Min europæiske kulturtur – Uge 6!

Waterloo museum – Arnhem – den 13.05.2019

Jeg vågnede ved 2-tiden, fordi jeg igen havde en af mine tunneldrømme, der også indbefattede en hvis mængde lange slanger. Jeg var ikke alene, men jeg ved ikke, hvem jeg var sammen med. Så jeg valgte at rode lidt med nyheder på DR og Jyskevestkysten.

Sønderjyske spillede sig en mulighed for en plads i Europæisk fodbold af hænde ved at tabe 4-3 i Randers efter at have haft spillet og de fleste skud på mål. Desværre var Randers gode på dødbolde, og så behøver man ikke arbejde så meget for sagen. Der er kort og godt plads til forbedring til næste sæson.

Jeg faldt i søvn igen, og sov faktisk godt indtil kl 7, hvor jeg stod op og badede, samt pakkede medicin til de næste 7 dage. Kl 8 havde værtinden på “Le chambre de Lola” lavet fin morgenkaffe til mig, som jeg indtog sammen med hendes hun, der holdt sig tæt til mig.
Hendes mand og søn var taget hjemmefra. Jeg fortalte, at jeg havde spist pizza hos sønnen igår. Hun fortalte, at jan var ved at tage uddannelse i marketing, og at hun selv arbejdede indenfor tøjbranchen, og faktisk var hendes veninde og samarbejdspartner også dansker.
Hunden blev ved med at sidde hos mig. Jeg troede, det var værtinden, der hed Lola, men da hun kaldte på hunden, gik det op for mig, at det var den, der hed hunden. Det smilede jeg af, fordi den tanke havde jeg ikke lige tænkt!
Da jeg var færdig med kaffen, sagde jeg farvel, fordi jeg forinden havde pakket bilen. Hun ønskede mig god rejse videre frem, og gav mig en krammer.
Det var egentligt rart at bo privat, fordi de var søde og opmærksomme. De havde bla. lagt chokolade til mig, som jeg kunne sove på. En lille ting, men i den store sammenhæng, alligevel noget, der viser sammenhængen. Det gjorde også noget ved mig, fordi jeg ogsåpassede bedre på med alt, og kom sønnen imøde ved at spise, der hvor han arbejdede.
Værelset var også så fint, så fint. Det lover godt for deres forsøg på at være udlejere.

Derefter kørte jeg ud til monumentet med løven og museet for slaget ved Waterloo i 2015, hvor Wellington med den engelske hær, og Blücher med den preussiske slog Napoleon endeligt. En af årsagerne til nederlaget var bla. at en af hans generaler, Grouchy, med en styrke på 35.000 mand undlod at komme til undsætning. Men det ved jeg mere om, når jeg har set det hele.
På en stor høj, højere end Jellinge-højene stå ren statue af en løve. Går man derop, kan man se ud over slagmarken. Der. Er et kort, så man kan se de franske, preussiske og engelske stillinger

Jeg må sige, at det er et af de flotteste museer, jeg nogensinde har været i. Det lå under jorden og var helt moderne. Jeg blev fra starten udstyret med audioguide på engelsk, og den førte mig gennem hele udstillingen i løbet af de 2 1/2 time, jeg var der.

Både den forudgående historie, fra da Napolion steg i graderne, indtil han lod sig udråbe til kejser, til efterspillet efter Waterloo, blev gennemgået, hvor Napoleon drog i eksil på St. Helena. Denne gang ville man ikke risikere, at han vendte tilbage, som han gjorde fra Elba.

Meget detaljeret alt sammen, og med mandsstore voksfigurer af deltagerne med deres heste og udstyr.
Desuden var der en 3D film med skuespillere, der viste slagets gang.
Jeg afsluttede besøget med at gå op på højen, 200 trin, hvor jeg fik et overblik over slagmarken.
Kan man sammenligne Napoleons magtbegær med Hitlers? De minder om hinanden, men Napoleon var ikke racistisk, dvs som Hitler, der havde myrdet jøder, modstandere, psykisk syge og handicappede, og han gennemførte reformer i Frankrig, der var til gavn for folket, fx. at man blev bedømt på kvaliteter og ikke længere på herkomst.

