Min europæiske kulturtur – Uge 2!

I dag kørte jeg til Gardasøen, og først til en lille halvø, der stikker ud i søen, og hedder San Viglio. Jeg vandrede derned fra parkeringspladsen, og ved restauranten, del lå helt nede ved egen lille havn, fik jeg en Aparol Spritz igen under det ikke udvoksede druepergola. Et dejligt og idyllisk sted, hvor en fotograf stod med dit udstyr ude på molen og tog billeder af mig og min drink til en turistreklame, mens jeg slappede med udsigten til den skønne sø!

Det, der meget præger området er olivenlunde og ikke så meget vinmarker. Det skyldes, har jeg læst, at der er mere udkomme af andre afgrøder. Dog kom jeg forbi enkelte vingårde! Trafikken er enorm, og det er med at have en øje på hver finger og helst to i nakken for ikke at komme galt af sted, så der er sikkert flere end jeg opfangede! Vindistriktet, som jeg kører igennem, hedder Lombardiet, og jeg mindes ikke at have smagt vin derfra, men den skulle efter sigende være god nok!

Derefter kørte jeg ned til sydenden af Gardasøen til Sirmione, en anden lille halvø, der stikker ud i søen. På det tyndeste stykke er der placeret en borg, og jeg var derfor nød til at sætte bilen og gå resten af vejen ud til den romerske villa, jeg gerne ville se. Jeg forstår ikke italiensk, men jeg kom til st købe en parkeringsbilletten for et helt døgn! Så længe havde jeg dog ikke tænkt mig at blive! Det er faktisk et problem mange steder, at turisterne bliver ladt i stikken, når alting kun står på italiensk! Det må de kunne gøre bedre.

Ved en lille bar gik jeg noget koldt at drikke, og da jeg fik en lille skål bisquit lykkedes det meget at fodre gråspurve, der fløj op og tog det ud af hånden på mig! Mens jeg sad der i skjorteærmer erkendte jeg, at jeg endelig var kommet ned til solen, varmen og foråret! Dejligt!

Derefter betalte jeg entré og vandrede gennem en par ud til den romerske villa. Sidste år var jeg i Pompeji og så ruinbyen der. Men ingen af villaerne her, kunne måle sig i størrelse med den her. Den var kæmpestor. Villaen blev kaldt Grotte de Catullo, men der var ingen grotte. Navnet stammede fra dengang, hvor villaen var blevet genopdaget, var der en, der havde syntes, at når han gik rundt dernede, så var det som at gå i en grotte. Af en eller anden grund var villaen k.un i brug i 300 år, så blev den forladt. Det betød, at man begyndte at nedbryde den, så materialerne kunne bruges til bl.a. Borg og bymur. Men den må virkelig have været flot, som den lå der på spidsen af halvøen.

Der var nogle forslag til, hvem der kunne have bygget den, men i realiteten kan det ikke bestemmes. Der findes kun gisninger om det.

Inden jeg tog væk og hjem til mit værelse, spiste jeg en dejlig pizza og fik et lille glas Valpolicella Ripasso. Derefter kørte jeg hjem, hvor det lykkedes mig at streame fodboldkampen mellem Sønderjyske og AGF, men det var ikke sjovt, for Sønderjyske tabte igen igen…… Medens jeg så kampen, ringede først min ene søn, og derefter min søster. Helt hyggeligt at høre lidt hjemmefra.

Barolo – den 16.04.2019

Jeg stod tidligt op, fik lidt af Alexandros’ toastbrød, marmelade og kaffe. Hvor har det bare været fint. Jeg har ikke behov for de store morgenbuffeter. Bare lidt småt til at starte dagen på er fint for mig. Bagefter pakkede jeg sammen., og sagde farvel til Alexandros stedfortræder. Jeg ville ikke vente på at Alexandro kom tilbage. Jeg ville afsted.

Jeg hentede bilen på parkeringspladsen og fandt hurtigt motorvejen. Jeg har tidligere skrevet, at man skal have et øje på hver finger og helst to i nakken, og i dag gjorde jeg en ny erfaring. Motorvejen er tresporet, trafikken er stor, og jeg vil helst ligge i midtersporet, så jeg blinkede til venstre, da der kom en åbning, og jeg giver lige lidt tid, så de bagvedkommende kan se, hvad jeg agter at gøre. Der vargod plads, og jeg trak ud, men samtidig var der er stor lastbil med trailer, der havde ligget i 3. spor, der uden forudgående varsel trak ind i mit påtænkte spor. Heldigvis havde jeg kun påbegyndt, og derfor nåede han at smutte ind foran mig. På det næste lange stræk kunne jeg se, at det var mere undtagelsen end reglen, at italienerne skiftede spor uden at blinke. Så jeg begyndte at lægge mærke til mønsteret. Lå der 3 lastbiler tæt på hinanden, kunne jeg være sikker på, at en, måske 2, ville begynde at overhale, og så var det en god idé lige at afventeeller også trække i 3. spor, hvis muligheden var til stede. Da jeg forlod Verona og vel også Milano området og kom ind i Torino strækningen faldt trafikken mærkbart.

Jeg havde valgt en vingård i Piemontedistriktet efter anbefaling fra hjemmesiden in-Italia.dk, fordi vurderingerne var meget positive, samt at der var mulighed for restaurant og vinsmagning. Jeg havde derfor sat gps’en efter den. Den hed “Agriturismo Bevione Davide”. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg ville komme igennem byen Barolo. Et kendt rødvinsmærke i Danmark, men ofte tror jeg den står i skyggen af en Amarone. Jeg kunne selvfølgelig ikke bare køre forbi, men fandt en parkeringsplads og gik op i centrum ved borgen, der var central i forhold til Baroloen, og som også indeholdt et vinmuseum. Jeg gik derind, løste billet og vandrede rundt fra øverste etage, hvor der var en fin terrasse med udsigt over dalen, og ned gennem etagerne. Når jeg tænker på, hvor fine museer jeg har set tidligere, må jeg sagde det var en skuffelse. Der var selvfølgelig en gennemgang af vinens historie, som var ok, men derudover var der en masse filmforevisninger, som alle var på italiensk. Men det bedste var, da jeg kom til et rum,hvor de hyldede vin og film, at se en italiensk plakat for den danske film Babettes gæstebud, på Italiens selvfølgelig. Da var jeg lidt stolt!

Derefter spiste jeg frokost, hvor jeg fik lidt ravioli, som smagte himmelsk. Ikke nogen stor portion, men passende for mig, og jeg drak selvfølgelig et glas Barolo dertil. Bagefter gik jeg ind i en vinbutik, hvor jeg endte med at købe et par flasker, som jeg bar forsigtig under armen ned mod bilen.

Undervejs stod et ældre ægtepar og spærrede vejen, medens konen fotograferede. Jeg stoppede, for at give hende lov til at tage fotografiet. Hendes mand henvendte sig til mig på italiensk, men det kunne jeg ikke, så prøvede han med fransk og vi blev enige om engelsk. Så fortalte han, at de var et russisk ægtepar, der havde boet mange år i Italien. Jeg ville have spurgt ham om, hvorledes det var gået til, men han gik straks videre. Det hans kone ville fotografere, var en slidt fresco på hushjørnet, hvor Madonnaen bar Jesus som barn, og så han havde set mig komme bærende på de to flasker, forsigtigt som om det var to spædbørn. Det havde han godt kunnet lide. Så fortalte han, at hans kone var maler, og hun kopierede det hun så, og derfor overvejede hun at male en kopi, af det billede på væggen. Manden fik hende til at vise mig hendes tidligere arbejder, og hun var faktisk dygtig. Billedet var flotte, men hun malede dem ikke for at sælge. Hun var blot dedikeret til det! Derefter tog vi afsked, og jeg gik ned til bilen, og kørte videre.

Efter Barolo var der kun 20 minutters kørsel til min vingård, og da jeg kom ud til de små veje, kom det jeg allerbedst kan lide ved Italien. Husene, de småbyer på bakkerne, den forårsdrømme bevoksning. Vinstokkene var kun lige begyndt at sætte blade, men det kunne hurtigt ændre sig med den kommende varme, som i dag nåede op på 18 grader. Jeg nåede min vingård, og værten tog imod mig ude på vejen. Han viste mig værelset, gav mig nøgler, og forklarddemig, hvor morgenmaden skulle indtages. Jeg spurgte efter restauranten, men den holdt han lukket, fordi konen arbejdede langt væk. Han beklagede det, og jeg måtte så senere tage ned i byen, hvilket jeg ikke kom til at fortryde.

Jeg tog de ting, jeg skulle bruge med ind, og forsøgte at sove, men kunne ikke falde i søvn. Så satte jeg mig ud i en liggestole d et tæppe omkring mig for at nyde den sidste sol, men den forsvandtdesværre hurtigt. Så lagde jeg mig ind igen, men satte min lille rejsehøjtaler til at spille musik fra mobilen, og så lagde jeg mig igen med mobilen til at vække kl. 19, for da åbnede den restaurant, jeg havde udtænkt mig. Til den gode musik faldt jeg hurtigt i søvn.

Ved 19 tiden var jeg på vej ned efter restauranten, som jeg fandt på 5 minutter. Den hed Osteria Il Torchio, og så snart jeg kom indenfor blev jeg velmodtagne og fik hurtig et bord, samt menukort. Medens jeg studerede det, dukkede der en kurv med brød og en tallerken med lidt pizzalignende småguf, samt en flaske vand.

Det er selvfølgeligt svært at forestille sig, hvad man får, men jeg udgangspunkt i valg af forret efter frokosten. Jeg valgte risotto med rødvin til forret, grillet oksebøf iskiver, chautobriand style, og en lille flaske vin. Man kunne åbenbart ikke købe glas. Den hed Langhe Nebbiolo og viste sig at være udmærket. Jeg var trods alt nød til at tænke på, at jeg skulle køre bil, hvad tjeneren beklagede, da jeg gestikulerede det. Han syntes, at jeg fik for lidt vin ud af det, og jeg ville da gerne have smagt andet, men så havde det været i hele flasker.

Medens jeg sad og ventede, men også da jeg spiste, kom der hele tiden nye mennesker til, og hver gang blev de modtaget med smil og velvillighed, som om de alle var gamle venner. Tjeneren tog også straks imod deres jakker, som blev hængt på bøjle, hvorefter gæsterne blev anvist et bord. Jeg fornemmede helt klart, at det var en populær restaurant, men så tænker jeg, hvordan kan det være, at sådan en lille by, kan have en så god restaurant, for det var mit indtryk fra nettet, at de lå som perler på en snor, og det var helt klart ikke turister, der fyldte den, og så på en tirsdag aften. De tre tjenere skal også have ros, for al gang overfor gæsterne foregik næste i løb, som om de kun havde én gangart. Ikke noget med nedladenhed eller laden stå til, som jeg har oplevet andre steder. En skøn kvindelig kok med hvid dragt, der syntes al for stor, hat på og kæmpestore hvide briller med tykke glas, kom af og til ind til baren for at snakke. Hun havde plastikhandsker på, som man bør ha’, når man arbejder med mad. Det var også et plus. En dag så jeg i Menu i Haderslev en ekspedient lave sandwich, hvor hun stak de bare hænder ned i en pose med skåret salat, som hun fyldte i sandwichen. Det syntes jeg ikke er i orden, især ikke, når der var mulighed for at bruge handsker, for de var der jo.

Så kom maden, først forret og så hovedret. Havde jeg vidst, hvor stor en portion jeg fik, ville jeg nok have valgt noget andet, men smagen var der ikke noget i vejen med. Risottoen smagte virkelig lækkert. Hovedretten var velstegt og kødet smagte fortræffeligt, og så var pænt serveret, synes jeg.

Når så vinen også smagte godt, og stemningen var i tops restauranten, så kunne det ikke blive bedre. Mæt kørte jeg hjem, og parkerede ved siden af den anden danske bil, som jeg ikke har fortalt om endnu, men da jeg ankom, fortalte værten, at den kommende uge, var danskernes ferieuge, så da ville han få besøg af flere danskere bl.a. i dag, så vi er altså flere, der læser den danske hjemmeside….

Avignon – den 17.04.2019

Efter morgenmaden pakkede jeg sammen, ryddede lidt op i bilen, og havde besluttet mig for at køre til Avignon i stedet for Arles. Det store amfiteater her, var jo ikke nyt for mig. Jeg havde set et i Verona, så jeg ville hellere se Pont du Gard ved Avignon, som er en gammel romersk ækvadukt, der samtidig var en bro. Ækvadukter byggede man for at føre vand fra kilder ind til byen. Dette bygningsværk er enestående.

Det ligner skyer, men det er altså bjerge.

Den første del af turen karakteriseredes ved flotte udsigter til sneklædte bjerge i baggrunden og et forårsgrønt landskab foran. Foråret er langt fremme hernede, og jeg har kirsebærtræer, der allerede er afblomstret, modsat dem der står hjemme på Kongevej og sikkert først er i gang nu. Jeg kom ned fra bjergene, og det azurblå middelhav bredte sig ud for mig for derefter at ledsage mig, mens jeg erobrede den ene tunnel og bro efter hinanden og hen over grænsen til Frankrig, indtil vejen før Marseilles drejede ind i landet mod Lyon. Motorvejene var betalingsveje, så de har efterhånden tjent godt på mig. Jeg drejede af mod Avignon og kørte gennem byen mod Pont du Gard, for mit hotel lå næsten ved siden af. Det hed “Le Castellas Hostelleries” og lå i den lille by Colliias, og da jeg kom til den gik min gps i udu, for den førte mig rundt i de mest smalle gyder, jeg nogensinde har kørt, selv når der var indkørsel forbudt skilt. Nu så jeg så franskmændene køre ned af dem, og min frisør gav mig et godt råd, når man kører i udlandet: gør som de lokale. Jeg spurgte flere, for jeg vidste, at det skulle ligge et sted, og til sidst hjal en ung mand mig derhen. Hurra, hvor blev jeg glad! Fik parkeret bilen og gik ind.

El lille sød kvinde kom ud til mig, og jeg fortalte, hvem jeg var, og at jeg havde reserveret et værelse. Det kunne hun ikke forstå, for det mente hun ikke. Jeg viste hende reserveringer, men det er lidt svært, når man kun kan fransk. En anden sød ung kvinde kom til, og hun kunne lidt engelsk, også lykkedes det at få mit værelse. Jeg fik 2 kort udleveret, der virkede til parkering, hoveddør og lys. Den unge gelejdede mig op til parkeringen og viste mig, hvordan jeg brugte kortet, og så fik vi bilen parkeret. Derefter fik jeg værelset, et flot dobbeltværelse med to badeværelser og lille altan. Derefter ville jeg gerne benytte deres swimmingpool, som de viste mig ude i haven, og satte spa-delen i gang. Jeg klædte om, fik en øl serveret og så var det ellers bare at hoppe i det opvarmede vand. Jeg svømmede lidt rundt, nød spaen, gik op og nød de sidste stråler i en liggestol med den kolde øl. Livet er bare skønt!

Desværre kunne jeg ikke spise aftensmad i deres restaurant. Jeg blev nød til at gå lidt ned ad gaden, men morgenmad kunne jeg få, og det var da ok! Så nu vil jeg gå ned at spise, og bagefter vil jeg se det nye afsnit af Game of Thrones, hvis jeg kan få streamingen til at virke!

Da jeg gik ned til den restaurant, jeg ville spise på, gik jeg forbi en bar, som jeg troede var en bule. Der skulle jeg ikke ind.
Men jeg kunne ikke finde min restaurant og GPS’en var til ingen hjælp. Intet passede, så jeg endte med alligevel at gå tilbage til baren, der hed “
Le Bajana” Nøjagtigt som jeg tidligere har beskrevet, kan husene se slidte ud ude fra, men når man kommer inden for, så bliver det noget helt andet. Grunden til, jeg troede det var en bule, var fordi der sad 3 personer rundt om en tønde og indtog et eller andet. Men ca. To meter inde var en glasdør, og jeg kunne se ind i det mest hyggelige og stemningsfyldte lokale, som jeg sjældent har set, hvilket bl.a skyldtes de lyse hvælvinger. Lokalet var ikke stort, måske plads til 24 personer. Jeg fik anvist et bord, fik menukort og vinkort, som jeg lige kunne orientere mig i. Værtinden kunne lidt engelsk, så da jeg fik nogle sorte oliven i en lille skål, kunne hun forklare mig, at de var marineret i fennikel og olie. Jeg var helt vild med dem. De havde en fantastisk smag. Det vil jeg prøve at lave, når jeg kommer hjem.

Til forret fik jeg “Terrine de salmon”. Det var en lakseterrine, der blev serveret med en dressing, hvis ene bestanddel var sød fransk sennep, måske blandet op med olie og mayonnaise. Så fint!

Til hovedret fik jeg “Fricassé de volaille en croutoner de créme de pélardon. Légumes de saison & ris” Det var kyllingefricasse i sauce af cremet gedeost, dertil grøntsager efter sæson og ris. Kyllingefricasseen under låg af butterdej. Det var også en dejlig ret, og især saucen smagte himmelsk!

Til dessert fik jeg “Café gourmand og assiette de fromages”. Det var en lille skål med chokolademousse, og det var lidt bastant. Jeg troede, det var lidt ligesom en citronfromage, fordi jeg havde set, hvad en anden fik. kaffen var nok den mindste krop, jeg nogensinde har fået! Men alt i alt en dejlig og overraskende aften.

Pont du Gard og Bassagoda Camping, Spanien – den 18.04.2019

I dag til den romerske akvædukt Pont du Gard, som jeg tit har set billeder af, og romerriget har altid fascineret mig. Derefter kører jeg over grænsen til Spanien, og altså ikke ind i Avignon, for at bo på campingpladsen Bassagoda Park i håb om, at jeg kan få lov at se Mælkevejen i stjernekikkerten i deres observatorium. Grunden til de har et observatorium er, fordi området ikke er lysforurenet. Derudover skal jeg for første gang bo i telt. Det er længe siden, jeg gjorde det sidst, og det var på Tønder Festival.

Pont du Gard og Camping, der ikke blev til noget – den 18.04.2019

Dagen startede med fuld sol, så jeg havde er dejligt besøg ved den imponerende akvædukt Pont du Gard, der ud over at skulle lede vand også var en bro. Efter at have nydt byggeriet gik jeg tilbage til et museum, der var virkelig interessant, fordi det beskrev alle sider af byggeriet, både med tekst og med fysiske udstillinger. Hvad jeg fandt meget interessant, var en gennemgang af de forskellige akvæduktyper, der førte vandet 50 km fra Uzés til Nimes. Dagligt flød der ca 22.000 l vand i den. Sikke et byggeri. Ud over at vise de forskellige typer, var der til hver enkelt et billede af, hvordan det ser ud i dag og en forklarende tekst. Tænk sig, en meget lang og stor akvædukt var 99,9 % forsvundet i tidens løb.

Derefter begyndte jeg at køre mod Spanien, men jo mere sydpå jeg kom, desmere overskyet blev det, så da jeg kom over grænsen, og nærmede mig det punkt, hvor jeg skulle dreje ind i landet, revurderede jeg min beslutning om at køre op til campingpladsen med observatoriet. Det gav ingen mening at forlade ruten, når jeg alligevel ikke kunne se nattehimlen. Jeg besluttede i stedet at køre til Girona.

I Girona fandt jeg et hotel med tilknyttet parkeringskælder. Satte bilen og indlogerede mig og gik ud i byen for at få noget at spise. Først gik jeg gennem de smalle brostensbelagte gader op til den lille tapasbar, jeg har brugt de andre gange, jeg har været i Girona.Men desværre var den lukket. Så gik jeg ned mod mit hotel, hvor jeg vidste, der lå en god restaurant. Men fordi jeg kom fra en anden side, kunne jeg ikke lige finde den, og tilfældigvis kom jeg forbi en lille restaurant, hvorfra der lød jazzmusik. Det følte jeg mig tiltrukket af og besluttede at spise der i stedet. Restauranten hed “Le Penyora“.

Som appetizers fik jeg en lille ristet kammusling med et miniglas suppe. Til forret blæksprutte, og til hovedret boeuf bourguignon. Alt meget velsmagende og skyllet ned med min yndlingsdrik Cava. Så var dagen forbi, og det var tid til at komme hen at sove, så det gjorde jeg.

Valencia – den 19.04.2019

Jeg sov dårligt i nat, og klokken 5 vågnede jeg og kom pludselig i tanker om, at jeg måske havde glemt at slukke køleboksen, og jeg så mig selv stå der uden strøm om morgenen. I tøjet, ned at snakke med receptionen. Jamen du kan godt komme derned, du skal bare bruge det magnetkort du har fået! Men det har jeg lagt i bilen, men kan jeg godt komme derned? Ja, gå du bare derhen. Mig afsted, der var ikke så langtheldigvis, men selvfølgelig kunne jeg ikke komme derned. Jeg traskede slukøret tilbage og kunne gå i seng igen. Måtte vente til de åbnede kl 7. Men jeg kom ikke derhen før 8.30. Jeg havde indset, at det ikke var sikkert, den var tændt, og var det gået galt, så var der jo vejhjælpen, jeg måtte ty til.

Men den var ikke tændt, og jo, men stikket har let ved at falde ud, og det var det, der var heldigt for mig. Jeg pakkede mine ting i bilen, kørte om og tankede. Fik caffe latte og en croissant normal, og så var humøret på plads, lige ind til jeg var 100 km fra Valencia og konstaterede, at vejrudsigten havde ret: regn og blæsevejr. Ca. 40 km før bestemte jeg for at køre ind på den næste rasteplads og atter revurdere en situation. Jeg var træt fra natten, det regnede, og jeg orkede ikke byvandring i Valencia, så jeg valgte et strandhotel syd for Valencia, der så fint ud, og hvor aftensmad og morgenmad var inkluderet i værelset. Så ville jeg bare slappe af, få en lur, og så være frisk i morgen. Knust service og råbende unger fik mig skyndsomt til at fortrække.

Jeg talte også mine dage, og tog en vurdering på Maps, og det viste sig, jeg kunne køre ned på mit kursussted på ca 6 timer, så jeg havde altså 4 dage til resten. Jeg tænkte derfor på Cartagena og Granada/Cordoba som mellemstationer. Nu vil jeg ha’ en lur inden aftensmaden.

Thermal bad og Granada den 20.04.2019

Jeg begynder at længes efter Verona og de to nætter, jeg sov hos Alexandro, for i nat vågnede jeg kl. 2 til, råben, skrigen og høj musik fra det underliggende diskotek, så hele hotellet rystede, selv om jeg havde værelse på 6. etage. Men det lykkedes mig at falde i søvn igen.

Inden jeg gik ned at spise revurderede jeg min situation igen. Cartagena havde også dårligt vejr, så det gad jeg ikke rende rundt i, og så kom idéen med thermal bad. Jeg fandt et sted vest for Murcia i Archena. Det så lækkert ud. Desværre kunne jeg ikke booke værelse på det tilstødende hotel, men jeg kunne godt komme ind alligevel, så det vil jeg prøve, og bagefter vil jeg køre til Granada, hvor jeg har booket to nætter, så jeg kan se Alhambra i morgen. Bagefter 1 nat i Malaga og så dag efter til Tolox, hvor mit kursus begynder. Sådan! Min plan holdt hele vejen derned.

Der er ikke så meget at fortælleform i dag. Kørte det meste af tiden i regnvejr. Slap for vejafgifter. Spiste billigt på hotellet. Var selvfølgelig inde i badelandet, men DTU var mest for familier, men fik da nydt boblebadet og river stream. Det viste sig, jeg skulle op med pungen, hvis jeg ville have adgang til citron- og saltbade, mm., men så skulle jeg have boet på et af de 3 hoteller, der var tilknyttet. Tiden løb, og jeg ville gerne nå Granada.

Jeg fik vældig hjælp at receptionisten om, hvordan jeg bedst kunne komme ind at se seværdigheder i morgen, men han mente Alhambra ville blive svært, men jeg kunne ikke bestille billet forud, for jeg vidsteikke, hvornår jeg ville være der, så det må komme an på en prøve i morgen. Det er trods alt april, og turismen drikke helt vågnet.

Det sidste, jeg har gjort er at bestille overnatning på hotel “Cerro de Hijar“, som er det sted, hvor jeg skal på kursus. Tænkte det var godt at komme dagen før og få alting på plads. Derfra kan jeg godt nået køre til Ronda. Det gode er nu, at jeg har været nød til at køre efter en plan, for at være sikker på at nå derned. Efter kurset kan jeg være mege frigjort og bare tage hver dag, som det kommer.

Granada – den 21.04.2019

På billedet her fra mit værelse om morgenen, kan man se de stadig sneklædte bjerge i baggrunden omkranset af et skydække, der dog ikke er så tungt, som igår. Ifølge min vejrudsigten vil der også komme perioder med sol og en smule regn, men når det sidste falder, så er jeg formentlig hjemme på værelset og se fodboldkamp mellem Sønderjyske og Horsens, som vi helst skulle vinde. Men først skal jeg prøve, om jeg kan komme ind på Alhambre!

Efter råd fra receptionisten tog jeg metroen ind til byen. Egentligt er det en blanding mellem sporvogn og metro, for kun en lille del af ruten, foregår under jorden. I hvert fald fungerede det fint med billetkøb og tur frem og tilbage. Det er ikke første gang, jeg bruger offentlige transportmidler i Spanien, og jeg synes faktisk, at det er noget det har fået til at fungere godt. Ligesom de fleste af deres veje også er i god stand uden for byerne. Billetpriserne er også billigere end i Danmark, synes jeg.
Jeg synes faktisk også, når man er turist, at der ligger en opgave i at lære, hvordan transportsystemet fungerer. Jeg ved, at det bliver bøvlet at finde parkering i den indre by som regel. Derfor er det godt at have kendskab til busser og metroer, og så slipper man også for at stresse, når vi er mange biler, der skal samme vej, og man så skal kæmpe sig frem til den rigtige afkørsel eller man kører forkert, fordi man ikke får kigget ordentligt efter sin gps.

Jeg gik op fra metroen, kiggede på mit bykort og ville vandre op til Alhambra. Undervejs gik jeg ind på en lille café. For at få morgenmad. Jeg har ikke morgenmad med i min værelsespris denne gang, og jeg synes faktisk også tilkøb af morgenmad er for dyrt i forhold til, hvor meget jeg egentligt spiser. I da fik jeg to halve flutes med skinke, en café con latte og et glas friskpresset juice. Derefter gik turen gennem byens centrum og op til Alhambra. Der var en tæt strøm af mennesker op og ned fra paladset.

Da jeg endelig kom op, satte jeg mig på en bænk, og her blev jeg opmærksom på, at der sad et lille egern i træet lige over mig og guffede løs frugterne, bærrene eller hvad det nu var, den åd. Den var overhovedet ikke sky, selv om der var masser af mennesker, der gik forbi under det.
Desværre var der lukket for køb af individuelle billetter. Jeg ville så prøve over Internet, men der lå en besked om, at der ikke var adgang for individuelle personer i dag på grund af påsken, da det åbenbart udgjorde en sikkerhedsrisiko. Så der var ikke andet for end at gå ned igen, men jeg blev enig med mig selv om at prøve igen i morgen tidlig, men så kører jeg op til stedet denne gang. Bagefter vil jeg nemlig køre til Tolox, som er det sted, hvor jeg skal en uge på kursus.

Jeg vandrede ned gennem byen, der var fuld af mennesker. Jeg kom til en plads, hvor 2 piger og en dreng spillede fodbold. Jeg satte mig på en bænk, og betragtede deres leg, hvor efter jeg konkluderede, at den måde de gjorde det på, havde jeg selv gjort som barn. Jeg tror vi kaldte: Hvem skal stå i midten, og så gjalt det om, for de to på fløjene at få bolden forbi. Gjorde man. Ikke det, så røg man i midten.
På pladsen så jeg også akrobater, en karrusel og en Mickey Mouse, der solgte balloner pustet op som figurer. Det var vist en god forretning!

Jeg kom tilbage til metroen, og snart var jeg tilbage på hotellet, og så ville jeg streame fodboldkampen mellem Horsens og Sønderjyske. Heldigvis vandt Sønderjyske og fik vigtige point i kampen om at undgå nedrykning.

På vejen hjem kom jeg forbi noget vand- og elinstallation, og jeg tror vi skære glade for, at vi bor i Danmark, for som man ser på billedet, kan hvem som helst slukke for vandet. Man skulle synes, at der må være alle tiders muligheder for en iværksætter på området hernede, hvis man har uddannelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *