkede kl. 18 ligesom Gatow, så jeg måtte nøjes med omgivelserne, mindestenen og den russiske kirkegård.

Russerne havde fået etableret et brohovede på den vestlige bred af Oderfloden, men da de startede offensiven d. 16. april 1945 måtte de slide sig igennem engene med afvandingskanaler op mod de tyskbesatte Selow høje, hvorfra der var frit skuffelet. Det har ikke været sjovt og tabstallene enorme. De første dage sad russerne fast, men efter 4 dage brød de igennem, hvorefter der var fri adgang til Berlin, hvor overgivelsen fandt sted først i maj.

Den russiske overmagt var enorm, og det er klart at kampene raserede hele området. Jeg kørte til Rhetwein, hvor kirken stadig stod som ruin, dog med genopbygget tårn. Tyskerne sprængte kirketårnene for, at russerne ikke kunne bruge dem som observstionsposter for artilleri.

I de bag ved liggende Rhetweinhøje havde den russiske marskal Zhukow, helten fra Moskva og Stalingrad og nu øverstkommanderende sin bunker og observationspost, hvorfra han ledede angrebet. Overalt sås løbegrave og resultatet af russernes linjer, selv om det med tiden var eroderet.

Forfatteren Ove C. Kronborg har beskrevet kampene ved Selow Højene meget udførligt, og det kan man læse mere om på Berlin guiden.

Berliner Fernsehturm

På hjemvejen fra Selow reservede jeg plads i restauranten til 21.30, hvorefter jeg kørte hjem til hotellet og fik anvisning på, hvordan jeg kunne benytte U-banen ind til Alexanderplatz, hvor tv-tårnet stod.

Det tog kun 40 sekunder at køre op med elevatoren, og jeg fik med det samme et bord, desværre ikke ved vinduet, men det var ikke svært at følge udsynet til byens mangfoldighed af lysende veje og biler, samt reklamer. Så flot!

Til forret fik jeg steget Jacobsmuslinger med laksestrimler og til hovedret steget rindermedaillions. Begge dele meget velsmagende.

Dermed nåede jeg dagens program og ved midnatstid lå jeg i sengen, dødtræt, og det var ikke noget under, at jeg sov igennem hele natten, for at vågne op på min søn, Jens Christians 28 års fødselsdag.

Leipzig, Wittenberg og Jena – den 11.04.2019

Det første jeg gjorde, da jeg vågnede ved 7-tiden var at ringe hjem og ønske tillykke til min søn. Havde lige glemt, det var skærtorsdag, så han havde fri fra studie. Men han tog nu vækningen meget pænt.

Hvor det igår handlede om 2. Verdenskrig, så bliver i dag viet til Napoleonstiden og Reformationen.

Wittenberg er det sted, hvorfra Martin Luther gjorde oprør mod katolicismen med sine 95 teser, som han slog op på slotskirkens dør og indledte reformationen og er skyld i, at vi har den protestantiske kirke i Nordeuropa. Leipzig, fordi det var her, at Napoleon led sit nederlag i 1813 efter tilbagekomsten fra Rusland. Det medførte, at han abdicerede i 1814 og tilbragte en tid på øen Elba, indtil han endelig tabte i slaget ved Waterloo i 1815.

Jena, fordi Napoleon her vandt en af sine store sejre over Preussen i 1806.

Det var meget spændende at gå rundt i Wittenberg. Jeg besøgte først St. Marienkirche, hvor Luther havde holdt de fleste af dine prædiker. Det var en flot kirke, og da jeg gik rundt derinde, faldt jeg over en mindesten over Gustav den 2. Adolf, som faldt under slaget ved Lützen i 1632. Hvordan hans relation til Wittenberg er, ved jeg ikke, men han er begravet i Stockholm og altså ikke i Wittenberg.

Bagefter gik jeg om til Slotskirken, fordi jeg læste, at det på denne dør Martin Luther slog sine 95 teser op. Desværre gik kirken og døren til ved en brand, og kirken er bygget op som ny for 100 år siden. Den oprindelige trædør gik til og blev ved genopbygningen erstattet med en broncedør, hvor de 95 teser er anbragt. Som et kuriosum kan fortælles, at vores Dronning Margrethe har designet og syet altertæppet.
Martin Luther ligger begravet i slotskirken.

Fra Wittenberg kørte jeg til Leipzig, hvor det største slag nogensinde i verden fandt sted fra den 16. til den 19. oktober 1813 mellem Napoleons Frankrig med forbundsfæller og en koalition af preussiske, russiske, østrigske og svenske tropper. Napoleons hær var i stærkt undertal, og blev til sidst nød til at trække sig tilbage. Dette betød enden på Napoleons territorium, da alle vasalstaterne nu vendte ham ryggen,og det medførte til sidst hans forvisning til Elba, hvorfra han senere vendte tilbage for at lide sit endelige nederlag ved Waterloo i 1815.

I 1898 besluttede man i Leipzig at rejse et monument over slaget: Völckerschlachtdenkmal, fordi der havde deltaget 600.000 soldater fra over 20 forskellige lande med 100.000 faldne. Jeg besøgte det, og udseendet med mange enorm store germanske krigere, fortæller noget om den nationalisme, der herskede på det tidspunkt, hvor Tyskland var ved at blive stort.

Det var min plan, at besøge Museum 1806 i Jena, men det blev for sent på dagen, så jeg reserverede et værelse på “Fair Resort Hotel Jena”. Værelset var fint, rent og moderne, og der blev til en tur i svømmebassinet med efterfølgende buffet som aftensmad!

Jena og Neuschwanstein – Den 12.04.2019

I dag vil jeg besøge Museum 1806 i Jena. For derefter at fortsætte til slottet Neuschwanstein, som menes at ligge til grund for Disney slottet. Men først skal jeg hente en plastikkasse eller to i det nærliggende Jysk Sengetøjslager.

Inden jeg kørte til Jena, tog jeg ind til Dänishes Betten lager, som det hedder hernede, for at købe to plastikboks. Da jeg skulle betale, ville den søde ekspedient gerne have mit postleitzahl, men jeg sagde jeg kom fra Danmark, og så tilføjede jeg med et smil på læben, at jeg var på kontrolbesøg! Hun så en anelse forskrækket ud, men brød ud i smil, da jeg tilføjede, at det kun var for sjov! Med det velkendte chüss forlod jeg butikken

På vejen indtil 1806 museet, begyndte det med lidt sne, og senere sydpå bemærkede jeg, at temperaturen stod på 6 grader, og at foråret lod vente på sig, selv om enkelte buske og træer havde grønne blade. Museet for slaget ved Jena var ikke stort, og jeg bemærkede en kakkel på gavlen, hvor der stod at Emil Nolde overnattede der i 1808. Dengang var det et gæstgiveri.

Den gamle kustode var i datidens militære uniform, og det kostede det meget beskedne 3,5 euro for at komme ind. Jeg fik udleveret og demonstreret en audioguide, som førte mig igennem plancher, montre og slagmarksmodeller, så jeg kom godt igennem udstilling og slag.

Egentligt er slaget ved Jena to slag. Napoleon kæmpede mod sakserne og preuserne ved Jena, men hans marskal Davoult løb ved den nordligere by Auerstedt ind i preusserens hovedstyrke, hvor forholdet mellem dem var 2 : 1 i preussernes favør. På trods af meget større hære taber preusserne, og det har den konsekvens, at Napoleon kort efter kan rykke ind i Berlin, og Preussen er underkuet. Der er flere forklaringer på nederlaget, fx forældet taktik, mangefuld ledelse og koordinering mellem styrkerne, men også en almen skræk for franskmændene. Den storpolitiske situation og slagenes beskrivelse gennemgås i linket ovenover.

I dag er slagmarken ved museet tilgroet, men der er vandreveje i området, som er fredet. Ikke helt som vores Dybbøl, men noget i den retning.

Noget af det pudsige, i forhold til Danmark, vat at der kørte sporvogne både i Leipzig og Jena. Troede ellers den teknologi var udfaset for længst!

Sidst på eftermiddagen kom jeg til Hohenschwangau, og det var i mellemtiden gået op for mig, at der lå to kongelige slotte stort set lige op af hinanden. Det ene hedder Hohenschwangau og det andet Neuschwanstein, og det er det sidste, man hører mest om. Fra min balkon på hotellet, Hotel Schlossblick, kan jeg se dem begge. Jeg havde besluttet at tage to overnatninger her, fordi Hitlers Ørnerede, Kehlsteinhaus, først åbnede i maj, så der var ingen grund til at køre derhen, selv om jeg havde glædet mig til at spise på verdens bedste græske restaurant i Bergthesgaden.I øvrigt var værtinden i receptionen utrolig informerende og hjælpsom. Faktisk havde hun en gang kørt igennem Danmark på vej til Norge! Jeg fik endog selv lov til at vælge værelse! Til sidst spurgte jeg hende om, hvorvidt solen var med i prisen, hvortil hun svarede, at det heller ikke gav sol i morgen…bum bum….

Jeg tog efter indkvartering hen til et supermarked, hvor det viste sig, at kassedamen også havde været i Danmark, i Ringkøbing og Legoland! Pudsigt ikke! Aftensmaden, en wienersnitzel, spiste jeg på slotsbryghuset, men maden levede nu ikke op til det flotte navn på bryghuset!

Neuschwanstein – eventyrslottet – den 13.04.2019

Jeg vågnede op til endnu en kold og våd dag, men det var jeg blevet varslet, så det kom egentligt ikke bag på mig. Efter morgenmaden gik jeg op til billetkontoret. Jeg fulgtes med en del japanere, fordi der lå et japansk indkøbscenter ved siden af hotellet, hvor busserne satte dem af!

Det gamle – Hohenschwangau

Det nye – Neuschwanstein – Set fra Marienbrücke

Som jeg skrev tidligere, var det to slotte ved siden af hinanden, men jeg besluttede mig for at nøjes med Neuschwanstein og museet for de bayerske konger. Det måtte være nok. Jeg gik op til busstoppestedet, hvor jeg var heldig at komme med bussen op med det samme. Da jeg blev sat af, startede jeg med at gå op til Marienbrücke, hvorfra jeg kunne se slottet tydeligt ud mod det åbne land.

Bagefter vandrede jeg op til slottet og gik ind i forgården, hvorfra den guidede tur afgik fra. På min billet stod 435, samt 10.55, og når det nummer blev slået op på en skærm, skulle jeg igennem en automatisk billetkontrol og stille op i kø. Var jeg kommet for sent, ville pengene være spildt, da billetten kun gjalt til denne specielle tur. Jeg synes faktisk, at det er noget af det bedst organiserede, jeg hidtil har set. Det fungerede bare, sådan!

En guide tog os med rundt og vi fik udleveret en lille elektronisk dims, som vi kunne holde op til øret og høre, hvad han sagde. Det fungerede vældig godt, for hverken guide eller publikum blev stresset.

Guiden fortalte os, at det var Kong Ludvig den 2. af Bayern, der havde opført slottet fra 1869 – 1886. Der var 200 rum, men kun 20 af dem blev færdige. Kong Ludvig satte 3 byggerier af slotte i gang, og havde 3 mere på tegnebrættet. Udgifterne hertil var astronomiske, og da han selv betalte for byggerierne, ruinerede han næsten kongehuset. Det ville man ikke risikere, og derfor fik man ham erklæret for uegnet til at regere og fængslede ham på slottet Starnberg. Men under mystiske omstændigheder fandt man ham død 3 dage senere sammen med den læge, der havde erklæret ham utilregnelig. I samme øjeblik han var død, stoppede man alle byggerierne og kun slottet Linderhof blev færdigt.

Tanken bag Neuschwanstein var, at det skulle bygges i middeladerstil. Kong Ludvig var meget optaget af komponisten Richard Wagners operaer, og det kunne bl.a. ses på vægmalerierne og indretningen, der afbillede forskellige motiver fra operaerne “Tristan og Isolde”, “Nibelungen” og “Tännhaüser”. Ludvig var de sidste år exentrisk på den måde, at han ikke ville ses af nogen, og derfor fik han opført mange operaer med ham selv som eneste publikum. Faktisk blev et stort rum på slottet indrettet på en bestemt måde, at det fik den fineste akustik. Man mener derfor, at sigtet med det var, at han ville have operaer opført specielt på slottet.

Jeg synes, det er et prægtigt slot, men indretningen er bastant med sine udskæringer i træpaneler, tårne og spir på møblerne. Alt sammen noget, der hører middelalderen til. Kønt er det ikke, selv om der er detaljer i flere af rummene, der dog er meget smukke. Men jeg ved jo godt, at pengene til byggeriet er kommet fra beskatning af den jævne befolkning, så med det perspektiv forekommer hans byggerier unødvendige og ødsle, og tilmed fortalte guiden, at Kong Ludvig kun opholdt sig på slottet alt i alt et halvt år ud af de17 år byggeriet stod på.

Da guiden havde sluppet os, kom jeg forbi et rum med en biograf, der gennemgik byggeprocessen. Det viste sig, at der havde ligget en gammel borgruin på stedet, og oprindeligt skulle det nye slot have fulgt grundkonturerne i ruinen, men sådan gik det ikke. Byggeprocessen var animeret, og til slut viste animationen, hvad efterkommeren, hans onkel, lod opføre, og frem for alt, hvad der ikke blev opført.

Men kong Ludvig havde nok ikke forestillet sig, at byggeriet en gang i fremtiden ville blive et tilløbsstykke, for årligt besøget 1,5 mill. turister slottet, og tænk, hvad de lægger af penge i lokalsamfundet. Det er de sikkert taknemmelige for i byen.

Slottet Hohenschwangau og mit hotel set fra Neuschwanstein

Jeg valgte at gå ned, og det tog da nogen tid, mest fordi jeg igen er i en periode, hvor bentøjet driller, men ned kom jeg! Inden jeg gik ind på museet, sad jeg et stykke tid og hvilede mig ved den idylliske Alpsee med sit klare vand og snadrende ænder, der kom helt op og bed gæsterne i fingrene i den tro, der kom mad på bordet.

Bayern var ikke altid et kongerige. Oprindeligt var det et plaster af grevskaber og hertugdømmer, lige som vi kender det lidt fra Slesvigs historie. Når en hertug døde her, blev det splittet op mellem sønnerne. På samme måde skete det i Bayern, men for mig var det umuligt at finde hoved og hale i de ejede geografiske områder. Det hjalp, da en af hertugerne i 1806 ophøjede det til kongerige, efter at de forskellige områder var blevet samlet til ét Bayern. Det, der er interessant, er også, at Bayern regnes for et af ældste områder i Europa, idet slægten Wittelsbach har siddet på magten i århundreder, næste som kongerækken i Danmark.

Da Preussen i slutningen af århundredet begynder at blive stort og vinder krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig, skriver Kong Ludvig til de forskellige fyrster og foreslår, at deres lande indgår under et samlet tysk rige med en tysk kejser. På den måde ender landene op som vasalstater med en hvis selvbestemmmelse. Bayern undgår ikke revolutionen i slutningen af 1. Verdenskrig, og dermed er det også slut med kongedømmet. Verden ændrede sig i tiden derefter: 3 kejserriger, 3 kongedømmer og 17 hertugdømmer forsvandt.

Jeg kom tilbage til hotellet ved 16-tiden, og da min yngste søn havde haft en opringning på FaceTime, som jeg ikke havde hørt (Mobilforbindelsen drillede hele dagen), ringede jeg tilbage. Han var i sommerhus med sin 2-årige datter og sin mor. Det blev til en lille snak, medes der blev leget med modellervoks. Det var hyggeligt at høre om deres aktiviteter! Jeg fik også en mail fra min store søn, der havde bestilt ferie på Mallorca i juli, og i den uge skal jeg så passe hund. Det glæder jeg mig til!

I morgen tidlig går det videre sydpå gennem Østrig til Italien, idet jeg kører syd om Schweiz. Det har været dejligt med en hviledag.

Verona – den 14.04.2019

Jeg vågnede op til snevejr, og sne på træerne og hustagene. men det var ikke koldt nok til at blive liggende på vejen.
Jeg kørte afsted tidligere end jeg plejede, kørte over grænsen til Østrig. Tankede undervejs, det skulle være billigere end i Tyskland, men dyrere end begge lande i Italien. jeg købte også det grønne motorvejsmærke. For 2 år siden skulle jeg til Bergthesgaden i Sydtyskland, og 7 km før mål, foreslog GPS’en en hurtigere vej. Hvem tager ikke det, når man har kørt i 12 timer? Altså ændrede jeg kurs, og syntes godt det var underligt at jeg røg over grænsen til Østrig, men jeg kørte jo af med det samme…. Bum bum…120 euro, fordi jeg ikke havde en vignette. Ingen forklaringer hjalp her. Det skulle jeg ikke opleve igen.

Det var træls at køre ned gennem Østrig, fordi det sneede hele tiden, og jeg fik ligesom fornemmelsen af, at jeg skulle på skiferie. Det var koldt, vådt og klamt, så ærligt talt var jeg lidt deprimeret og temperaturen var nede på 0 grader. Jeg havde sat næsen op efter solskinsvejr og flotte bjerge, for jeg havde gode minder fra min barndom, hvor jeg flere år i træk var med mine forældre dernede. Med til at sænke humøret var også, om hvorvidt min nye sommerdæk kunne stå fast, hvis vejret blev endnu dårligere, men heldigvis gik det.

Da jeg havde passeret Innsbruck, varede det ikke længe før jeg skulle op over Brennerpasset. Det er en betalingsvej, så jeg måtte op med pungen. Da jeg var kommet over og ned på den italienske side, blev der endnu én betalingsvej. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg lige ville holde øje med, hvordan dem foran gjorde. Jeg så godt, at den første chauffør tog noget ud af billetautomaten.Bommen gik op, og bilen kørte igennem. Til min overraskelse gik bommen ikke ned igen, og de næste biler kørte bare igennem, så det tænkte jeg, at det skulle jeg nok også gøre. Men jeg måtte op på bremsen, for jeg var ved at få bommen i hovedet, men så gik den op igen….. Jeg kunne godt se, at jeg ville få et problem, når jeg skulle af motorvejen igen, men det måtte jeg ordne til den tid.

Jeg blev pludselig ringet op fra Italien, og holdt ind på en parkeringsplads for at tage den. Det var værten, som jeg havde booket værelse på i Verona. Han ville have mig til at ringe, når der var en time til, jeg nåede frem. Det lovede jeg. Vi snakkede også lidt om parkering, men det blev noget værre roderi. Jeg kørte videre og lagde mærke til, at efterhånden som jeg kom frem, var der blade på alle træerne, både grønne, hvide og lyserøde, og temperaturen nåede op på de 12 grader efterhånden som jeg kom ned i lavlandet.

Men inden da havde jeg besluttet at lave en lille afstikker ind til Ortisei, fordi det var det skisportsted min gode ven Jørgen og jeg havde været på flere år. Jeg ville gerne sende ham billeder, så han kunne gætte, hvor jeg var. Derfor kørte jeg af motorvejen, og ganske rigtigt, nu kom der billetkontrol. Jeg ville lige sikre mig, at jeg kunne køre op til en post med personlig betjening, og jeg parkerede derfor midt mellem to og fik det afklaret. Kunne ellers lige se ravagen. Jeg forklarede billetmanden, hvordan det var gået til, og medens han rodede med billetpris, dukkede tallet 72€ op på en lille skærm, og jeg blev da lidt klam , ved tanken om, at det var prisen. Jeg slap dog med 4€ og kunne lettet køre videre ind til Ortisei, hvor jeg holdt på torvet, tog nogle billeder, og satte mig ind på en café, som jeg havde været på før og bestilte en gullashsuppe, som jeg vidste ville være brændende varm og super velsmagende. Medens jeg ventede sendte jeg billederne til min ven og bad ham gætte, hvor jeg var! Så kørte jeg videre, og undervejs kom svaret. Jørgen gættede selvfølgelig rigtigt!

En time før Verona ringede jeg op og sagde, at nu var jeg på vej. jeg fik forklaret at parkering skulle ske 300 m fra værelsesudlejningen, og at det ville være let at finde. Når jeg havde parkeret skulle jeg bar gå hen til Alexandro, som han hed. Men da jeg kom frem var der P-skilte alle vegne, og trods det, at jeg spurgte flere om den offentlige parkeringsplads, så måtte jeg give fortabt, og ringede til værte. Han bad mig om at køre hen til værelset, og så ville han forklare mig det på et kort. Det gjorde jeg så.

Alexandro forklarede mig parkeringspladsen på et kort, men og hvad jeg skulle se, hvis jeg ville ud i Verona, og gav mig så nøglen til et lækkert værelse med barskab med vand, kaffe, the, chokolade, kiks og toastbrød, som var til mig. Hvor var det fint.
Stedet hed “La Maison De Charme”, og ud ad til, og det gør det altid i Italien, ligner husene noget gammelt forfaldent noget, men det snyder, for indvendig har jeg ofte oplevet det som særdeles fint. Jeg er overbevist om, at det er et forsøg på, at få os til at tro, de ingen penge har!!…..

Efterfølgende fandt jeg let parkeringskælderen, satte bilen og gik på sightseeing i Verona. Det byen ofte huskes for, er kærlighedshistorien om Romeo og Julie, skrevet af Shakespeare på baggrund af en gammel myte. Jeg var derfor blevet opfordret til at besøge Julies grav først, en tomb, fordi det, syntes Alexandro, var mest romantisk. Jeg besøgte så tomben først. Det var en stenkiste, der stod i en kælder under et gammelt kirkeligt convent. Der var ikke så meget at se, men stenkisten stod der, åben og uden Julie. Den var ramponeret, fordi fortidens turister brækkede stykker af den. Ud over Julies tomb var der adgang til et meget seværdigt frescomuseum. Jeg stod længst og var betaget af en, der forestillede Gud, Sønnen og Helligånden. Uanset ens forhold til religion, og noget religiøs kunst er bestemt bedre end andet, så bør man værdsætte de kunstnere, som mestrede deres talent begavet! Frescoerne var bestemt værd at se.

Bagefter vandrede jeg hen til arenaen, som var bygget af det gamle romerrige. Den var den 4. største i Italien, men da den var under reparation, så den lidt kedelig ud at se på, men jeg ved godt, at der fandt drabelig ting sted her, fx gladiatorkampe, kampe mod vilde dyr, men til syneladende ingen, der blev kastet for løverne. Det er blevet en tradition, at den hver sommer bruges til opera.

Da jeg havde lidt tid endnu, gik jeg hen og så Julies hus med den balkon, hvor hun har mødtes med Romeo. Det er selvfølgelig ikke den rigtige, men en bystyret har sat op, for ingen ved jo, om myten er sand??
Der er af en søndag at være, utrolig mange mennesker i byen, ligesom forretningerne er åbne. Jeg går fra areanaen ad Via Mazzini, og det er dyre forretninger, der ligger ad denne vej, fx Louis Vuitton. Forenden ad vejen drejer jeg til højre, og længere nede på venstre hånd ligger huset, hvor der er et mylder af besøgende ind og ud af porten.

Porten ind til gården var fuldstændig overmalet med navne, ligesom der var sat hængelåse i massevis på en gammel port. Der stod også en gylden figur af Julie, som alle skulle fotograferes med, og af en eller anden grund tog næsten alle hende på brysterne??? Jeg sluttede med at gå en tur rundt i huset, hvor jeg bl.a. så den seng, som var skabt til en film om kærlighedshistorien i 30’erne, og jeg undlod at stille mig til skue på balkonen. Bryder mig ikke om at være centrum. Der er naturligvis også et Romeos hus, men der var jeg ikke. Det er ligesom Julie, Giulietta på italiensk, trækker mere.

I Danmark har vi også en kærlighedshistorie. Det er om Elvira Madigan og Sixten Sparre.

Inden jeg gik hjem fik jeg en Aparol Spritz, et lille glas rødvin og ravioli på en restaurant, men kaffen tog jeg hjemme på værelset.” I morgen vil jeg en tur op til Gardasøen. Jeg besluttede mig for at blive en dag ekstra og droppe ophold i Milano i stedet.