Kopi af monsterkanon, som tyskerne lavede 2 af, Gustav og Dora.

Godt tilfreds startede jeg bilen for at køre mod Overloon Warmuseum i Overloon i det sydlige Holland. Jeg har set billeder derfra, og det virkede til at være meget stort.
Siden jeg kørte fra Sydfrankrig er jeg i stigende grad blevet irriteret over en generende lyd, ligesom jeg får ondt o speedfoden, når jeg træder på den. Det skyldes vibrationer, der slår op igennem, og det hele får mig til at tro, at der er et leje, der er gået itu.
Der var en smule i starten af ferien, som jeg tog som dækstøj, fordi jeg lige havde fået aluminiumsfælge med sommerdæk, og jeg tænkte, at dem skulle jeg lige vænne mig til. Men nu er lyden stigende, søde passer mig godt at være nået så langt hjemad, som jeg er, nu hvor jeg er i Osnanrück, mens jeg skriver dette.

Hvad jeg ikke vidste var, at der rundt om byen Overloon havde været nogle hårde kampe mellem tyskerne og de allierede, og det medførte, at der kort efter krigen blev oprettet et museum, som senere flyttede ind i nye bygninger.

En del af det materiel, der blev vist, var renoverede ting, der stammede fra slaget. Man kunne således se, at på en amerikansk kampvogn, der havde fået en træffer, sad tårnet løst. Også en tysk, der var blevet ramt af et raketstyr.

Der var også flere flyvemaskiner, en spitfire jager og en B25 bombemaskine. En enkelt ting var ikke fra 2. Verdenskrig. Det var et enormt amfibiekøretøj på100 t, som man havde anvendt i Vietnamkrigen der, hvor landgangsfartøjer ikke kunne nå helt ind. Der blev lavet 20 af dem, og den eneste tilbageværende var den i Overloon.

Efter Overloon satte jeg kursen mod Nijmegen og Arnhem. I slutningen af krigen udtænkte den engelske general Montgomery en plan, Operation Market Garden, at hvis de allierede ved hjælp faldskærmstropper kunne erobre 5 broer, så kunne man være i Berlin og få krigen afsluttet. Det var vigtigt at få broerne, for hvis tyskerne sprængte dem, så ville fremrykningen blive forsinket. Arnhembroen gik over den store flod Rhinen, og bag ved floden ville tyskerne kunne lave et stærkt forsvarsanlæg.

Alt så ud til at lykkedes på nær i Arnhem. Der havde man undervurderet tyskernes styrke i området, og at man samtidig havde svært ved at kæmpe sig frem til at undsætte styrken ved Arnhem. Denne modige kamp er udødeligt gjort i filmen: “A bridge too far” og broens navn er i dag “John Frost Bridge”, efter den general, der havde kommandoen der. Jeg skulle selvfølgelig have et billede af broen.

Ville gerne igen kunne forstå sproget. Så jeg valgte at køre over grænsen, der hvor der var nærmest. Da jeg kom over, bestemte jeg mig for Osnabrück, fordi byen lå, så der ikke ville være så langt at køre op til Wilhelmshaven, hvor den sidste ting, jeg ville se, lå. Det tyske marinemuseum.
Selv om jeg på turen har beskæftiget mig med krig, så glæder jeg mig over, at det ikke er gået videre til mine børn. Vi snakker aldrig om krig, kanoner, mm. Og det er heller ikke gået videre til børnebørn. Det er jeg lykkelig over.

Jeg valgte et hotel i Osnabrück, Hotel at Nicolaiort, fordi jeg læste, at man kunne gå direkte ned i gågaden, og at der var offentlig parkering i nærheden.
Jeg bookede for 2 nætter, dels for at slappe af fra bilens problemer, dels for at hygge mig.
Da jeg nærmede mig og kom ind i den, faldt min gps ud. Det sker, når det ene lands netværk ikke længere dækker ind i det andet land. Selv om telefonen står til automatisk, så skal jeg alligevel ind at vælge manuelt.
Jeg fik gps på igen, og da der var en parkeringskælder tæt på hotellet, tog jeg bare den. Det viste sig at være klogt, for hotellet lå lige ovenpå, og det var super hyggeligt.
I receptionen fortalte de mig, at de havde festuge, så indtil kl 22 skulle jeg belave mig på høj musik, og ganske rigtigt kunne jeg høre rockmusik.
Heldigvis fandt jeg ud af, at det lige netop var den type musik, jeg kunne lide, da jeg lidt senere gik i byen.

Orkestret var rigtigt godt og var et Queen cowerband, ligesom det, der turnerer hjemme i Danmark.
Fordi klokken var så fremskreden valgte jeg at spise en MacDonald burger, og det er den bedste burger, jeg nogensinde har fået fra det sted. Ikke noget med blødt brød, dårlig bøf og flad salat. Brødet var dejligt sprødt, bøffen velsmagende og salaten frisk. Uhm!
Efter det satte jeg mig på en bar, og fik 2 fadøl mens jeg nød musikken. Da den sluttede kl. 22 drak jeg ud og gik hjem på hotellet. Byen var et udmærket valg for mig.

Tyskerne har en behagelig måde at hygge sig på til festival. De sidder udenfor barer og restauranter og snakker på livet løs, og selv om der er boder alle vegne, der sælger drikkevarer og øl, ser jeg ingen berusede.

Mai-fest in Osnabrück – den 14.05.2019

Da jeg havde valgt at blive i Osnabrück i to nætter, tog jeg mig god tid til at skrive dagbog under morgenmaden. Hotellets buffet var rigtig lækker og appetitlig med stort udvalg. Morgenmaden var inkluderet i prisen for værelset, som ikke var særlig dyr i betragtning af, der var stor byfest.

Efter morgenmaden ville jeg ud at se byen og få ordnet nogle ting. Så jeg gik ved 11-tiden og beregnede, at jeg kunne nå hjem og få en eftermiddagslur.

Desværre viste det sig, at mine ben og hofter lige netop valgte at strejke, så det blev en trættende bytur, hvor jeg hele tiden måtte hen at sidde et sted og strække ryggen. Det plejer at hjælpe. Men slut med klynkeriet.

Osnabrück blev svært beskadiget under krigen, og mange af de historiske bindingsværkshuse gik tabt. Man har efterfølgende forsøgt at genopbygge husene, så lidt af den gamle stil blev bibeholdt. Jeg fandt dog et originalt, som var rigtigt flot med bindingsværk og udskæringer over døren. Det var hotel i dag.

Jeg fik set St. Marie kirken, gik langs floden, så et forsvarstårn, som der er bevaret flere af, men selve bymuren er væk.
På hjemvejen af så jeg en ung mand optræde som Michael Jackson, som ellers lader til at være no go efterhånden pga hans pædofilisag. Men han gjorde det nu godt. Jeg fik video optaget, men kan desværre ikke uploade dem.
Jeg fik også en tysk grillpølse, men selv om den ligner en stadionpølse, så er den ikke helt rigtigt.

Derefter gik jeg hjem og fik 2 timer på øjet. Jeg sover stadig dårligt om natten, så hvis jeg skulle holde til musikken senere, så var det nødvendigt, og jeg gik da også ud som et lys.

Ved 19-tiden var jeg dernede igen, fordi der skulle komme et tysk rock/pop orkester, der hed MHO.
De spillede fantastisk godt med en kvindelig og mandlig forsanger i det 8 mand store band. Det var dedikeret og intens musik af engelsk og tysk herkomst, og publikum sang med med stort engagement, når det var kendisser, lige som når vi hører Kim Larsen eller Shu-bi-du-a.
Mod slutningen fandt jeg ud af, at MHO stod for “Maries Heartbreak Orkester”. En overgang tænkte jeg på, hvorfor der aldrig er tyske bands på Kløften festival hjemme. Kan ikke mindes at de har været.

Klokken 22.30 lå jeg i min seng. Næste dag vil jeg se, museet for Varus slaget. Der hvor Romerriget mistede 3 legioner til germanerne, og dermed opgav at trænge over Rhinen.
Historien går på, at en germansk kriger, Arminius, havde tjent længe i den romerske hær, og han skulle så lede tropperne over Rhinen og ind i det germanske område omkring Teuteburgerskoven.
Men han ledte dem ad små veje ind i en fælde. Man må forestille sig, at de romerske krigere vandrede i rækker gennem skoven på små veje efterfulgt af trosset. De blev så angrebet undervejs.
De romerske soldater er formidable krigere i det åbne land, fordi de kan danne kampformationer, men på en smal skovvej er de forsvarsløse. Alle omkom.

Efter dette besøg kører jeg som tidligere skrevet til Wilhelmshaven, og bagefter tager jeg Færgen over Elben, og forventer at sove sidste nat i Friedrichstadt.

Varusslaget – Marinemuseet – Friedrichsstadt – den 15.05.2019

Jeg synes, at Nicolai-hotellet har været et af de bedste steder, jeg har boet under hele ferien. Beliggenheden var perfekt placeret i bymidten. Parkering i garage lige nedenunder. Morgenmaden noget af det fineste og pænt sat op. Sød og venlig betjening af personalet. Værelset var ikke prangende, men der var det, der skulle være, inklusiv en flaske vand.
Da jeg var færdig med at skrive dagbog, smuttede jeg afsted mod mit første mål: Varusslaget, ca. 20 km fra Osnabrück.

Varusslaget fandt sted omkring år 7 efter kr.f. Grunden til at man antager det, er fundet af en stor møntskat, hvor ingen mønterne var ældre, og man ved, der var nye mønter i romerriget fra år 10 efter kr.f.
En romersk legion bestod af 5.000 – 6.000 mand, og dem var der 3 af. Dertil kom hjælpetropper og tros med alle mulige håndværkere. Så en forsigtig vurdering kan vel være omkring 20.000, der gik til i slaget, som varede over flere dage.
Slaget gik i glemmebogen, men dukkede op i skriftlige kilder omkring 1500 tallet, og efter den tid begyndte man at overveje, hvor det kan have fundet sted, og forskellige placeringer blev der gættet på.
Myten om Arminius som germansk besejrer af romerne, skiftede de sidste århundrede til at han hed Hermann (som er den tyske oversættelse af det latinske Arminius), og det blev brugt i teater og litteratur, hvor Hermann blev en mytologisk figur. Derfor rejste man i 1875 en statue, das Hermann Denkmahl, på det sted i Teuteburgerskoven nord for Osnabrück, hvor man mente slaget havde fundet sted.
Også Hitler og nationalsocialisterne tog myten til sig, fordi den passede ind i deres ariske fortolkning af menneskeheden.
Men hvor fandt det virkeligt sted:
“Gennembruddet kom, da amatørarkæologenTony Clunn i 1987 fandt et større antal romerske mønter og projektiler til slynger. Fundene blev gjort med metaldetektor i et begrænset område ca. 10 km nordøst for Osnabrück, lige nord for et højdedrag kaldet Kalkriese. Clunns fund blev fulgt op med regulære arkæologiske undersøgelser over en årrække foreståede af Kulturhistorisk museum i Osnabrück. Resultaterne er efterhånden blevet meget overbevisende, og et flertal af forskere, som beskæftiger sig med denne periode, har konkluderet, at dette må være valpladsen. Stedet ligger 20 – 30 kilometer nord for Teutoburgerskoven. I 2001 blev det opført et museum på stedet, og rekonstruktioner af de germanske befæstningsmure.” Kilde Wikipedia 2019.
Det var dette jeg fik set, da jeg kom ud til museet. Men de dele, man finder er små, fordi det må formodes at germanerne havde god tid til at plyndre ligene for brynjer, sværd, udstyr, mm. En ansigtsmaske er det største objekt, så vidt jeg kan se, der er fundet. Det er ingen tvivl om, at med metaldetektorens fremkomst, findes mere og mere, der kan kan kaste lys over forgangne tiders begivenheder.
Noget af det man også fandt var gruber med knogler fra dyr om mennesker blandet sammen. Ikke så mange, og det mener man skyldes at en anden romers hær 6 år senere fandt stedet og så de ubegavede lig. Dette ifølge en romersk beretning.
Fra tårnet kunne jeg se ud over slagmarken, som var markeret i terrænet, eller rettere en del af slagmarken.

Derefter gik turen til marinemuseet i Wilhelmshaven.
På grund af Preussens størrelse og beliggenhed havde man ikke brug for en flåde, men senere i slutningen af det 18 årh. og efterhånden som de forskellige hertugdømmer og kongeriger samles i et Tyskland, og der dermed bliver adgang til havet mod vest, opstår ønsket om en flåde. De første år er den meget lille, og fx i krigen 1864 måtte den have hjælp af Østrig, men tabte alligevel slaget ved Helgoland til danskerne.
Man besluttede at oprette en hel ny flådehavn ved Jadebugten syd for Elbens udmunding, og op omkring denne havn voksede byen Wilhelmshaven op. Omkring år 1900 gav kejser Wilhelm ordre til, at Tyskland skulle have en flåde, der kunne bestride den engelske, og derfor byggede man det ene store skib efter det andet.
I første verdenskrig mødtes de to flåder så i Jyllandsslaget, og selv om tyskerne tilføjede englænderne store tab, så kom den tyske flåde aldrig mere ud for at møde den engelske. Det betød at den kom til at ligge uvirksom hen mod slutningen af krigen, og kort før krigen sluttede gav man ordre til at flåden skulle sejle ud og møde den engelske i et sidste slag. Det nægtede matroserne og gjorde mytteri, og dette førte til revolution og kejserriget ophør.
Som en konsekvens af krigens afslutning skulle den tyske flåde afleveres til England i Scapa Flow i Skotland. 70 skibe sejlede ind deroppe, og efter nogle dage sænkede de sig selv. Der findes en engelsk hjemmeside, hvor der er undervandsoptagelser af de sunkne skibe.

Det meste af historien vidste jeg i forvejen, så der var ikke rigtig noget nyt. Jeg havde håbet på at se en samling af skibsmodeller som i Kiel, men der var kun enkelte.

Udenfor lå nogle enkelte enheder, men ikke nær den størrelse, de havde under de to verdenskrige.

Klokken var nu blevet så mange, at jeg kørte afsted til Elbfærgen ved Glückstadt, og da jeg senere sad i kø her, kunne jeg godt se, at Friedrichstadt ikke længere gav mening, så det blev Rensborg i stedet. Her landede jeg på Owslag Seehotel, og nåede lige at komme om og spise på en græsk restaurant.

Hjem – den 16.05.2019

Jeg sov faktisk godt på Seehotel Owschlag lige uden for Rendsburg, så for en gangs skyld uden at vågne flere gange eller drømme om slanger eller tunneller.
Under morgenmaden fik jeg skrevet dagbog. Derefter pakkede jeg og kørte afsted over Schleswig og Flensborg ad den gamle vej, så jeg ikke behøvede at skulle op i fart, så bilen begyndte at larme.
Efter Flensborg tog jeg motorvejen hjem og landede lige over middag, og dermed var min ferie slut.
De næste dage skal gå med at få ryddet op, få repareret bilen og ellers komme af med det jetlag, jeg havde følt, jeg havde, de sidste dage. Der har været så mange indtryk.
Jeg har også nået at se bloggen på pc, og til min store overraskelse lå nogle af billederne ned og endda et enkelt stod på hovedet. Det var heller ikke muligt for mig at se uge 1, selv om den stadig eksisterer?
Men planen er, at jeg skal rense dagbogen for fejl og mangler, og så skal den flyttes over I min normale rejseblog, hvor jeg så kan lave opsætningen af billeder ordentlig. Men det bliver ikke lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *